Siden jeg var barn, har jeg elsket kirsebær. Siddet højt oppe i kirsebærtræer og spist mig en mavepine til i solvarme, rødkindede moreller. Plaget min farmor til at lave ostekage med kirsebærgelé til min fødselsdag og kirsebærtrifli til dessert. Spist kirsebærslik og senere fået blå tænder af kirsebærvin. Drømt om cherry pies i Twin Peaks-agent Cooper’ske versioner, jagtet den bedste clafoutis og spist mere kirsebærsovs end de fleste.
Så meget desto mere har det smertet mig at opleve, hvor lidt kirsebær bliver brugt i de danske køkkener. Andet end til føromtalte kirsebærsovs, og den er der jo ikke nogen, der laver selv. Simpelthen fordi kirsebær kun fås i handel i to versioner her til lands: som præsyltede/præsovsede bær og om sommeren som friske. Og her taler vi friske sødkirsebær. Ikke surkirsebær, som ellers er langt de bedste til køkkenbrug; mere syrlige, mandelaromatiske og med mere kirsebærsmag.
