Kære læser,
Allerførst: Godt nytår.
Og dernæst: Velkommen til årets første udgave af Politikens ugentlige nyhedsbrev om viden og tech.
Året er nærmest begyndt lige så dramatisk, som det gamle sluttede:
Vi står med nedlukninger af arbejdspladser og hverdag som følge af en corona, der fortsat breder sig.
Vi står med et stadig hedere politisk drama i USA, hvor ti tidligere forsvarsministre nu ligefrem advarer militæret mod at blande sig i den kommende overdragelse af præsidentembedet til Joe Biden.
Og vi står – hvad der temaet for denne uges nyhedsbrev – angiveligt med et russisk hackerangreb mod USA, som amerikanerne først nu er begyndt at forstå rækkevidden af. Eller som den demokratiske senator Mark Warner, der er et højtstående medlem af det amerikanske Senats efterretningsudvalg, formulerede det forleden: »Det her ser langt værre ud, end jeg først frygtede. Omfanget af det bliver større og større. USA’s regering har tydeligvis overset det«.
Putins pistol?
Hackerangrebene er foregået gennem længere tid og har tilsyneladende ramt mange tusinde private og offentlige netværk. Men motivet bag angrebene er fortsat omgærdet af mystik.
Men den amerikanske avis The New York Times (se den oversatte version her) peger på, at der nu kun er et par uger til, at en ny administration får overdraget magten i USA. Derfor kan de formodede russiske hackere have forsøgt at svække Washingtons tillid til kommunikationssikkerheden og demonstrere effekten af sine cybervåben for at sidde med et trumfkort i de kommende atomforhandlinger med den kommende præsident, Joe Biden.
»Vi ved stadig ikke, hvad Ruslands strategiske mål var«, siger Suzanne Spaulding, der var en af Obama-administrationens øverste cyberrådgivere i Homeland Security, til den amerikanske avis.
»Men vi bør være bekymrede for, at det i udpræget grad handlede om mere end blot rekognoscering. Måske var deres mål at stille sig i en gunstig position for at kunne påvirke den nye administration, ligesom når man får sat en pistol for panden – i forsøget på at afskrække os fra at konfrontere Putin«.
En sag for techambassadøren?
Efterhånden som man dykker ned i sagen, står det klart, at såvel amerikanere som russere, kinesere og sikkert mange andre i årevis har ført en skyggekrig på internettet. Man har bl.a. placeret digitale ’lureminer’ i hinandens elnet, så man på et splitsekund kan lamme samfund helt eller delvist – og måske endda også luret sig frem til hinandens beredskabsplaner.
Udviklingen rummer flere skræmmende ubekendte.
For det første: Hvornår er vi egentlig i krig? Hvis man nu lammede et andet lands elnet ved at bombe det, så ville det være det. Men er det også krig, hvis man slukker for det med cybervåben?
For det andet: Når vi ikke helt ved, hvornår der er tale om krig, hvornår – og hvordan – skal vi så gengælde? Vil amerikanerne nøjes med at sige, at russerne lige var uartige. Eller må de hævne sig? Og skal det så være åbent? Og hvordan undgår man, at tingene i givet fald spinner ud af kontrol med hævn-for-hævn-for-hævn i en cyberkrig, der føres i splitsekunder? Hvor er kontrolmekanismerne? På børsmarkederne har man for længst erkendt, at computerstyret aktiehandel kan komme så meget ud af kontrol, at store kursfald automatisk stopper handlen for en tænkepause. Men kan man noget tilsvarende i en cyberkrig?
For det tredje: Cyberangreb er ofte blevet rettet mod civile mål, fordi angriberne formentlig dermed mener, at risikoen for modangreb er mindre. Men hov...civile mål er jo ifølge Geneve-konventionen forbudte krigsmål. Man skal jo netop gå efter militære mål. Skal Geneve-konventionen skrives om? Er det en sag for Danmarks nye techambassadør og den nye værdibaserede udenrigspolitik? Der var en gang under den forrige kolde krig, hvor Danmark gerne ville føre an i nedrustningsspørgsmålet. Gælder det også her under Den Anden Koldkrig?
Trusler og næsehorn
World Economic Forum (dem fra årsmøderne i Davos) har netop udsendt en oversigt over nogle af tidens største trusler, og cybertruslen er netop en af dem. Hvis du hen over nytåret læste undertegnedes alfabetiske Krystalkugle 2021 kunne du se (under bogstavet F), hvordan også cyberkriminaliteten eksploderer i disse år.
Frem mod 2040 – altså inden for de næste kun tyve år– advarer World Forum mod især tre trusler: Pandemier, cyberangreb og rumkonflikter.
Det slående er, at vi ofte ikke får forberedt os på den slags trusler, selv om de både er forudsigelige og voldsomme. Den amerikanske politolog og forfatter Michele Wucker taler om »grå næsehorn«. Men måske har covid-19 lært os at tage advarslerne mere alvorligt?
Skal robotter have et ansigt?
Der sker meget andet ude i verden, nedenfor flere artikler med masser af spændende indhold.
Dog lige en sjov ting, jeg tilfældigt faldt over hos britiske The Guardian her i julen: En diskussion af, om robotter skal have hoveder og ansigter. Og i givet fald, hvad et robotansigt gør ved os.
De lavede tilbage i november et sjovt videoindslag om det, som du måske heller ikke har set før (det varer lidt over otte minutter). Du kan se det her, men inden du gør det, så prøv eventuelt først at spørge dig selv: Skal robotter have ansigter? Se dernæst videoen og se, om det ændrede noget?
Og dermed: Tak for nu. Du er som altid – hvis du altså finder det værd – velkommen til at anbefale dette nyhedsbrev til andre. De kan kvit og frit tilmelde sig her.
Du kan også skrive ris, ros, tip og ideer til mig her på mailen: michael.jarlner@pol.dk
Håber du må få en fantastisk uge.
