Kære læser,
I ugens brev finder du både en børnebogsfigur på svampetrip og en sandwich, man kunne kalde for et jysk-japansk kærlighedsbarn.
Men først skal det afsløres, hvor du kan få den bedste ramen i hovedstaden.
Velkommen til ’6 hjerter’!
Kūkai Ramen. Amagerbrogade 14, Kbh S. Restaurant
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Ifølge Ibyens anmelder laver Kūkai Ramen på Amager byens bedste ramen.
»Det er gået ekstremt hurtigt for Kūkai Ramen fra åbning til rygtet som et af Amagers bedste spisesteder. På åbningsdagen var der hurtigt udsolgt af den cremede spicy vegetarramen, så jeg fik de to klassikere med bouillon på svineben og bouillon på soya og svampe. Det var genialt. Umiddelbart smagte det som det bedste ramen, jeg har fået i København«.
»Min favorit var en vegansk shoyu med en bouillon på soya og svampe. Den var så krystalklar, at man kunne se bunden af papskålen skinne som porcelæn, mens farven spillede mellem messing, kobber og mørk mahogni alt efter dybde. Klarheden stod i fortryllende kontrast til en umami, der hev os ned under skovbunden i en mikrodoseret ekstase over muld, mycelier og egetræer«.
Anmeldt af Joakim Grundahl.
Kabuki. Jægergårdsgade 71, Aarhus C. Restaurant
❤ ❤ ❤ ❤
Jylland møder Tokyo i bøfsandwichen fra Kabuki.
»Japanske Kabuki ligger på Aarhus’ populære Jægergårdsgade, der er propfyldt med easy going spisesteder. I det hele taget tror jeg, at Aarhus må være den by i Danmark, der er bedst til hyggelige, uprætentiøse og lettilgængelige hverdagsrestauranter. Det er, som om der i Aarhus er kort fra gud-der-ser-hyggeligt-ud, til du sidder godt bænket med et menukort i den ene hånd og et fyldt glas i den anden. Sådan var energien også på Kabuki, der måske bedst kan beskrives som en art japansk cafeteria«.
»Kabukiburgeren blev på kortet beskrevet ’Sådan lidt bøfsandwichagtigt med sauce, hakket okse, megameget snask og sylt’. Selv om den med sine 190 kr. inklusive fritter er en af de dyreste bøfsandwich, jeg har fået, er det også en af de flotteste og mest indbydende. Høj som en skyskraber, sovsedryppende og med et bekymrende kolesteroltal. Jylland møder Tokyo møder flot komponerede smage«.
Anmeldt af Lærke Kløvedal.
’Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor’. Instruktør: Karsten Kiilerich. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
En alt for lille Mumbo Jumbo foran de mysteriesvampe, der ganske snart vil gøre ham kæmpestor. Et problem bliver løst, men afløst af et meget større.
»I ’Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor’ tager Strid fat i børns forståelige ønskedrøm om at blive stor i en ruf. Eller i det mindste større end man hele tiden får at vide, at man er. Som voksen har man lært, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig. At ønsketænkning kan give bagslag, må den lille flodhest Mumbo Jumbo lære på den hårde måde«.
»Nogle af Mimbo Jimbo-bøgerne er for de helt små, men historien om, hvordan vennerne må rejse hele vejen til Sibirien og opsøge den frygtede heks Baba Jaga for at få gjort Mumbo Jumbo lille igen, viser sig at være en odyssé, som kan bære en spillefilm. Kombinationen af Strids originalitet og Kiilerichs rutine bærer også denne gang projektet flot i mål. Den gummiagtige computeranimation og de klare farver passer fint til det basale og det barnligt-elastiske i Mimbo/Mumbo-universet«.
Anmeldt af Kim Skotte.
’Die My Love’. Instruktør: Lynne Ramsay. Biograffilm
Jennifer Lawrence leverer en af sin karrieres vigtigste præstationer som den bipolare Grace i 'Die My Love'.
