Kære læser,
I denne uge har en anmelder været på overvældende smagsrundtur ved Peblingesøen, en anden har set en fremragende dansk debutfilm, mens en tredje har lyttet til undervældende podcast.
Men først en tur i fængsel.
Når ’Kvindefængslet’ er bedst, er det, som om vi bliver lukket ind i en verden uden filter
’Kvindefængslet’, sæson 1 og 2, DR (dokumentarserie)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»’Kvindefængslet’ er både i første og anden sæson en mesterlig øvelse i nærhed og afstand. Kameraet træder tilbage og lader kvinderne tale direkte til os, uden interviewspørgsmål, uden journalistisk distance, så vi netop kan komme tættere på. Det føles både nænsomt og radikalt. De stærkeste øjeblikke opstår i stilheden mellem ordene og i samtalerne mellem de indsatte. Som da Sally og hendes cellemakker og partner in crime Linett taler om venskab og medafhængighed«.
»Afsnit 2 er noget af det stærkeste, der er blevet vist på dansk tv i nyere tid. Ikke fordi det er sensationelt, men fordi det er præcist og poetisk i sin smerte. Det rejser spørgsmålet: Hvad gør vi, når kvindeliv kræver omsorg i systemer, der er designet til kontrol? (...) Serien balancerer tragik og humor med en sjælden præcision. Den ene scene handler om sæd og blowjobs, den næste om bearnaisesovs. Det lyder absurd, men føles rigtigt. Livet er lige så rodet og sammensat inde som udenfor – bare uden forstillelse. ’Kvindefængslet’ er et stykke danmarkshistorie. Ikke blot om kriminalitet, men om kvinders overlevelse i systemer, der sjældent er bygget til dem«.
(Anmeldt af Lucia Odoom) - Læs anmeldelsen her
Natklubben Søpavillonen er både berømt og berygtet, men utvivlsomt en institution i København. Men siden 2019 også et ambitiøst spisested med restauranten Babylon, hvor først Frederik Bille Brahe varslede nye gastronomiske vinde, og August Theil sidenhen tog over og i dag har gjort den til et spisested, der bliver talt om
Babylon, Gyldenløvesgade 24, København K (Restaurant)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Man træder ind i restauranten på førstesalen, og pludselig kommer man ind i en parallelverden i pasteller. Lyset over Søerne trykket ind mod brystet, udsigten er overvældende, nærmest rystende, har jeg nogensinde før set København fra netop denne vinkel? (...) Selve Babylon er mørkerød. Man har malet hele restauranten, vindueskarme, toiletter, you name it, i »kan vi kalde det erotic red?«, spurgte min medspiser. Det kan vi. Dampende erotic red, måske inspireret af legendariske Hotel Costes i Paris, en anden parallelverden, hvor alt kan ske«.
»Babylons umiddelbare glansnummer er deres snacks, som utvivlsomt er en af de flotteste og mest overvældende smagsrundture i København lige nu. Jeg nævner i flæng, forpustet og begejstret: hysterisk lækre miniøsters (Le Petite Gamén) med sesam og fingerlime. Roumégous-østers med syrnet fløde og stenbiderrogn (...) Det er ikke forkert at sige, at Babylon og Søpavillonen på mange måder er en vanvittig bastard, en sær flyvende hollænder, et aparte gadekryds placeret i et gadekryds. Men Babylon er også et af byens bedste spisesteder i mellemniveauprisklassen og en restaurant fuldstændig ulig noget andet, du har set i København«.
(Anmeldt af Lærke Kløvedal) - Læs anmeldelsen her
Nola Grace Gaardmand voksede op i USA og Danmark som datter af en sydafrikansk mor og en dansk far. I dag er hun journalist. 'Min mors apartheid' er hendes første, meget personlige, dokumentar
’Min mors apartheid’, vært: Nola Grace Gaardmand, DR TV (dokumentarserie)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»En dag, mens Nola Grace Gaardmand er i Sydafrika i håb om at stille sin mor svære spørgsmål og få svar, mødes den danske journalist med morens lillebror Ralph. »Du er et produkt af apartheid«, siger onklen til Nola Grace Gaardmand. Hun spørger ham, hvad han mener med det. Han siger: »Sådan er det bare. Du mærker det måske ikke direkte. Men hvis du går tilbage, er det noget, der, om du vil det eller ej, har formet dig (...) Onklen taler om, at hun ved at gå tilbage i sin historie kan finde ud af, hvad hun er formet af. Og det er det, Nola Grace Gaardmand for første gang for alvor gør i sin personlige dokumentariske miniserie ’Min mors apartheid’. Selv om det er svært for hende«.
