Kære læser,
Her er dit overblik over ugens vigtigste anmeldelser.
Vi begynder med en komedieserie om glamping, der netop er lagt ud på DR TV her til morgen.
Er den værd at se? Læs dog med:
Paprika Steen og Lars Brygmann spiller parret Charlotte og Andreas, der har åbnet en spirituel glampingplads - den er bare ikke videre fed
’NamaStay’, instr.: Nikolaj Steen, DR (Komediedramaserie)
❤ ❤ ❤
»Ægteparret Charlotte og Andreas har åbnet, hvad der i tidens lingo hedder en glamping. Hvilket ret beset er en campingplads med fine fornemmelser; baristakaffe i stedet for BKI, hjemmelavet is i stedet for Frisko, økomad i stedet for dybstegt måge med fritter og naturvin i stedet for dåsebajere. De har gjort det, efter at Andreas gik ned med sit firma, måtte sælge huset og desuden fik et hjertetilfælde og var klinisk død i adskillige minutter. For at redde deres ægteskab, deres økonomi og ikke mindst selvforståelse som succesrige iværksættere med fingeren på tidsåndens alternativistiske puls«.
»Det kunne der sådan set godt være kommet noget okay sædesatire ud af. Men handlingen er så forudsigelig, som havde der været en algoritme inde over (...) Og desværre rammer satiren ved siden af. For selv om serien beskæftiger sig med tidens honnette ambitioner og trang til at gøre jævne ting finere, end de er, forekommer den dateret i sin distancerende humor og med en ironisk karaktertegning, der taler ned til sit publikum. Slutningen af 1990’erne og Det Brune Punktum har ringet og beder om at få sin humor tilbage«.
(Anmeldt af Henrik Palle) - Læs anmeldelsen her
Milt med hjerte og lunge. Lyder det som et mareridt? Det smagte fantastisk i Paesànos udgave af den traditionelle syditalienske ret Pasta & Soffritto napoletano
Paesàno, Kbh. N (Restaurant)
❤ ❤ ❤ ❤
»Det er en klassiker fra Napoli. Og den smager svinegodt. Men man skal lige være med på at få en milt i maven. Et organ, der har filtreret gamle blodceller og renset grisens blod for bakterier. Det smager lidt af lever og så alligevel ikke. En lille smule af blod som efter knytnæven fra en napolitaner, der ikke giver en skid for din nordiske sensibilitet. Det var den slags, vi var kommet efter«.
»Jeg kan have svært ved at skelne mellem de mange gode omgange ragù bolognese, jeg har testet som anmelder den seneste tid. Så jeg havde glædet mig til at besøge Paesàno. Her er kokken Davide Laudato fra Napoli, og jeg har før været hos ham her i kælderen, da den hed Topicàl. Den gang ville han bringe en »farverig ny tone på den post-nynordiske kulinariske scene i København« (...) På Paesàno har han sænket skuldrene. Missionen er nu bare at bringe »smagene fra det napolitanske køkken« til København »med et fokus på traditionelle opskrifter«.
(Anmeldt af Joakim Grundahl) - Læs anmeldelsen her
Svenske Amanda Romare er, udover forfatter, også podcastvært og manuskriptforfatter
Amanda Romares: ’Det halve Malmø består af fyre, der har dumpet mig’ (Skønlitteratur)
❤ ❤ ❤ ❤
»Absurditeten findes i de mest jordnære, banale detaljer i svenske Amanda Romares romandebut med den mundrette titel: ’Det halve Malmø består af fyre, der har dumpet mig’. I bogen, som fortælles i et dagbogsformat, følger vi Amanda, der er i begyndelsen af 30’erne og gennem omtrent et år beretter om sin indsats for at finde kærligheden ved at date målrettet – både fyre, hun møder i byen, og fyre, hun swiper sig frem til på Tinder«.
