0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
NARENDRA  SHRESTHA
Foto: NARENDRA SHRESTHA

Nydeligt. Den Internationale Rumstation har haft flere hundrede mennesker boende - både astronauter, videnskabsfolk og turister. Stationen tester bl.a. rummets effekt på menneskekroppen som forberedelse til en fremtidig mission til Mars.

Forbi Pluto og mod det uendelige univers: Hvor går grænsen for Nasa?

Det amerikanske rumagenturs første 50 år har budt på tragedier, mirakler og en overflod af genialiteter. Snart forventer Nasa også at have beviser for liv i rummet.

Der findes flere milliarder beboelige planeter i universet. Nasas Kepler-teleskop havde allerede fundet tre af dem, da det for en uges tid siden fik Kepler-452b - endnu en enorm brun-blå kugle med beboelsespotentiale - på kornet.

Noget skelsættende kup var opdagelsen med andre ord ikke. Men Nasas pr-afdeling kunne ikke dy sig; udsigterne til tre positive, virale historier på stribe var alligevel for fristende.

Midten af juli havde allerede budt på hyldestsang for fem årtiers landvindinger ved fejringen af instituttets 50 års-jubilæum. En hyldestsang, der straks var blevet toppet af verdensomspændende fascination over nye højopløsningsportætter af solsystemets yderste grænsebom Pluto.

Og nu kunne Nasa så score hattrick med fremvisningen af 'Jorden 2.0'.

»Ja, den blev nok lidt oversolgt, er der flere, der mener«, siger Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker og chefkonsulent ved DTU Space.

»Man fik det til at runge, som om det næsten var Jorden version to, og selv om det selvfølgelig er en spændende opdagelse, så var det måske lige smart nok for en planet, som vi stadig ved så lidt om. Men det var en god historie, og når man nu alligevel har verdens opmærksomhed, kan man vel lige så godt udnytte den«.

At drage fordel af opmærksomheden til at fortælle den gode historie er en disciplin, Nasa historisk har været mestre i. Og selvfølgelig er historien om National Aeronautics and Space Administration primært historien om videnskabelig genialitet og en perlerække af imponerende fremskridt.

Men det er også historien om en PR-maskine, der til tider bliver malket i en grad, som det kun ses i USA.

Med udgangspunkt i tre skelsættende begivenheder tager Politiken dig igennem historien om verdens førende - og bedst brandede - rumprogram.

Månen: Det umulige blev gjort muligt på otte år

»Jeg kan se noget støv«.

Et sug gik gennem lokalet. De havde øvet landingen mere end 100 gange. I toptunede, hyperrealistiske computersimulatorer. Intet burde være i stand til at overraske de 30 mand i Nasas kontrolrum i Houston, men der var det. Støv. Beskeden fra astronaut Buzz Aldrin var en ufarlig, men alligevel skræmmende bekræftelse af, at det her ikke var nogen simulation - det var virkelighed.

Derfor var det også dybe, lettede suk, der blev lukket ud af de efter sigende halvblå hoveder, da astronaut Neil Armstrong med tre bevingede ord gjorde det klart, at man ikke behøvede holde vejret længere:

Hvis man har lært noget af Apollo-projektet, så er det, at vil man afsætte de nødvendige ressourcer, så kan næsten alt lade sig gøre.

»Ørnen er landet«.

Næsten en milliard mennesker havde øjnene rettet mod deres sort-hvide fjernsyn den 20. juli 1969, da Apollo 11's landingsskib 'Ørnen' plantede sine edderkoppelignende ben på månens overflade. Og lige så mange jublede formentlig, da det efterfølgende lukkede Neil Armstrong ud og lod ham tage det legendariske skridt, der gik over i historien som »lille for en mand, men gigantisk for menneskeheden«.

»Nasas brand kan langt hen ad vejen føres tilbage til månelandingen. Det er stadig deres højdepunkt. Hvis du siger Nasa, så er det første, folk tænker på, billedet af Neil Armstrong på månen. Det lever Nasa stadig højt på, også selv om der siden er kommet mange bedrifter, som videnskabeligt set er langt mere interessante. At udleve den her ultimative pionerdrøm om at komme et sted hen, hvor ingen har været før - det er noget helt særligt«, forklarer Michael Linden-Vørnle.

Prestige-projektet Apollo var en absolut topprioritet under præsident Kennedy's kolde krig med Sovjetunionen. Efter at have sendt både den første sattelit og det første menneske ud i rummet, sad russerne solidt i rumkapløbets førertrøje.

De fleste Nasa-medarbejdere var derfor ved at få morgenkaffen galt i halsen, da deres præsident i 1961 lovede, at USA ville plante sine stjerner og striber på månen inden udgangen af årtiet.

Umuligt, sagde de fleste.