»Hun siger det selv i løbet af den halvanden time, de tre programmer tilsammen varer: At hun er vant til at stille fremmede mennesker de mest private spørgsmål, men at det er noget helt andet, når hun skal tale med sin mor (...) Nola Grace Gaardmand er vokset op med, at der ikke bare var en enkelt, men flere store, usynlige elefanter i rummet. Nu gør hun dem synlige. Noget af det fine ved Gaardmands tv-fortælling er, at hun ikke forenkler og kommer med banale konklusioner om den opvækst, der har præget hende. Som en fletning løber konsekvenserne af apartheid, vold, misbrug og tavshed gennem dokumentaren«.
(Anmeldt af Dorte Hygum Sørensen) - Læs anmeldelsen her
Özlem Saglanmaks spil er behersket, autoritativt. Selv når hendes karakter er på sammenbruddets rand, vakler vi på kanten med hende i sikker overbevisning om, at hvis hun falder, bliver det med stoisk elegance
’Det andet offer’, instr.: Zinnini Elkington, drama (biografpremiere)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Hvad var det egentlig, der blev sagt, da den nyuddannede læge bad om råd fra sin ældre kollega? Var der overhovedet grund til bekymring, da den 18-årige mand kom ind på neurologisk afdeling for at blive undersøgt for et voldsomt hovedpineanfald? Det mener den unge forvagt Emilie (Mathilde Arcel) i hvert fald senere, da hun skal beskrive hændelsesforløbet; hun har stået med hovedansvaret for patienten, der kun bliver sendt hjem, fordi den erfarne og knivskarpe læge Alexandra har sagt god for det. Snart efter kollapser patienten på hospitalets gang og går i koma. Men fik Emilie egentlig sagt alt det, hun efterfølgende skriver i journalen? Eller hørte Alexandra (Özlem Saglanmak) ikke ordentligt efter?«.
»Det er (...) en af pointerne i Zinnini Elkingtons fremragende debutspillefilm, at vi er lynhurtige til at drage konklusioner og fælde dom. Uden nogensinde selv at forfalde til letkøbte forklaringer viser filmen os begavet, hvilke konsekvenser det kan have, at vi har brug for at sætte i kasser og skabe mening (...) Uden at pege fingre og med stor loyalitet over for alle dem, hun skildrer, får Zinnini Elkington først og fremmest sagt noget om et sundhedsvæsen, der er tvunget i knæ af ekstrem ressourcemangel. Her kan placeres et ansvar. Hvis man har brug for et entydigt svar, så er det nok det, der egentlig bliver sagt«.
(Anmeldt af Nanna Frank Rasmussen) - Læs anmeldelsen her
I hjemlandet Sverige har Annika Norlin været en kendt musiker. Nu har hun fået et internationalt gennembrud som forfatter med 'Tuen', der er solgt til oversættelse i 16 lande
Annika Norlin: ’Tuen’ (skønlitteratur)
❤ ❤ ❤ ❤
»Emelie er journalist i Stockholms nådesløse medieverden. Hun knokler for at holde liv i sin karriere. Lige indtil hun ikke kan mere (...) Med telt og spritapparat på ryggen drager hun ud i skovene for at samle tankerne og finde ro. Men derude, hvor plantageskoven glider over i vild natur, finder hun noget andet: Et sært mikrosamfund, hvor syv umage mennesker tilsyneladende lever i symbiose med hinanden og med naturen. Først iagttager hun gruppen på afstand, indtil hun pludselig er ved at blive en del af fællesskabet, der kalder sig Tuen«.
»Annika Norlins roman har mange gode ideer uden dog at fremstå voldsomt original. Hun skriver indlevende, men forklarer for meget (...) ’Tuen’ er ingen økoromantisk fantasi, den forsøger ikke at opstille et bæredygtigt alternativ til det præstations- og konsumsamfund, som romanen i lige så høj grad udstiller og kritiserer. I Annika Norlins fortælling er det hele ad helvede til, alle systemer på randen af sammenbrud og fremtiden usikker. Ikke desto mindre er bogen også fuld af håb«.
