Kære læser,
Søren Søndergaard, formand for interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer, havde tydeligvis haft en hård uge, da han forsøgte at trække i nødbremsen.
Med klassisk mediekoreografi havde han inviteret Jyllands-Posten på besøg i hovedkvarteret på Axelborg for at erklære, at aftalen om grøn trepart, der skal omforme det danske landskab og give os livet tilbage i fjordene, »ikke længere eksisterer«. Han stillede hen over weekenden også op til interviews i elektroniske medier, men en avis som Politiken kunne ikke få landbrugsformanden i tale.
Min kollega Lars Dahlager og jeg havde ellers mange spørgsmål, vi gerne ville stille ham. For det er naturligvis alt for sent for Landbrug og Fødevarer at melde sig ud af den to år gamle trepart.
Treparten mellem landbruget, Danmarks Naturfredningsforening og staten er for længst blevet skrevet ind i en politisk aftale, og arbejdet med at rulle den ud er i fuld gang.
23 lokale treparter har afleveret deres bud på, hvilke marker der skal omlægges til skov og natur for at nedbringe udledningen af gødning fra markerne. Selv hvis landbruget skulle trække sig fra dem, kører det arbejde videre. Alternativet er mere af den kvælstofregulering, som landbruget hader, fordi den begrænser brugen af gylle og kunstgødning.
Søren Søndergaard havde sammen med Jyllands-Posten timet sit angreb på treparten til weekenden, og jeg blev lidt deprimeret over, hvor frit spil han fik i medierne. Tirsdag udkom heldigvis Lars Dahlagers artikel med flere professorer, der siger det åbenlyse: Søren Søndergaard kan ikke trække sig fra de love og regler, som Den Grønne Trepart har ført til. Samtidig skrev Altinget, at også blå partier bakker op om treparten, og Jyllands-Posten ringede til formænd for lokale treparter, som bestemt heller ikke var ved at forlade projektet.
Farvel til Landbrugsministeriet
Søren Søndergaards hårde uge skyldes, at han mistede den direkte forbindelse til et ministerkontor. For første gang i over 100 år sløjfede den nye regering landbrugsministeriet, der herhjemme hed Fødevareministeriet et par årtier. Ikke nok med det: Søren Søndergaards væsentligste modstander i Den Grønne Trepart, præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding, blev af SF gjort til ny miljøminister.
I det ministerium får hun godt nok kun ansvar for få sager, der direkte vedrører landbruget. Men regeringsgrundlaget indeholder en række løfter, som har fået særligt parallelorganisationen Danske Svineproducenter op i det røde felt.
For ganske vist kopierer regeringen Den Grønne Trepart med en kommende ’grisefirpart’, som inviterer branchen til møde om dens fremtid. Men det bliver med en boltpistol for panden. For senest i 2030 skal det være slut med at klippe halen af de danske pattegrise. Og hvis grisene ikke skal bide hinanden i de hele haler, men tværtimod slå krøller på dem, skal de have bedre forhold end i dag, først og fremmest mere plads og mere strøelse at rode i. Det kommer til at koste landbruget dyrt, mener de fleste kilder.
Formanden for Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen, tror dog slet ikke på, at det kan lade sig gøre at beholde grisehalerne, uden at grisene bider hinanden i dem.
- Konsekvensen:Denne artikel gennemgår, hvilken betydning regeringsgrundlaget kan få for de 40 millioner svin, der årligt fødes i Danmark.
- Analysen: Jeg pløjer mig igennem de grønne tiltag i regeringsgrundlaget, herunder stramningen af klimamålet for 2035.
- Podcasten: Jeg forklarede først i P1 og siden i ’Du lytter til Politiken’ om »danmarkshistoriens grønneste regering«, som partierne bag den markedsfører sig.
- Reportagen: Min kollega Per Munch var forud for Folkemødet taget til Bornholm for at se nogle af de grise, som får lov til at bevare både hale og testikler.
- Videoen: Per har også filmet en lille video med sine oplevelser fra den bornholmske svinestald.
- Lederen: Politikens lederskribent er ualmindeligt godt tilfreds med, at landbruget mister sin minister.