»Romares roman hæver sig over blot at reproducere banaliteter om kvinder og dating, fordi hun har et skarpt blik for datingkulturens absurde bagtæppe – nemlig det faktum, at redningen skal forestille at hænge lige for næsen af Amanda hele tiden; hvis bare nogen forelskede sig i hende, ville al angsten forsvinde, al tvivlen, alt kaosset. Hun ville blive lykkelig og hel. Denne historie lulles Amanda ind i, og i den forstand er romanen måske en uhyggelig øjenåbner, hvis man ikke er bekendt med moderne datingkultur, og blandt andet skoggerlatterfremkaldende, hvis man er«.
(Anmeldt af Sigrid Adamsson) - Læs anmeldelsen her
Ved siden af Benedict Cumberbatch optræder et små to meter højt plysmonster. Det skal man lige vænne sig til
’Eric’, koncept: Abi Morgan, Netflix (Dramaserie)
❤ ❤ ❤
»Hovedpersonen er dukkeføreren Vincent Anderson (spillet af Benedict Cumberbatch) (...) Hans ægteskab med skolelæreren Cassie kører på pumperne. En aften efter et par flasker vin ryger de så voldsomt i totterne på hinanden, at han forlader deres lejlighed og efterlader hende i gråd. Hvilket deres søn Edgar bemærker og bliver ulykkelig over. Og da han så dagen efter forsvinder, efter at Vincent ikke har haft tid til at følge ham i skole, udløser det en større krise i relationen til hustruen, kollegerne og ikke mindst ham selv. Så i et forsøg på at gøre noget – ud over at vente og drikke vodka af flasken – bygger han den to meter høje monsterbamse, sønnen har skabt i sin fantasi og lavet massevis af skitser af«.
»Der er mange ting på spil i serien, også for mange. Et sinistert tidsbillede, flere handlinger og så ikke mindst hovedpersonens indre krise skaber ufrugtbar forvirring. Men skuespillet fejler absolut ingenting. Cumberbatch viser atter sit enorme talent, og som hans frustrerede kone, Cassie, glimrer Gaby Hoffmann, som de fleste vil huske fra den eminente serie ’Transparent’. Det er ikke nogen dårlig serie, den er bare heller ikke god«.
(Anmeldt af Henrik Palle) - Læs anmeldelsen her
Ruanne Abou-Rahme og Basel Abbas taler om dansen som den sidste bastion, den sidste og mest intime måde at gøre modstand. Men det kunne også være den første
Basel Abbas & Ruanne Abou-Rahme: ’The Song is the Call and the Land is Calling’, Copenhagen Contemporary (Kunst)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Når det kommer til kunst, kan det nogle gange være sådan, at det skal være forkert for at føles rigtigt. Det kan være Davids hoved, der sådan set er for stort til kroppen, men som ville se rigtigt ud, hvis man så det så stejlt nedefra, som det oprindeligt var Michelangelos mening. Eller det kan være videoprojektioner, brudt op af flere skærmflader, der kanter sig ind over hinanden og forstærker videoens indbyggede facetter. Ørkenlandskaber, støvede veje og dansende mennesker forskyder sig og samles til et forståeligt verdensbillede.For det er sådan, vi ser, sådan vi sanser: i brudstykker og sekvenser, der stykkes sammen til en virkelighed«.
