4 personer
Ingredienser
2 spsk. honning
1 spsk. soja
1,5 tsk. five spice-blanding
4 andelår eller andre rester af and
30-40 kinesiske pandekager
1 bdt. forårsløg
1 agurk
1 glas hoisinsauce
salt og peber
Sådan gør du:
- Bland honning med soja, five spice-krydderiet, salt og peber, og fordel blandingen på andelårene. Steg andelårene ved 180 grader i cirka 1,5 time, eller indtil de er møre. Dæk med sølvpapir, hvis de bliver for mørke undervejs.
- Damp pandekagerne i en dampe-gryde eller en asiatisk bambusdamper i 5 minutter.
- Skær det øverste af forårsløgene, men gem så meget af det grønne som muligt. Skær løget op i 2-3 stykker, og del dem herefter i tynde strimler på langs. Skær agurken ud i tynde stænger af samme længde – kassér eventuelt kernerne i midten.
- Riv andekødet af benene med to gafler. Fordel hoisinsauce på pandekagerne, og top med forårsløg, agurk og andekød ved bordet.
Tip: Du kan også bruge en rest andesteg eller andeconfit som fyld.
Pandekager: Kinesiske pandekager finder du på frost hos asiatiske købmænd. Beregn cirka 8-10 styk per person, hvis retten indgår som hovedret.
Hoisinsauce: Den søde og salte hoisinsauce kan du finde i velassorterede supermarkeder.
Five Spice: Krydderiblanding af fem krydderier, typisk stjerneanis, fennikel, sechuanpeber, nelliker og kanel.
fortsæt med at læse


























