Til 4 personer
Ingredienser
500 g jordskokker
1/2 løg
1 fed hvidløg
2 spsk. olivenolie
3 kviste timian
1 liter hønsebouillon eller vand
1/2 dl piskefløde
havsalt og friskkværnet peber
2-3 spsk. cidereddike
50 g chorizo
1/2 bundt purløg
Sådan gør du:
- Skræl jordskokkerne, tag to fra til garniture, og skær resten i grove tern. Pil løg og hvidløg, og skær også dem i grove tern.
- Sauter jordskokkerne let i en gryde med olivenolie sammen med løg, hvidløg og timiankviste - sauter i et par min., uden at grøntsagerne tager farve.
- Tilsæt bouillon eller vand, og lad suppen koge i 10-15 min., til jordskokkerne er møre. Tilsæt herefter piskefløde, og kog suppen i et par min. mere.
- Tag nu suppen af varmen, og blend den glat med en stavblender, og smag først nu til med salt, peber og eddike. Hvis du tilsætter salt tidligere i processen, inden jordskokkerne er kogt helt møre, kan de være svære at blende helt ud i suppen.
- Skær chorizo ud i små tern, og steg dem let på en pande, så chorizoen bliver lidt sprød og taber lidt fedt. Skær de sidste 2 rå jordskokker i små tern, og mariner dem med olivenolie, salt peber, eddike og skåret purløg.
- Server suppen i dybe tallerkener, og kom lidt rå jordskokketern, ristet chorizo og skåret purløg ned i hver portion.
Tip: Du kan også tilføje stegte kammuslinger til jordskokkesuppen og servere den som forret ved et middagsselskab. Beregn i så fald 2 kammuslinger til hver.
fortsæt med at læse


























