Kære læser
Hvis du drømmer om køre med en pansret mandskabsvogn, har du muligheden i en time for formedelst 3.500 kroner, og du behøver ikke at melde dig frivilligt til militæret.
På Panzermuseum East syd for Slagelse, kan du prøvekøre museets engelske bæltekøretøj, FV432, men du kan også nøjes med at være passager i en stor, polsk militærlastbil på en gyngende rundtur.
Panzermuseet har specialiseret sig i våben og militære køretøjer fra Warszawapagten under den kolde krig, og er det største museum af sin art i Skandinavien.
Hvis du er bange for, at den kolde krig på Sjælland bliver varm og derfor stikker af til udlandet, skal du tjekke bagagereglerne. Stort set alle lavprisselskaber har ændret reglerne, så det ikke længere er gratis at have en kabinekuffert med, og du må kun have én taske i kabinen, som kan ligge under sædet foran.
Lavprisselskaberne siger, at det er for at undgå forsinkelser og kaos om bord, men flybranchekender mener, at det handler om at skære prisen på flybilletter helt ind til benet.
Og husk også, at du – ligesom 5.250 andre – kan følge os på Instagram og blive inspireret til nye rejsemål samt inspirere andre ved at dele dine bedste rejsebilleder med os.