»Don’t have garlic tonight because you might get lucky«, siger skuespilleren John Corbett under en intim middag i filmen ’My Big Fat Greek Wedding 2’. Her prøver de to hovedpersoner, Toula og Ian, at få lidt fut i deres ægteskab, som er blevet opløst i lange arbejdsdage, krævende svigerfamilier og børnepasning.
Lige netop kærligheden er et godt sted at begynde, når man skal afmystificere hvidløget. Hvad manuskriptforfatterne måske ikke viste, er nemlig, at hvidløg – blandt meget andet – ses som et afrodisiakum, altså et elskovsmiddel, som gerne skal øge trangen til intimt samvær og kærlighed (uanset hvor hvidløgsindgydende, den så skulle være). I Norditalien serverer man hvidløgssuppen bagna cauda, der er lavet på en base af kogt og knust hvidløg og artiskokker, som efter sigende både får gang i fordøjelsen og sexlivet.
Hvidløget er blevet brugt helt tilbage i Antikken og er dokumenteret til at være en af de første planter, som vi har brugt til at kurere sygdom og styrke vores helbred med. Det er blevet fundet i kong Tutankhamons grav, det blev givet til romerske soldater og sømænd for at give slagkraft og bekæmpe søsyge, og i de helt tidlige olympiske lege fik atleterne serveret hvidløg, inden de skulle ud og konkurrere.
I Grækenland har hvidløget været en kilde til sundhed, udholdenhed og måske endda også spiritualitet. Det er også derfra, min egen tråd til den lille løgplante kan trækkes. Min far har nemlig et meget kært forhold til hvidløg, som han blev inspireret af fra det græske køkken, og det har altid været en fast bestanddel af madlavningen i mit barndomshjem.
