Kære læser
Russerne angreb i nat et af Europas største atomkraftværker i Ukraine og ifølge eksperter kan et sådant angreb slippe vilde kræfter løs.
Derudover skal vi se nærmere på Ruslands cybervåben, der kan forårsage store ødelæggelser, regeringens nye aftale, der sikrer bedre vilkår for ofre for grov seksuel chikane, og til sidst historien om, at endnu en dommer er blevet erklæret inhabil i Messerschmidt-sagen.
Velkommen til.
Rusland beskyldes for at true hele Europas sikkerhed
Nattens altoverskyggende begivenhed er det russiske angreb på et af Europas største atomkraftværker i det sydlige Ukraine. Her brød et område ved kernekraftværket i brand efter tung granatbeskydning omkring klokken 01.00 dansk tid. Først halvanden time senere blev angrebet indstillet, så brandfolk kunne få adgang til kraftværket.
Militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Steen Kjærgaard kalder det »en kæmpe krigsforbrydelse«, for sådanne angreb kan slippe fuldstændigt vilde kræfter løs.
»Jeg kunne nærmest ikke trække vejret, da jeg hørte, der var gået ild i kraftværket«, siger Kjærgaard.
Det har i det hele taget været endnu en dramatisk dag i Ukraine. Her får du seneste nyt:
- Forhandlinger mellem Rusland og Ukraine har ført til enighed om at etablere en sikker vej til evakuering af civile.
- I en tv-tale torsdag aften sagde Ruslands præsident, Vladimir Putin, at invasionen går fuldstændig efter planen.
- Lokale myndigheder advarer om humanitær katastrofe i havnebyen Mariupol, der er omringet og uden lys, vand og varme.
Du kan følge udviklingen i Ukraine her.
Stigende naturgaspriser har gjort el dyrere siden efteråret. Elprisen kan stige igen, når prisen på naturgas stiger igen på grund af usikkerhed om leverancer fra Rusland.
Rusland spreder skræk og rædsel, men vi har ikke set det værste endnu
I årevis har Rusland brugt cybervåben mod Ukraine, hvor virus og malware ligger gemt i computersystemerne, klar til at sprede kaos og ødelæggelse. Allerede før krigen brød ud, blev hjemmesider og banker lagt ned. Samtidig advarer eksperter om, at selvom russerne allerede har skabt stor panik, har de endnu ikke taget de tunge cybervåben i brug.
Men hvad vil Putin egentlig? Hvem blinker først? Og har Putin flere krige undervejs? Anders Jerichow analyserer ’12 ting vi endnu ikke ved om Putins krig’.
Putin mener selv, at krigen går helt efter planen. Det er ruslandsekspert Flemming Spildsboel dog ikke enig i. Han mener, at Putins fremstilling begynder at smuldre efter den seneste melding om dødstal.
Selvom der ikke er nogen direkte trussel mod Danmark, vil krigen kunne mærkes af dig som forbruger på en lang række områder. Få overblikket over, hvordan din hverdag og dine indkøb bliver påvirket af krigen.
Ofre for grov seksuel chikane skal have større erstatninger
Tidligere i dag nåede regeringen, faglige organisationer og arbejdsgiverne en aftale om nye og skrappere midler til bekæmpelse af seksuel chikane.
Aftalen indeholder blandt andet, at godtgørelsesniveauet i særligt grove sager om seksuel chikane hæves. Derudover skal unge medarbejdere have »bedre retsstilling«, hvis de udsættes for seksuel chikane.
Virksomheder, som gentagne gange har sager om seksuel chikane af lærlinge og elever, skal kunne fratages retten til at oprette lære- og elevpladser og så skal der oprettes en fasttrack-ordning, der skal sørge for, at sager, hvor unge er involveret, bliver behandlet hurtigt.
Læs mere om den nye aftale og hvilken betydning den får, her.
Endnu en dommer erklæret inhabil i Messerschmidt-sag
Det bliver ikke en dommer fra Retten i Lyngby, der skal afgøre straffesagen mod Morten Messerschmidt, når sagen skal gå om sidst på året.
Messerschmidt blev i første omgang kendt skyldig i byretten og idømt et halvt års betinget fængsel for dokumentfalsk og EU-svig, men efterfølgende afgjorde Østre Landsret, at dommeren, Søren Holm Seerup, var inhabil grundet en række tilkendegivelser på Facebook om Dansk Folkeparti og Messerschmidt.
Derfor skal sagen gå om i Lyngby Byret.
Men nu er det blevet besluttet, at det skal være en dommer fra en anden ret, som skal dømme i sagen. At benytte en ’sættedommer’, som det hedder, er sket efter aftale mellem sagens forsvarer og anklagerne.
Morten Messerschmidt bifalder beslutningen, der indebærer, at selv om straffesagen på papiret stadig vil blive ført i Retten i Lyngby, vil den blive afviklet i et lokale i Retten på Frederiksberg, hvor den nye dommer også vil blive udlånt fra.
Tak, fordi du læste med.
Hvilken fiskeart er ifølge et EU-direktiv den eneste, hvis rogn må kaldes for kaviar? Ved du det? Så kan du måske blive dagens Bezzerwizzer. Prøv quizzen her.