Arhmen altså ...
Som om 2025 ikke havde været rigeligt vildt, så er 2026 kommet ud af starthullerne med så meget raketfart, at mange sikkert – jeg i al fald – allerede er helt udmattet. Venezuela, Grønland, Trump, Natos opløsning og meget andet. Det hele svirrer rundt, og man kan let få fornemmelsen af, at vi lever i de sidste tider – eller i al fald står midt i opløsningen af den verdensorden, som vi kender.
Om det ender sådan, vides naturligvis ikke. Måske indfinder en form for normalitet sig igen en dag, men præcis hvor den skal komme fra, kan være svær at gennemskue.
Så hvor skal håbet komme fra? Det er et godt spørgsmål, og det som dette lille nyhedsbrev vil fokusere på. Er man helt addicted til Grønland, så skal man dog ikke snydes, man kan med fordel lytte til dette afsnit af Den levende om Grønland og høre Politikens tidligere chefredaktør Bo Lidegaard forklare, hvordan det ikke just er noget nyt, at USA bruger hård magt for at få sin vilje deroppe.
Så hvor kommer håbet fra?
For nogle kommer det fra religion – eller det som minder om en slags religiøse oplevelser. Sådan en havde filosoffen Finn Janning i Valencias katedral, hvor han – måske – fandt intet mindre end den hellige gral, altså selve den skål, som Jesus brugte ved den sidste nadver, og som Josef af Arimatæa – en mystisk figur, der dukker op i evangelierne i forbindelse med begravelsen af Jesus – efter sigende anvendte til at opsamle Kristi blod ved korsfæstelsen.
Uden at være troende elsker jeg selv den slags myter og slugte derfor Jannings kronik om oplevelsen, hvor der også bliver plads til at oprulle noget af gralens mytologiske historie. Trods Dan Brown og andre gode folk var det eksempelvis nyt for mig, at gralen første gang dukker op i litteraturen i slutningen af 1100-tallet hos den franske digter Chrétien de Troyes. »I hans ufærdige roman Perceval, le Conte du Graal (Perceval – historien om gralen) møder vi en mystisk genstand, der bæres frem i et optog – et skinnende objekt, som dog aldrig beskrives entydigt. Senere bliver den ifølge Richard Barber, forfatter til The Holy Grail – The History of a Legend, udfoldet i Wolfram von Eschenbachs Parzival og i de mange Arthur-legender, der fulgte efter«, skriver Janning.
Og har man mod på mere kristendom – der jo når alt kommer til alt er en meget håbefuld religion og som lover, at sjælene kan reddes (om det gælder Trumps kan man måske tvivle på) – kan man kaste sig videre over professor i teologi på Aarhus Universitet, Kasper Bro Larsens kronik, om hvorvidt Jesus var søn af en sexarbejder. Det var nyt for mig, at det kunne være tilfældet, men spændende at læse, hvordan nogle har ment, at den kristne frelsers mor var en garnspinderske, der var sin mand utro med en romersk soldat ved navn Pantera.
Nok om det, håb og optimisme har mange ansigter. Og mens vi er ved bøger, kan læsekrisen om ikke decideret aflyses, så dog modificeres i positiv retning. »I de sidste dage af december kunne Kulturministeriets bogpanel overraskende afsløre, at det går supergodt for en gammel kending, som ellers længe har været dømt ude og været på retur: den trykte bog. Salget er steget 8,5 procent de sidste fire år, og udlånet af biblioteksbøger boomer. Det er på sit højeste i ti år med 32 millioner udlån«, skriver Politikens litteraturredaktør begejstret i denne leder.
Selv elsker jeg at læse, men køber og får mange flere bøger, end jeg overkommer. Men at have bøger og elske at have bøger er en god ting, og er man i tvivl, kan man bare læse dette essay om glæden ved det bibliofile liv. Eller se den mageløse film om den (desværre) afdøde italienske forfatter Umberto Eco og hans helt enorme bibliotek.
Og når man er færdig med at læse enten bøger eller artikler om private biblioteker, kan man med fordel indlede året med at se sine venner og familie lidt mere – og lidt mere afslappet. Jeg kunne personligt ikke være mere enig med kogebogsforfatteren Camilla Skov, der i et debatindlæg slår til lyd for at blive bedre til at invitere folk over, også selv om der er lidt nullermænd under sengen, og man ikke har tid til at lave hjemmesyltede agurker eller fancy langtidsstegte madretter.
»Det er sårbart at slække på den perfekte facade og åbne dørene til hjemmet, som det ser ud på de fleste dage med nullermænd i hjørnerne. Når 99 procent af de hjem, vi ser på sociale medier, fremstår fuldstændigt pletfri, er det let at føle sig forkert. Men hvis alternativet er, at du aldrig eller meget sjældent har mennesker på besøg, så tror jeg, at du kommer til at fortryde det, når du en dag kigger tilbage på det liv, du har levet«, skriver hun, og det er – tror jeg – i den grad rigtigt.
Aldrig har folk brugt flere penge på samtalekøkkener og investeret i store maskinparker med køkkenmaskiner, men fører det til flere hyggelige middage – eller i virkeligheden færre, fordi barren bliver løftet så højt? Jeg frygter det sidste, og håber 2026 bliver året, hvor jeg selv både holder og bliver inviteret til flere afslappede middage med restemad og frysepizza.
Og har man ikke venner nok (og ærligt, kan man overhovedet have det – bør der ikke altid være plads til lidt flere), kan man finde inspiration til at finde flere i dette herlige essay fra New York Times.
Det hele skal nok gå. Og næste uge lover jeg at vende tilbage til verdens skæve gang. Man skal bare hele tiden huske, at der er en masse ting, der er værd at nyde og glæde sig over. Selv i denne på enhver måde kolde tid. Og mens vi er ved kulde (og uden at skulle skabe unødigt pres på privatfronten), så læs denne artikel om, hvordan klare isklumper er lidt lækrere end de tågede, man er vokset op med. Måske værd at overveje til en cocktail i aften?
Vi ses derude og skrives ved. Skriv endelig til mig på marcus.rubin@pol.dk med kommentarer, tip – ikke mindst til at holde modet oppe – og andre tanker. Og så vender jeg tilbage i mailboksen næste fredag!
kh
Marcus