»Denne virkelighed bliver til i en kæmpesal i Copenhagen Contemporary, hvor den palæstinensiske kunstnerduo Ruanne Abou-Rahme og Basel Abbas viser værket ’May Amnesia Never Kiss Us On The Mouth: Only Sounds That Tremble Through Us’ (2020-2022). Og så snart der er sort skærm et sekund, tænker jeg: Mere! For det er forrygende at blive omsluttet, opslugt og overvældet af visuelle udtryk. Jeg skal ikke udelukke, at andre måske ikke har det helt på samme måde, men for mig er det ren lykke«
(Anmeldt af Trine Ross) - Læs anmeldelsen her
Anders Matthesen er klar med ’Ternet Ninja 3’
Anders Matthesen: ’Ternet Ninja 3’ (Skønlitteratur)
❤ ❤ ❤ ❤
»Er det sjovt? Er renæssancemennesket, tusindkunstneren Anders Matthesen stadig den frække dreng i klassen? Eller emmer hans univers efterhånden mere af reaktionær onkelfarhumor? Begge dele, og det er det lidt geniale ved ’Anden’s forfatterpraksis med at udspalte sit komiske talent i en palet af ekstreme skikkelser (...) Ligesom i de to forudgående bind er Aske hovedpersonen. Han er blevet 14, og efter hans kamp mod global uretfærdighed og forrået kapitalisme, personificeret ved barnemorderen og legetøjsfabrikanten Phillip Eberfrø, i Thailand vender vi i 3’eren hjem. Hjem og helt ind i Askes teenagehjerne og urolige hjerte«.
»Anders Matthesen var langt foran os alle sammen, da han grundlagde sit multimediale satire-imperium. Det er det her, vi sigter efter, når børnebogsforfatterskolen lukkes og erstattes af Manuskriptskolen for Børnefiktion. Den gode historie i hovedsædet, platformen finder vi frem til – måske er der flere! Med Matthesen er der aldrig tale om random filmatiseringer eller udvandede spinoffs i det uendelige, det er en organisk mutation fra det ene (børne)medie til det andet (...) Og først som sidst er det Anders Matthesens stemme, der binder hele rhizomværket sammen«.
(Anmeldt af Ida Dybdahl) - Læs anmeldelsen her
Anthony Hopkins spiller den gamle Nicholas Winton og skal forestille at være hjemsøgt af minderne om dengang, da han reddede tjekkiske børn fra nazisterne
’One Life’, instr.: James Hawes, drama (Biograffilm)
❤ ❤ ❤
»Da de forhutlede børn får et skilt om halsen med hver sit nummer på, står det klart, at ’One Life’ gør det, den for alt i verden ikke vil gøre: reducerer nazismens ofre til tal. Siden Hannah Arendts bog ’Ondskabens banalitet’ fra 1963 har det været en vigtig lære om holocaust, at det ikke var seks millioner, men seks millioner og én jøde, der blev dræbt af nazisterne. For seks millioner er så stort og abstrakt et tal, at vi kan glemme, at der var tale om individuelle liv med unikke historier«.
»Titlen ’One Life’ viser, at James Hawes’ helteepos om sir Nicholas Winton, der fik 669 børn ud af Tjekkiet, inden nazisterne kom og dræbte næsten 20.000 børn, er i tråd med Arendts holocaustsyn. Hvert et barn, han redder, er et reddet liv. Ikke et anonymt nummer i en sum. Men selv om vi ser Anthony Hopkins som den gamle Winton sidde med lup og fokusere på enkelte børn, som han blev særligt berørt af, får de aldrig lov til at træde frem som personer. Det går for glat, dramaturgien er ligesom en pegepind, der tager os med fra a til z i et plot, hvor vi følger den enkelte heltemodige mand trodse alle farer og redde en større mængde mennesker fra nazisterne«.
(Anmeldt af Joakim Grundahl) - Læs anmeldelsen her
»Det er på tide at overvinde dette behov for kærlighed, denne sygdom, én gang for alle«, siger et af de talende Homelander-hoveder i det knuste spejl
’The Boys’, sæson 4, af Erik Kripke Prime Video (Dramaserie)
❤ ❤ ❤
»Som man sidder ved skærmen, kan man næsten sanse dampen fra det klistrede blod, der sprøjter, sejler, eksploderer ud af menneskekroppe i tv-serien ’The Boys’. I fjerde sæson fortsætter den ustoppelige kamp mellem de onde superhelte og modstandsgruppen The Boys. Begge sider er et sammenrend af traumatiske biografier. I alt blodet synger en dyb og sorgfuld klagesang, helt nede på dna-niveau: en sang om ikke at kunne finde ud af at holde op med at gøre børn fortræd«.
