Det er ingen hemmelighed, at vi altid har været begejstrede for små krydrede retter fra hele verden. Både det nordafrikanske, det mellemøstlige og det arabiske køkken elsker vi at arbejde med, og vi har stor respekt for de mange spændende råvarer og krydderier, der hører naturligt hjemme på de breddegrader.
At lave mad på denne måde er som at stikke hovedet lige ind i ’Tusind og én nats eventyr’. Det er duftende ras el hanout, aromatisk orangeblomstvand, smukke rosenblade og glinsende granatæblekerner. Hvert måltid bliver en fortælling i sig selv, en fortælling om helt enkle og smukke råvarer, der let og elegant bliver til et hav af velsmagende retter, som du kan forsøde dit liv med. Fokus har været, at maden skal smage fantastisk. Retterne skal være smukke, de skal være nemme at gå til, og så skal man kunne købe alle ingredienserne til dem herhjemme, gerne i de butikker, hvor de fleste mennesker køber ind til daglig.