Fodbold-VM: Så bliver sport ikke mere klimaskadeligt
Når dommeren klokken 21 i aften fløjter kampen mellem Mexico og Sydafrika i gang på Estadio Azteca i Mexico City, er det begyndelsen på det mest klimaskadelige verdensmesterskab i fodbold.
En rapport fra den britiske tænketank New Weather Institute viser, at slutrunden samlet vil udlede mindst 9 millioner ton CO2. Til sammenligning udledte samtlige danske personbiler 6 millioner ton i 2024.
Den kraftige stigning skyldes primært, at VM i år er udvidet fra 32 til 48 hold. Ydermere forværres udledningen af, at slutrundens 104 kampe skal spilles i 16 forskellige byer, som geografisk ligger meget spredt. Fra Mexico City til Vancouver i Canada, fra Seattle i det vestlige USA til Boston, cirka 4.700 kilometer mod øst.
Hverken udslippet af drivhusgasser eller det danske herrelandsholds bedrøvelige præstation ved at misse kvalifikationen er desværre det værste ved slutrunden. Sportsredaktør Christian Hedie-Jørgensen opsummerer i denne analyse alle de andre dårligdomme, som fodboldorganisationen Fifa og Donald Trump har påført turneringen.
Odsherredsbanen har indkøbt batteritog, men er foreløbig på venteliste til at få strøm til de nødvendige ladestationer.
Batteritog uden strøm til ladestationerne
Mens jeg skriver dette nyhedsbrev, har erhvervsminister Martin Lidegaard (R) på Folkemødet bebudet, at regeringen i løbet af de næste par uger vil fremsætte en hastelov om det pressede elnet. Loven skal give elselskaberne mulighed for at prioritere mellem kunderne.
Det er der brug for, viser en historie, som vores nye gruppe af graverjournalister har skrevet. For ikke engang vores tog kan være sikre på at få strøm. Odsherredsbanen har bestilt syv batteritog til strækningen mellem Holbæk og Nykøbing Sjælland. De skal leveres i 2029, men Lokaltog, som driver banen, kan ikke få at vide, om der er tilstrækkeligt strøm til de nødvendige ladestationer.
»Det bremser den grønne omstilling og koster i sidste ende skatteborgerne penge. Det er jo det, man kalder træls, der hvor jeg kommer fra. I København ville det nok hedde noget meget grimmere«, siger bæredygtighedschef Kurt Lauridsen.
Biogasanlæg omdanner gylle og organisk affald til grøn gas, men de er utætte og efterlader gas i restbiomassen.
Landbrugets dyre klimateknologi udleder store mængder metan
I princippet er biogas genialt. Ind i tankene kommer gylle, slagteaffald, det grønne affald fra husholdninger og andre restprodukter. Mange af dem ville ellers rådne og udsende drivhusgassen metan, der målt over 100 år er 28 gange mere opvarmende på Jorden end CO2.
Derfor er biogas en af de klimateknologier, som staten bruger allerflest penge på. Støtten til cirka 150 biogasanlæg ventes at nå op på 2,4 milliarder kroner i år, og det stiger til 3,6 milliarder kroner i 2030.
Men for klimaet giver biogas langt fra den gevinst, som regeringen regner med. Senioranalytiker Karsten Capion fra den grønne tænketank Concito begyndte at kigge nærmere på biogasanlæg, da en rapport sidste år dokumenterede, at anlæggene er utætte. 2,8 procent af metanen siver ud. Det forringer biogassens klimagevinst, fordi der er tale om en så potent drivhusgas.
Karsten Capion opdagede dog et endnu større problem. Når den afgassede biomasse kommer ud af anlæggene, damper der stadig metan fra den. Faktisk dobbelt så meget, som der siver ud af de utætte anlæg.
Der er masser af andre klimahistorier og debatindlæg længere nede i nyhedsbrevet, men jeg slutter denne gang med en lille gætteleg:
Hvis alt går efter planen, udkommer vi i morgen med en artikel på forsiden om, hvor stor sandsynligheden er for, at Danmark opfylder klimalovens hovedmål om at sænke udslippet af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Men nøjagtig hvor stor tror du, at den er?
Send mig gerne dit bud og en begrundelse for det. Og send stadig også meget gerne tip til grønne historier, som vi har overset.
Tak for at læse med.