Kære læser.
I dagens overblik kan du læse om:
Prisstigninger på huse fortsætter, mens lejligheder i København bliver billigere
Lollands nedadgående økonomiske spiral
Femern Bælt-tunnelen ramt af »cyberhændelse«
Riksdagen skal stemme om Andersson som svensk statsminister
Prisstigninger på huse fortsætter. Til gengæld falder de på lejligheder i København
Trods stigende energipriser, krige og højere renter køber danskerne fortsat huse på livet løs. Huspriserne er i snit steget med 6,9 procent på landsplan i årets første ni måneder, viser tal fra Boligsiden, der blev offentliggjort tirsdag morgen. Det er en større stigning end i samme periode i 2025, hvor huspriserne steg 5,3 procent. Alene i september steg husene 0,3 procent, viser de nye tal.
»Det afspejler til dels en stærk dansk økonomi, men også en robust økonomi hos de danskere, der realiserer boligdrømmene i øjeblikket«, siger cheføkonom Søren Kristensen fra AL Sydbank.
Der har ellers været økonomisk modvind: Højere renter og en dyne af usikkerhed som følge af krigen i Mellemøsten og Ukraine.
»Men det er ikke noget, der har stoppet boligmarkedet«.
Alt er dog ikke prisstigninger og fremgang. Boligmarkedet bevæger sig i to hastigheder: Mens husene fortsat stiger, står priserne på ejerlejligheder stille på landsplan på grund af faldende priser i København. Til gengæld stiger priserne på lejligheder i Aarhus. Priserne på ejerlejligheder er faldet med 1 procent i Region Hovedstaden og mest i selve København. Samtidig må køberne i stigende omfang give afslag på prisen for at få handlen på plads, påpeger cheføkonomen: »Jeg kunne godt forestille mig, at priserne på ejerlejligheder i København vil være faldet med 5 til 10 procent, når vi kommer ind i 2027«.
- Udrensning: Arbejderklassens børn er stort set forsvundet fra hovedstaden
- Vindere: Mange boligejere i København har så meget friværdi, at de kan gå over 10 år før på pension
Det er tid til at træffe »barskt« valg: Den bedste løsning på Lolland er aktiv afvikling, mener forskere
Lolland er på vej til, ja, nærmest kollaps. Kommunens økonomi er tæt på at falde sammen: »Alle steder brænder det på lige nu på grund af vores økonomi«, siger Lollands borgmester, Marie-Louise Brehm Nielsen (lokallisten Din Stemme). Lolland har en gammel gæld på omkring 1 milliard kroner og slider med at betale 120 millioner kroner i renter og afdrag om året. Det er kun blevet sværere af, at kommunen har mistet næsten hver femte indbygger siden 2007, og at befolkningens sammensætning ændrer sig fundamentalt. En ændring, der virker som benzin på bålet i kommunekassen.
Samtidig viser tallene, at mængden af borgere i den erhvervsaktive alder – de 17-66-årige – er skrumpet med næsten en tredjedel siden 2007. Den udvikling vil fortsætte i hvert fald frem til år 2035, forudser kommunens egen befolkningsprognose. Mange lægger Lolland bag sig for evigt, når først flyttebilen har forladt øen: »Her er ingen videregående uddannelser. Man er nødt til at rejse væk herfra for at få sådan en. Når folk så møder en kæreste på studiet – hvorfor skal de flytte tilbage hertil?«, spørger Marie-Louise Brehm Nielsen. Og dem, der flytter til, er ofte mennesker på overførselsindkomster, der øger kommunens udgifter.
Peter Højrup Søder har analyseret flyttemønstre i hele landet. Han forudser, at man bliver nødt til helt at opgive at holde liv i en række landsbysamfund: »Man må påbegynde en aktiv afvikling – give et sted nådesstødet, hvis det alligevel ikke kan overleve«. Kurt Houlberg, professor ved Vive – det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, er enig: »Man er simpelthen nødt til at diskutere, hvilke lokalområder man vil prioritere – og ikke prioritere. Og så nedprioritere dagtilbud, skoler, sundhed og landsbyudvikling nogle steder, uanset om det er konfliktfyldt«.