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Sammen med sin kæreste Jackson er Grace flyttet til et hus omgivet af skove og enge i Montanas idylliske natur. Huset er arvet efter hans onkel, og mens han øjeblikkeligt føler sig hjemme, fornemmer hun en snigende fremmedgørelse. Når de drikker øl og danser til yndlingsnumre fra livet i New York, er der noget aggressivt i hendes trin. Og når hun forfører ham, er det, som om hun strafknepper en bonderøv med strå i munden. Da de får sønnen Harry, forværres hendes tilstand. Hun er hengiven som mor, men huset, kæreste, svigerfamilie og naboer ødelægger hende«.
»Trods en håndfuld manierede scener er det en film, der inviterer publikum ind i den bipolare psyke og dens bøjning af tid og rum. Det er der, hvor depression river tæppet væk under alle værdier, mens manien flår gardiner ned for at skabe nye. Og så er der alle mellemrummene, hvor der ikke sker så meget, men hvor virkeligheden står klar i tunge erkendelser«.
Anmeldt af Joakim Grundahl.
’Light’. Palle Mikkelborg. Album.
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Palle Mikkelborg fanget med sit flygelhorn under en koncert for nogle år siden under Copenhagen Jazz Festival. Hans nye album kommer, efter han har sagt stop for flere sceneoptrædener.
»Åbenhed må være nøgleordet, når man skal beskrive Palle Mikkelborg. Det gælder hans personlighed. Det gælder hans spil på trompeten og det beslægtede flygelhorn. Og på et nyt soloalbum med den verdenskendte jazzmusiker, der udkommer i denne uge, gælder det også hans klaverspil«.
»Selv om Palle Mikkelborg nu er syg og har besluttet, han ikke længere er i form til at optræde, har hans ven, guitaristen Jakob Bro, fået ham med i studiet. Og ja, på det soloalbum, der er kommet ud af det, spiller Mikkelborg meget klaver. Simpelthen fordi læberne ikke længere er i topform til trompetspil. Det fungerer smukt på balladen ’Spring’. En aldrig før indspillet komposition, Palle Mikkelborg havde i skuffen«.
Anmeldt af Thomas Michelsen.
’Jeg tog ned til bror’. Af Sanna Lenken og Karin Arhenius. Tv-serie
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Jana Kippo - spillet stærkt og rørende af Amanda Jansson - tager hjem til sin fødegård for at tage hånd om sin bror, som hedder Bror. Han spilles ømt af Rasmus Johansson i den svenske serie 'Jeg tog ned til bror'.
»Uden for de spredte træhuse i Smålanger i Nordsverige ligger sneen hvid og ren overalt, men indenfor i hovedpersonen Jana Kippos fødegård, hvor hendes alkoholiserede, hjerteknuste bror (ved navn Bror) nu bor alene, kan man næsten fornemme lagene af stegefedt og støv under fingerspidserne. Brændeosen og kropsfonden, der destilleres under tætstrikkede uldsweatre«.
»’Jeg tog ned til bror’ er af flere svenske medier udråbt som årets bedste tv-serie i 2025, og det synes jeg kun lyder rimeligt. Den er både uhyggelig, spændende og meget, meget smuk, og fortabt er jeg på en måde stadig et sted i dens dumpe, tavse, stemningsfulde snavs«.
Anmeldt af Eva Eistrup.
’Heated Rivalry’. Af Jacob Tierney. Tv-serie
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Kemien mellem de to hovedkarakterer bærer serien op, op, op, som bobler i champagne. Hudson Williams og Connor Storrie var stort set ukendte, før 'Heated Rivalry' stak af i popularitet.
»Den nordamerikanske ishockeyliga, hvor Shane er det hjemmegroede canadiske dydsmønster og Ilya er den importerede rebel, er ikke et sted, man er åbent homoseksuel. Det er Ilyas hjemland, Rusland, hvor hans tyranniske, demente far og pengeafpressende storebror suger på hans omsorg, skam og berømmelse, mildest talt heller ikke. Deres offentlige fjendskab tæner ild i deres private møder, hvor de ligesom på isen kalder hinanden ved efternavn«.
