Kære læser
Allerførst: Tusinde tak! I sidste uge bad jeg jer fortælle, hvem I er, og det har overvældende mange af jer gjort. I er som jeg troede, søde, seje, kloge og cool. I læser, I går op i mad, nogle af jer læser Politiken, andre gør ikke, nogle er fulgt med fra Berlingske (armen så sødt jo og lidt vildt for mig, tak!), der er faktisk ikke noget, I hader, og jeg må gerne skrive om mine egne ting. Nogle kunne godt tænke sig flere anbefalinger af ting, man kan gøre i byen, og det vil jeg gerne prøve at huske, selvom det nok allermest bliver ting, jeg forestiller mig, at jeg skal nå at gøre...
Det har været sådan en god uge, hvor der dumpede mails ind hver dag, og det er vidunderligt, at jeg nu ikke bare skriver Fredagsbrevet ud i ingenting, men til jer, til Kirsten, Ulla, Hans, Emilie, Troels, Martin, Mette, Kirsten, Signe, Ragnhild og mange flere.
Jeg er så glad for hver eneste mail, så da jeg her til morgen fik en mail fra en af jer, der skrev, at jeg da godt kunne sige tak, blev jeg helt ked af det. For jeg vil sige tak, ikke bare her, men ved at svare jer hver især ordentligt. Det tager bare lidt tid, som jeg ikke har haft i den her uge. Men det kommer.
Jeg håber, I bliver ved med at skrive, når noget er særlig godt eller særlig irriterende, for det er rart, selv når jeg bliver irettesat, at vide, hvordan I oplever os. Så skriv endelig.
I denne uge har jeg med særlig interesse læst Camilla Stockmanns historie om de hoveder fra Akropolis, som Nationalmuseet har erhvervet sig, og som kan ses i København. Men dem vil grækerne gerne have tilbage, ligesom de vil have resten af skulpturerne og friserne fra Parthenon retur fra London, hvortil Lord Elgin førte dem efter at have skåret med af marmorblokkene med en kæmpe sav.
Jeg er overhovedet ikke neutral, når det gælder spørgsmålet, for den kvarte del af mig, der er græsk, oversvømmer alt, når det gælder Akropolis, så jeg kun synes, at det hele skal hjem, selvom jeg godt ved, at det er lidt af en Pandoras æske at åbne.
Læs Camilla Stockmanns artikel her. Og læs kunstanmelder Mathias Krygers kommentar her.
Måske har grækerne også fået særlig vind i sejlene og lyst til at kræve mere tilbage efter, at paven udleverede tre fragmenter fra Parthenon tidligere i år, hvilket Guardian beskrev her.
Min yndlingsdetalje er, at der var nogen, der græd, da fragmenterne blev sat på plads på museet. Det tror jeg faktisk godt, at jeg forstår. Akropolis er udover et symbol på Grækenland også så tilstedeværende i Athen. Det ligger så højt på en klippe, at man konstant ser det og bruger det til at orientere sig. Når man er i Athen, er det, som om verden snurrer om Akropolis, og det føles derfor næsten naturstridigt, at skulpturerne derfra ikke er i Athen. De skal hjem på museet, hvorfra billedet herover stammer.
Det museum og Akropolis skal du besøge, hvis du er i Athen, som jeg jo elsker højt, men om sommeren er dens største kvalitet, at der er metro til Piræus, så man hurtigt kan komme ud på øern. Athen er varm, ligger i en gryde, er hed og beskidt om sommeren. Men skal du dertil, så husk udover solhat, vand og rigeligt med pauser i skyggen, hvor du drikker frappe (bed om lidt mælk og lidt sukker første gang og vurder så, hvad du er til) at jeg har en liste til gode steder, som jeg altid gerne sender. Mail er som altid sarah.skarum@pol.dk
For mig var ugens største læseoplevelse interviewet med Poul Nyrup Rasmussen. Jeg har et blødt punkt for ham, især efter at have set DR’s udsendelser, hvor han går på opdagelse i sin fars liv og finder ud af, hvordan han endte på øen Livø og beskriver, hvor fattig han var. Jeg tror ikke, jeg for alvor forstod HVOR fattig man kunne være i Danmark for så få år siden. Jeg kan varmt anbefale dem.