- Eleverne trives på skolen: Alligevel vil kommunen lukke den
- En dag med borgmesteren: »Undskyld, jeg har lige fået en lorte-sms«
Byggeri af tunnel til Tyskland er blevet ramt af »cyberhændelse«
Byggeriet af Femern Bælt-tunnelen ved Rødbyhavn er ramt af det, som selskabet Sund & Bælt kalder en cyberhændelse.
»Vores entreprenør, FLC (Femern Link Contractors, red.), har orienteret os om, at de har været udsat for en cyberhændelse. Vi er i dialog med FLC om situationen, og på nuværende tidspunkt har vi ikke yderligere oplysninger«, siger Sund & Bælts pressechef, Jens Villemoes, i en udtalelse på Femern-byggeriets officielle hjemmeside.
Ifølge oplysninger, som Lolland-Falsters Folketidende har fået, »har angrebet slået centrale systemer ud og fået mærkbare konsekvenser for arbejdet på milliardbyggeriet«. Ifølge Folketidendes oplysninger har problemerne betydet, at medarbejdere ikke må logge på wi-fi, åbne computere eller mails. Desuden er adgangskort ramt, mens flere fartøjer, der indgår i arbejdet til søs, ligger stille, fordi de er afhængige af digitale systemer og data for at kunne udføre arbejdet.
Byggeriet af Femern Bælt-tunnelen, som skal forbinde Rødbyhavn med Puttgarden, begyndte i 2020. Når forbindelsen står færdig, vil turen mellem Danmark og Tyskland tage syv minutter i tog og ti minutter i bil. På grund af forsinkelser i byggeriet og de tilstødende landanlæg på tysk side oplyste Sund & Bælt i maj i år, at man nu arbejder mod en åbning af Femern Bælt-tunnelen i to etaper. Det betyder, at vejforbindelsen åbner først. Herefter togforbindelsen.
- Byggeriet:Når de er færdige, vil alt deres arbejde stå under vand
- Forsinkelser:Milliardprojekt forsinket: »Tyskland har svigtet big time«
- Sikkerhedsproblemer: Angrebet på 8,7 millioner cpr-numre var skabt af kunstig intelligens
Riksdagen skal stemme om Andersson som statsminister
En måned efter riksdagsvalget, er det endnu ikke lykkedes at danne en ny svensk regering med de rød-grønne partier. Nu skal Riksdagens medlemmer stemme om, hvorvidt Socialdemokraternas formand, Magdalena Andersson, skal være statsminister for en etpartiregering, udtaler Riksdagens formand, Andreas Norlén, på et pressemøde tirsdag.
»Da Magdalena Andersson ikke har afsluttet nogen regeringsforhandlinger med andre partier, har hun meddelt, at det, der skal tages stilling til, er hende som statsminister for en etpartiregering«.
Afstemningen finder sted torsdag.
Ifølge Andersson var det ikke en etpartiregering, hun havde undersøgt mulighederne for at danne. Vänsterpartiet kræver fortsat ministerposter for at støtte Andersson som statsminister. Centerpartiet afviser at støtte Andersson som statsminister, hvis hun danner regering med Vänsterpartiet.
Under pressemødet understregede Andreas Norlén, at hvis Magdalena Andersson ikke får tilstrækkelig opbakning ved afstemningen, vil han ændre taktik. Han vil i så fald ringe rundt til de øvrige partiledere for at drøfte, hvordan de kommer videre, og sætte mere fart på processen, skriver SVT ifølge Ritzau.
Ved valget den 13. september fik den rød-grønne blok, som Socialdemokraterne, Miljöpartiet, Centerpartiet og Vänsterpartiet hører under, en snæver sejr. Sverige har ligesom Danmark negativ parlamentarisme. En statsministerkandidat skal dermed ikke nødvendigvis have flertal blandt Riksdagens 349 medlemmer, men vedkommende må ikke have et flertal imod sig ved en statsministerafstemning i Riksdagen.
- Andet forsøg: Socialdemokraterna får nyt forsøg til at danne svensk regering
- Analyse:Snart kan hele Norden være domineret af det samme søsterparti
I dagens quiz fra Bezzerwizzer spørges: Hvilken arkitektonisk stilart, der herskede i årene omkring 1800, er inspireret af antikken?