(Anmeldt af Felix Rothstein) - Læs anmeldelsen her
Olivia Wilde og Seth Rogen i en scene fra 'The Studio'
’The Studio’, instr.: Seth Rogen og Evan Goldberg, Apple TV+ (komedieserie)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Seth Rogen er den lettere maniske, men velmenende Matt Remick, der forfremmes til ny boss for Continental Studios, et af Hollywoods rigtig gamle, med adgang til stjernerne - og til millionerne. NU skal der sgu’ laves kunst, skal der! For Remick er ikke en slipsedreng, han er ingen forherliget optæller af kuglepenne. Han har masser af ædle principper på vegne af kvalitetsfilmen, men de må helst ikke koste ham noget. Det er klart, det går galt, det er bare ikke klart, hvor galt det går. Og deri ligger hele den betragtelige fornøjelse ved Apple+-serien ’The Studio’ at følge, hvordan et egentlig fromt ønske om at stå vagt om kunstens hellige principper tager magten fra Remick«.
»’The Studio’ er Seth Rogens projekt, den knap 43-årige komikers hovedværk (...) I et afsnit skal holdet sælge en spillefilm om sodavanden Kool-Aid, inspireret af ’Barbie’s kommercielle kanonsucces. De har castet Ice Cube som Mr. Kool-Aid og er nervøse for, om hans hudfarve er problematisk, eftersom Kool-Aid historisk er fattige sortes softdrink. Og da Ice Cube blåstemples af de rigtige segmenter, er det uheldigt, at hans kone spilles af en koreanskfødt kvinde. Så hvordan slukker vi den ild? Det hvirvler med identitetspolitiske dagsordener, og Remick vil gerne gøre det politisk uangribelige (...) Livet er svært. ’The Studio’ minder os om, at der hvor det er allersværest, gemmer den sorteste humor sig«.
(Anmeldt af Michael Bo) - Læs anmeldelsen her
Michelle Williams spiller rollen som den terminalt syge Molly med stor ømhed, skrøbelighed og styrke på en og samme tid.
’Dying for Sex’, skabt af Elizabeth Meriwether og Kim Rosenstock, Disney+ (miniserie)
❤ ❤ ❤ ❤
»»Jeg vil ikke dø nu, hvor jeg lige har vænnet mig til mine nye patter«. Denne replik indrammer perfekt serien ’Dying for Sex’ – en serie, hvor seksualiteten duellerer med døden. Michelle Williams spiller rollen som Molly, der efter at have været kræftfri i to år får at vide, at kræften er vendt tilbage. Hun får den dårlige nyhed, mens hun er i parterapi med sin mand, Steve. Steve og Molly har ikke haft et sexliv i årevis (...) og kemoterapien har ikke hjulpet på det problem; alligevel er sex alt, Molly kan tænke på. For hvad nu, hvis hun går i graven uden nogensinde at have fået en orgasme og uden nogensinde at være klar over, hvad hun overhovedet tænder på?«.
»Alle i denne her serie er en lille smule irriterende, men elskelige, netop fordi de er uforbederligt selvoptagede. Det, der er bemærkelsesværdigt ved serien, er, at den handler om et kvindeligt tabu: vores seksuelle udløbsdato. Et fald fra de begærliges rækker – et fald, som i forvejen kan føles som den første død (...) En af de absolut fineste ting ved ’Dying for Sex’ er, at elefanten i rummet danser med os direkte ind i dødsdalen. Molly konfronterer forfaldet ved at kaste sig ind i seksualiteten og sine kinky tilbøjeligheder«.
(Anmeldt af Lucia Odoom) - Læs anmeldelsen her
"Der er altså andet i livet end at game", siger Sofia her til Mugge, som ikke forstår et hak af hvad hun siger. Det er ellers meget pædagogisk formuleret ligesom mange andre replikker i filmen
’Mugge og Super Happy’, instr.: Anders Morgenthaler og Mikael Wulff, animation (biograffilm)
❤ ❤ ❤ ❤
»Man kan ikke andet end at elske Mugge. Mugge og al den adhd, han beriger villavejen i Basserup og resten af det neurotypiske Danmark med (...) Fordi Wulff og Morgenthaler fremstiller ham med indsigt og kærlighed, har de gjort ham sjov uden at gøre grin med ham. Adhd er her et karaktertræk ved en stærk personlighed. Som han selv siger til Sofia: »Du må altid gerne tage pis på Mugge-drengen. Jeg elsker pis««.