»Desværre lever fjerde sæson ikke op til de foregående sæsoners spændingsniveau eller samfundssatiriske skarphed. ’The Boys’ er ramt af det stille sivende læk af nødvendighed i den store fortælling om godt mod ondt og prøver at kompensere med alt for mange små uvæsentlige delhistorier (...) ’The Boys’ er bedst, synes jeg, når zombiefår, der angriber fra himlen, og mennesker, der kan multiplicere sig, så onanistiske oralsex-futtog er en mulighed, får blidt modspil af superheltenes sårbare bøvlen med bagsiden af deres kræfter«.
(Anmeldt af Eva Eistrup) - Læs anmeldelsen her
Johannes Anyuru har skrevet digte, men slog for alvor igennem med den vidunderlige og meget bevægende roman, der er baseret på hans fars historie, ’En storm kom från paradiset’
Johannes Anyuru: ’Ixelles’ (Skønlitteratur)
❤ ❤ ❤ ❤
»Hvis stjerneforfatteren Johannes Anyuru stiller op til Europa-Parlamentet næste gang, får han min stemme! Ikke fordi hans roman ’Ixelles’ har svarene på, hvad fanden vi stiller op med klimakrise og flygtningestrøm, fake news, bandekrige og sure landmænd. Men fordi han gør noget, vi har akut brug for: viser vej ind i »ulykkebørnenes« drømme. Fortæller en Romeo og Julie-historie, så ung og så usminket, at den ligner poetisk propaganda, men lander et andet og klogere sted«.
»Hvad siger min kommende EU-parlamentariker så egentlig om denne afstand, om voksende ulighed? Han siger, at i den saneringsmodne invandrerghetto er der tæsk og stoffer og druk og tyveri, men også en pusher, som samler på smukke fuglefjer. Og hans kæreste, som læser digte op på det lokale bibliotek. Og nej, det gør dem ikke til bedre mennesker, det gør dem til mennesker. Det er, som om det halve af Europa er ved at glemme det«.
(Anmeldt af Lise Garsdal) - Læs anmeldelsen her
Det enorme atrium, hvor loftet er en dagslyslampe, der ligner en hullet ost, er i særklasse overvældende
Ugens mest læste anmeldelse:
Danske Bank, Kbh. V, bygherre: Danica, arkitekter: Lundgaard & Tranberg (Arkitektur)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Danske Bank har fået et gigantisk hovedsæde på den gamle postgrund lige bag Hovedbanegården, og det mest påfaldende ved dets ydre er, at man ikke rigtig lægger mærke til størrelsen! Det er ren tryllekunst. Det har ellers et større etageareal end Axel Towers og nabobygningen SEB – tilsammen (...) Men hvordan pokker får man lige 6.000 medarbejdere passet ind i 70.000 m2 lige midt i byen, uden at det bliver endog meget påfaldende? Arkitekterne har taget mangfoldige værktøjer i brug for at få det til at lykkes«.
»Det er en udsøgt brug af ufiltreret dagslys, spotbelysning og relativ skygge, der får rummets formgivning til at træde så plastisk artikuleret frem. De dybe etagedæk summer af liv – al intern bevægelse mellem afdelinger foregår i dette store rum, som også har en påfaldende behagelig akustik (...) Normalt har atrier én stor glasoverdækning, som så kræver solskærmsdug, der gør alle dage og ansigter lige grå. Her er loftet en dagslyslampe, der ligner en hullet ost – lyset falder ned gennem dybe runde brønde af lyst stof. Kunstbelysningens lystemperatur skifter gennem dagen og følger lyset udenfor. Det er alt sammen udført med exceptionel æstetisk fornemmelse«.
(Anmeldt af Karsten Ifversen) - Læs anmeldelsen her
Om din weekend byder på Copenhell, EM-bold, Minds i Parken eller noget helt fjerde kan du være sikker på, at jeg ønsker dig god fornøjelse.
Og husk nu solcremen.
Mange hilsner
Tommy