Og altså interviewet, der var på print søndag. Min yndlingsbid er denne:
»Jeg passede Lone de sidste seks måneder oppe i sommerhuset, jeg var både hendes mand og hendes sygeplejer, og jeg har det her billede af Lone, der vågner om morgenen deroppe, og solen skinner ind, og hun siger: »Er citronsommerfuglen kommet?« Ja, det er den Lone. »Har du lavet kaffe?« Ja, det har jeg, Lone. »Har du hentet avisen?« Den går jeg ud og henter nu, Lone.
Og så sad vi der – kaffe, citronsommerfugl, avis – og talte om det hele. Det var et fuldstændig sublimt øjeblik, hvor Lone glemte sin smerte, og jeg glemte hendes smerte. Hvis du formår at favne øjeblikket, får sorgen ikke lov at dominere«.
Til sidst et par anbefalinger. Mandag var jeg efter arbejde i Pressen i Politikens Hus, hvor trykkeriet var i gamle dage, men hvor der nu er foredrag og andre arrangementer. Michael Jarlner interviewede Giuliano da Empoli om bogen ’Troldmanden fra Kreml’.
Empoli har baseret sin hovedperson på virkelighedens Vladislav Surkov, Vladimir Putins tidligere rådgiver, og han fortalte virkelig interessant om, hvordan man nedbryder sandheden. Ikke ved at fortælle en løgn, men ved at fortælle så mange løgne, at man ikke længere kan skelne mellem dem, jamen nærmest at gøre alle rundtossede i forsøget på at forstå.
Så jeg, der ikke mangler bøger, købte den selvfølgelig (mens jeg sad og lyttede, for så tålmodig er jeg) via Saxo (som er en del af Politikens hus, men jeg vil stadig gerne anbefale, for det er virkelig smart at få bøgerne leveret med Dao, så de bare ligger på måtten næste morgen i stedet for at skulle stå i en pakkeshop og svede, mens man venter på at få dem udleveret).
Du kan i øvrigt se, hvilke arrangementer der er i Pressen her. I næste uge kan du f.eks. høre min kollega Olav Hergel fortælle om sin bog ’Jeg husker dagen som lys’. Det er på onsdag, og jeg prøver lige nu at rykke rundt i min kalender, så jeg kan komme med.
Til allersidst en anelse mad. Jeg skal have gæster, som hvert år i aspargessæsonen kommer på besøg og får samme menu (genialt koncept, hvor værtinden ikke skal være nytænkende, bare forfine i forvejen dejlige retter og hvor gæsterne, tror jeg, glæder sig til gentagelsen). Vi skal have asparges til forret, stegt kylling og nye kartofler og asparges til hovedret, ost og så jordbærkage til dessert.
Hvis du vil kopiere menuen, er her opskriften på perfekte nye kartofler, her er en helstegt kylling med hyldeblomster (det må man stadig lige kunne nå), her er asparges med kørvelhollandaise, som jeg nok laver uden kørvel og serverer til hovedretten, og her er en opskrift på jordbærkage, som er sommerens dejligste kage.
Hvis du ved, at I ikke får spist hele kagen samme dag, så laver jeg den tit som saml-selv kage. Altså laver bunden, pensler med chokolade og lader stå. Når man skal have et stykke, kommer man selv creme og bær på i de mængder, man ønsker sig. Sådan holder kagen smukt et par dage.
Med disse forslag og endnu et tak for jeres mails er der kun tilbage at sige god weekend. Jeg håber, I nyder de lyse nætter.
Mange hilsner