»’Heated Rivalry’, der er baseret på romance-forfatteren Rachel Reids bogserie ’Game Changers’ og lavet til serie af Jacob Tierney, var en underdog. Den fik premiere på en lille queer-filmfestival i Montréal i november, mens de to hovedrolleskuespillere, Hudson Williams og Connor Storrie, stadig var stort set ukendte, men i løbet af få uger eksploderede seertal, SoMe-følgere, presse og ikke mindst den kulturelle samtale«.
Anmeldt af Eva Eistrup.
’13 dage, 13 nætter’. Instruktør: Martin Bourboulon. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤
Sidse Babett Knudsen spiller rollen som journalisten Kate, der er blevet tilbage i Kabul for at rapportere om Talebans indtog. En rolle inspireret af CNN-journalisten Clarissa Ward.
»Hvordan det gik for sig de fatale sensommerdage i 2021, da realiteterne bag Bidens ’fredsaftale’ med Taleban kom fejende ind over Kabul som en storm fra bjergene, får man en kun alt for levende fornemmelse af i Martin Bourboulons franske dokudrama ’13 dage og 13 nætter’«.
»Filmen, der er indspillet i Marokko, er en helt enkel omgang nervekrig fra den virkelige verden. Nervepirrende realistisk sat i scene af Bourboulon, der her får sig noget af et brat sceneskift fra ’De tre musketerer’-trilogien. Umiddelbart ligner han på papiret ikke den oplagte instruktør til et drama som dette, men Bourboulon har formået at skabe en både nøgtern og stram spændingsfilm«.
Anmeldt af Kim Skotte.
’Drømme’. Instruktør: Michel Franco. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤
Jessica Chastain (th.) og danseren Isaac Hernández spiller over for hinanden i Michel Francos film om magt og begær.
»Der er knap nok noget ilt tilbage i lastbilen, da den endelig bliver åbnet, og de illegale immigranter kan hive amerikansk luft ned i lungerne. En af dem, Fernando, vakler svimmel ud af bilen og stavrer mod en lysere fremtid. Det er i hvert fald hans håb. Men USA er ikke det land of the free, som myten og nationalsangen lover. Her nynner man hellere med på børnerimet ’Har du penge, så kan du få’. Det ved Jennifer (Jessica Chastain), for hun er født med en sølvske i munden. Hun administrerer dele af familiens enorme formue og fungerer som en slags kunstmæcen«.
»På papiret kan det lyde, som om det er sat temmelig meget på spidsen: En überrig amerikaner og en fattig, illegal mexicaner – det MÅ jo gå galt. Men på hvilken måde? Og for hvem? Michel Franco har lavet et klinisk observerende drama om kærlighedens kår i kapitalismens tidsalder, der kræver publikums engagement«.
Anmeldt af Kim Skotte.
Ugens mest læste anmeldelse
’En svindende verden’. Sayaka Murata. Roman
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Sayaka Murata fik sit internationale gennembrud med 'Døgnkioskmennesket'. 'En svindende verden' er den fjerde af hendes romaner, der er blevet oversat til dansk.
»Overordnet skildrer romanen et samfund, hvor man har taget konsekvensen af det, som den franske psykoanalytiker Jacques Lacan hævder: »Den seksuelle relation findes ikke«. Sex er noget, man selv ordner, eventuelt stimuleret af en animé-karakter, som man fantaserer om. Forplantning foregår udelukkende gennem kunstig befrugtning, så ægteskabet er en pagt mellem en æg- og sædleverandør, der indstifter fælles husholdning og opfostrer barnet sammen«.
»Jeg er ikke nogen stor fan af scifi, men Muratas fremtidsvisioner, som forrykker det hele lidt ved at tage konsekvensen af tendenser i det bestående, er jeg helt til fals for. I en let, humoristisk og charmerende stil rejser Murata store filosofiske og kulturkritiske spørgsmål om det, vi tror, vi ved, hvad er«.
Anmeldt af Lilian Munk Rösing.
Så nåede vi så langt.
Tak for at læse med. Hav nu en rigtig dejlig weekend!
Gode hilsner,
Marie