Har du hørt om Stauning Whisky, som har fået 100 millioner i ryggen af en investor? Eller hvad med Nordisk Brænderi, som laver 40.000 flasker i år. Eller hvad med Lammefjordens Destilleri, som laver vodka af 5 tons spildkartofler.
Det bemærkelsesværdige er, at alle tre destillerier er danske. Og laver dansk spiritus. Ikke skotsk whisky. Ikke russisk vodka. Ikke cubansk rom. Dansk. Tendensen er et udtryk for den konstante bevægelse, der er inden for specialproduktionen i Danmark, hvor entreprenante folk forvandler lokale råvarer til øl, ost, mel og senest spiritus.