»I sender bare regningen«, sagde Kennedy.

»Nasa fik en enorm økonomisk frihed. Så vigtigt et projekt var det for amerikanerne. Og hvis man har lært noget af Apollo-projektet, så er det, at vil man afsætte de nødvendige ressourcer, så kan næsten alt lade sig gøre«, fortæller Michael Linden-Vørnle.

Otte år senere var månen nemlig indtaget, og Nasas omdømme begyndte for alvor at tage fart. Et omdømme, der siden er blevet malket godt og grundigt, men som bestemt også er blevet opretholdt gennem videnskabelige fremskridt, der både billedligt og bogstaveligt talt har været af en anden verden.

Artiklen fortsætter efter grafikken

Rettelser: 1. Alan Shepard var ikke i kredsløb om jorden - blot første amerikaner i rummet. 2. Apollo 1 var første fartøj i Apollo-projektet, der havde til mål at nå månen - men fartøj nummer 1 havde ikke kurs mod månen. 3. Rumfartøjet Rosetta var det Europæiske Rumagentur Esa's projekt og ikke Nasa's.

Mars: Skarpe hjerner, syv minutters terror - og en sofa

»Jeg kaldte min for Couch efter en gammel sofa, der stod hjemme hos min farmor«.

Morten Bo Madsen snakker ikke om en datter eller en søn, men om en sten. En af flere sten, han og hans kolleger hos Nasa har navngivet under arbejdet i et koldt, rødstøvet område flere hundrede millioner kilometer væk - på Mars.

Da rumsonden Mars Pathfinder den 4. juli 1997 landede på den røde planet, holdt planetfysikeren fra Niels Bohr Institutet i København stadig vejret i Nasas kontrolrum.

Hans hjertebarn - fem magnetiske eksperimenter, der skulle lære Nasa mere om planetens overflade - befandt sig godt nok på Mars ombord på det lille rumskib. Så meget vidste han. Men om landingen havde været succesfuld, anede han ikke.

»Der var et ur i kontrolrummet, der fortalte os, hvornår sondens varmeskjold ramte atmosfæren. Derfra er der syv minutter til overfladen, men der er så stor tidsforskel fra jorden til Mars, at da vi fik besked om, at den havde ramt atmosfæren, var den faktisk allerede landet«, mindes Morten Bo Madsen.

»Så der gik syv minutter, hvor vi vidste, at skæbnen var afgjort, men ikke havde fået resultatet endnu«.

Han og hans kolleger, der havde ventet mere end et halvt år på at sonden skulle nå sin fjerne destination, kalder den sidste ventetid ' the seven minutes of terror'.

Situationens alvor kunne formentlig ses i det kollektive suk af lettelse, holdet drog efter de syv minutter. Og hvis ikke, så blev det i hvert fald klart for enhver, da Nasas Rob Manning med tårevædede øjne bekræftede, at Pathfinder stod sikkert og solidt på Mars støvede jord.

Der er en del af den lille røde prik, man kan se på himlen, som jeg kender bedre end min egen baghave

Morten Bo Madsen har siden nærstuderet Mars' overflade efter landingen af både Pathfinder og dens seneste efterkommer Curiosity Rover. Og han tager stadig sig selv i at tænke på, præcis hvor ufattelig en bedrift det er at kunne studere et område, der afhængig af tidspunkt kan befinde sig op til 400 millioner kilometer fra en selv.

»Der er en del af den lille røde prik, man kan se på himlen, som jeg kender bedre end min egen baghave. Det er virkelig en underlig tanke«, reflekterer han.

Den danske fysiker er en af mange skarpslebne hjerner, der gennem flere årtier har holdt Nasa i toppen i rumforskningens fødekæde. Mens kæmpenationer som Rusland, Kina og sågar Indien alle har ambitiøse rumprogrammer, så er fælles for deres største opnåelser siden månelandingen, at de alle har været gennemført før - af Nasa.

»Selv om Nasa er rigtig gode til at brande sig, så er der ingen tvivl om, at de også har masser at have deres omdømme i. De fleste anser dem som den drivende kraft, mens de andre rumagenturer i verden ikke har den samme status. Og det skyldes primært, at Nasa gennemhistorien har fået ting til at ske i en grad, som er svær at konkurrere med«, forklarer Michael Linden-Vørnle.

Katastrofen: Trodser fiaskoer og bevarer populariteten

Du leder en rummision, der slår fejl. Besætningen er i overhængende fare for ikke at overleve, og der er intet at gøre for at hjælpe dem. Det store spørgsmål lurer; sender du besked til rumfærgen om, at de er i overhængende fare for at styrte i døden, når de skal lande på Jorden igen? Eller lader du dem lande i uvished, mens du krydser dine fingre og håber på det bedste?