»I sidste ende er filmen et opråb til forældre om at tage sig sammen. Børn kan lære af gaming. Det er de voksne, der misbruger digital teknologi og inspirerer børn til virtuel eskapisme (...) Men wow, hvor er didaktikken dog firkantet og tung. Man skal være tålmodig og overbærende, når man hører figurerne tale, som om de reciterer punkter fra dagsordenen til et forældremøde (...) ’Mugge og Super Happy’ er en film, som børn og forældre kan mødes i. Så måske skal man bare tage den betonklodsede pædagogik som et sjovt og perspektivrigt oplæg til samtale«.
(Anmeldt af Joakim Grundahl) - Læs anmeldelsen her
'Splittet til atomer' har eksisteret siden 2019, hvor Andrew Moyo og lyddesigner Ida Skjerk søsatte podcasten. To år senere blev depechen sendt videre til Sara Sadiq Frost og lyddesigner Nina Liv, der forfinede konceptet og gjorde det til vedkommende, begavet musikformidling. Med den nye vært, Christine Milton (billedet) er podcasten desværre dalet betragteligt i kvalitet
’Splittet til atomer’, vært: Christine Milton, DR (podcast)
❤ ❤
»Sparet væk er lyddesigneren, og tilbage står den nye vært, Christine Milton, som på egen hånd skal løfte arven. Det er ikke udpræget vellykket. »Lær din yndlingssang bedre at kende, når danske hitmagere splitter deres største ørehængere til atomer«, lyder beskrivelsen. Men efter at have hørt de første tre episoder af den genoplivede udgave af ’Splittet til atomer’ kan jeg konstatere, at det det eneste, der reelt set bliver splittet til atomer, er min tillid til DR som seriøs musikformidlingsinstitution«.
»I første episode møder vi Mumle, som med debutsinglen ’Det modsatte’ fik et massivt hit sidste år. En på alle måder oplagt gæst, en oplagt sang, et oplagt valg. Men resultatet er frustrerende at lytte til, fordi Milton har utrolig travlt med enten at simplificere, genfortælle eller simpelthen overhøre en pointe (...) I den seneste episode om Andreas Odbjergs ’Hjem fra fabrikken’ vender Miltons unødigt meddelsomme ’jeg’ tilbage med en vurdering af, at det er en effektiv arbejdsmetode, han har haft i studiet (...) Velkommen til en tør sandwich af fortællemæssig overforklaring og faglig underfrankering!«.
(Anmeldt af Pernille Jensen) - Læs anmeldelsen her
Titus Welliver er atter privatdetektiven Harry Bosch, her i selskab med politikvinden Reina Vasquez (spillet af Denise G. Sanchez)
Ugens mest læste anmeldelse:
’Bosch: Legacy’, tredje sæson, koncept: Eric Overmyer, Prime Video (krimi-serie)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Bosch hyres af en irsk kvinde til at finde ud af, hvad der blev af hendes familie, og datteren Maddie og hendes partner Reina Vasquez arbejder med en række røverier, hvor velhavende LA-borgere (...) frarøves kostbare ejendele efter at være blevet forfulgt i bil af et nævenyttigt tyvepak. Det er både spændende og brutalt, samtidig med at pisken svinges over de amerikanske medier og det bizarre system, hvor topposterne i embedsværket besættes efter demokratiske valg og demagogiske valgkampe med brug af beskidte tricks og uskønne benspænd«.
»Titus Welliver spiller den sandhedssøgende melankoliker og jazzfan med en ømhed og loyalitet, man skal til sådan noget som John Thaws Inspector Morse for at finde mage (...) Det er desværre sidste ombæring for ’Bosch: Legacy’. Om Michael Connellys Bosch-univers skal udforskes yderligere, får stå hen i det uvisse indtil videre. Tilbage står imidlertid en serie og en hovedperson, der for altid vil glimte på krimiseriens firmament som ekstraordinært god og hamrende velspillet. Muligvis en af de allerbedste«.
(Anmeldt af Henrik Palle) - Læs anmeldelsen her
Må du få den allerbedste weekend og påske, når den engang ruller ind på din matrikel.
Brevet tager sig en lille langfredagspuster i næste uge, men vender så stærkt tilbage igen.
Mange hilsner
Tommy