Det var ikke et rimeligt valg, Nasas tropper på jorden stod over for, da et stykke isoleringsmateriale faldt af Columbia-rumfærgen og slog et hul i vingen på det trofaste skib under dets 28. opsendelse i 2003.

Beslutningen faldt på ikke at informere de syv astronauter om problemet, og set i bakspejlet var det nok den rigtige. Det var formentlig bedst, at færgens besætning ikke vidste, hvad der ventede dem, da de satte kurs tilbage mod jorden.

Det tog kun få minutter, før planetens atmosfære og en fart på 23 gange lydens hastighed havde brændt og flået vingen i stykker. Synet af Columbia blev forvandlet til en aflang sky af røg på himlen, og en beholder med orme, der havde indgået i forskningen på turen og blev fundet i skibets vragrester, var de eneste overlevende.

»Tabene af Columbia og Challenger har været Nasas største lavpunkter. Det er selvfølgelig de missioner, hvor folk har mistet livet, der er de største katastrofer. Og i sådan nogle situationer kunne Nasa nok godt have været bedre til at fortælle offentligheden, hvor svære opgaver, det egentlig er, de arbejder på. Hvor lidt der skal til, før noget går galt«, fortæller Morten Bo Madsen.

Efter tabet af Columbia og besparelser i kølvandet på en finanskrise og et præsidentskifte, råder Nasa i øjeblikket ikke over nogen rumskibe med plads til passagerer. Men selv om Morten Bo Madsen mener, at man kunne have forsvaret sit arbejde bedre oven på de fejlslagne missioner, så er Nasa stadig et af amerikanernes mest værdsatte agenturer.

Knap 70 procent af befolkningen ser ifølge undersøgelser fra sidste år positivt på Nasa, mens kun godt 15 procent har et negativt syn. Og det overrasker ikke Michael Linden-Vørnle.

»Nasa-folk har altid været anset som helte. Selv om der er kommet skår i glæden undervejs, har de alligevel formået at fastholde en meget høj troværdighed. Også gennem kriserne. Folk ved, at uheld og ulykker er svære at undgå, og de fleste forbinder stadig Nasa med noget af det klogeste, der findes. Når man i spøg siger, at noget ikke er raketvidenskab, konkluderer man jo også underforstået, at raketvidenskab er det sværeste i verden«, forklarer han.

»Mand på Mars om 20 år er realistisk«

50 års jubilæet har været en opløftende tid for Nasa. Men lille Pluto og enorme Kepler-452b dækker alligevel ikke helt for det forfængelighedssår, der plager flere amerikanere. Nemlig den nuværende præsident Barack Obamas beslutning om at udlicitere rumfart med passagerer til udbydere udefra.

»Det har ramt meget hårdt ikke længere at råde over rumfartøjer selv, for i øjeblikket er stormagten USA faktisk nødt til at købe billetter hos russerne. Og det gavner ikke just selvfølelsen«, forklarer Michael Linden-Vørnle.

Det er det kedelige, pragmatiske spørgsmål om fordeling af statens penge, der ligger til grund for beslutningen, men Nasa får sandsynligvis snart luft under egne vinger igen. Rumfærgen Orion bliver i disse år testet med henblik på en bemandet opsendelse i løbet af 2020'erne. Målet for Orion er landing på en astroide og - på sigt - Mars.

»De havde en succesfuld ubemandet testflyvning i december, og hvis deres plan står til troende, så kommer den første bemandede test til at ligge omkring skiftet til næste årti. Så følger en mission til en asteroide måske i midten af 20'erne og til sidst en mission, der skal få mennesker til Mars i midten af 30'erne. Umiddelbart virker det meget realistisk«, vurderer Michael Linden-Vørnle.

Foruden Orion-projektet er det store James Webb teleskop klar til at erstatte sin berømte forgænger Hubble i 2018 og give os endnu bedre observationer af, hvad det uendelige univers har at byde på. Og for blot et par måneder siden vurderede Nasa-forskeren Ellen Stofan sågar, at endegyldigt bevis for liv på andre planeter kan fremvises inden for de næste ti år.

Michael Linden-Vørnle har dog svært ved at svare på, præcis hvad vi kan tillade os at forvente af Nasas fremtidige skridt ud mellem galakser, planeter og sorte huller.

»Det mest fantastiske svar er, at det aner vi ikke. Hver eneste gang nogen kommer på banen med et nyt instrument, der kan se endnu længere og endnu skarpere end tidligere, så ligger der selvfølgelig en plan for, hvad der skal undersøges. Men det, der er allermest spændende er det, vi ikke har planlagt. At opdage noget værdifuldt, uden man egentlig leder efter det«, slutter han.

Og til den tid står Nasa's PR-afdeling formentlig klar med endnu en storladen pressemeddelelse.

Publiceret 30. juli 2015