Godmorgen
Selv om man er præsident, kan man ikke være sikker på at undgå en sag om krigsforbrydelser. Det er der for mange eksempler på det modsatte, siger Kenneth Roth, der er øverste chef for den verdensomspændende menneskeretsorganisation Human Rights Watch i et interview med Politiken, med direkte reference til Vladimir Putin.
Han peger blandt andet på Serbiens tidligere præsident Milosevic, der også troede han kunne slippe for at blive retsforfulgt, men alligevel endte i Haag, hvor han døde i en fængselscelle.
»Det er en risikabel strategi at tro, at man er præsident for livet og aldrig vil kunne røres. Ting kan ændre sig, hurtigere end man aner«, siger Kenneth Roth i interviewet.
Og netop krigsforbrydelser har de seneste dage domineret nyhedsbilledet fra Ukraine. I takt med at russiske styrker har trukket sig ud af flere og flere byer er gruopvækkende billeder og øjenvidneberetninger om voldtægter og drab på civile ukrainere kommet frem.
Det gælder først og fremmest fra byen Butja, hvor mindst 300 civile menes at være blevet dræbt og nu også fra byen Borodjanka, hvor den ukrainske præsident, Volodomyr Zelenskyj, siger, at situationen er endnu værre end i Butja.
Det er dog ikke kun russerne, der efter alt at dømme har begået talrige krigsforbrydelser siden invasionen 24. februar. Også ukrainske styrker menes – i mindre omfang – at have begået »klokkeklare krigsforbrydelser« i kampene mod de russiske besættelsesstyrker.
Du kan læse seneste nyt om det russiske angreb på Ukraine i vores liveblog her.
Kenneth Roth siger, at Putin ikke kan være sikker på at slippe for at blive retsforfulgt for krigsforbrydelser i Ukraine.
Rusland indrømmer »signifikante tab« i Ukraine
Vi bliver ved krigen i Ukraine, hvor Rusland for første gang indrømmer det, det meste af verden længe har vidst; nemlig at mange russiske soldater har mistet livet i Ukraine.
I et interview med britiske Sky News siger Kreml-talsmand Dmitrij Peskov, at Rusland »har lidt signifikante tab af styrker«, og at »det er en stor tragedie for os«.
Hvor mange russiske soldater, der er døde, eller returneret til Rusland med skader for livet, vides ikke med sikkerhed. Det seneste officielle tal fra russisk side stammer fra 25. marts, hvor landets forsvarsministerium skrev, at 1.351 var blevet dræbt. 3.825 var blevet såret. Vestlige efterretningskilder mener, at tallet er op imod 10 gange højere.
Københavnske kokkelever arbejder i »helvede på jord«
Ydmygelser, trusler, vold og alenlange arbejdsdage med få og korte pauser. Det synes at være hverdagen for unge kokkeelever på den ellers så hypede københavnske restaurantscene, skriver Ibyen. På baggrund af interview med 21 kokkeelever ned til 15 år tegnes der et dystert billede af arbejdsvilkårene i køkkenerne, hvor de unge elever med ganske lidt erfaring rangerer blandt de laveste.
»Vi arbejdede fra 9.45 til 1-2 om natten. Samlet i hvert fald 60-65 timer om ugen. Jeg fik aldrig løn for mere end 37,5 timer. Der var så underbemandet, at vi skulle hjælpe til med alle opgaver. Vi skurede toiletterne efter lukketid«, fortæller eksempelvis en kokkeelev om sin tidligere læreplads på en velrenommeret restaurant på Nørrebro.
Elevernes fortællinger flugter med undersøgelser foretaget af blandt andet Institut for Menneskerettigheder og Arbejdstilsynet. En ekspert i arbejdspsykologi mener, at de beskrevne forhold »lyder som helvede på jord«. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) siger, at det er »helt uacceptabelt«, at elever sendes ud på arbejdspladser, hvor der forekommer systematiseret overarbejde uden løn, krænkelser og seksuel chikane.
’Du lytter til Politiken’
Putins værste fjende har opklaret mordforsøget på sig selv
I 2020 blev Putins fjende – den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj – forgiftet ved et attentatforsøg. Navalnyj overlevede kun med nød og næppe. Meget har peget på, at Putin stod bag, men attentatforsøget er aldrig blevet opklaret. Det laver den nye dokumentarfilm ’Navalny’ om på. Mens Putin fører krig mod Ukraine, vil filmen sætte et ansigt på russernes modstand mod Putin. Men hvor stor er den modstand egentlig ude i virkeligheden? Det spørgsmål svarer Politikens internationale kommentator Michael Jarlner på i dette afsnit af ’Du lytter til Politiken’.
Det sker i dag
- Fagforbundet 3F holder ekstraordinær kongres i Odense for at vælge ny formand, efter at den nu tidligere formand Per Christensen den 25. januar trak sig i utide i kølvandet på avisen BT’s afsløringer af hans dobbeltliv. Forbundssekretær Henning Overgaard er den eneste, der har meldt sit kandidatur til posten.
- Minkkommissionen holder fra klokken 9 genafhøringer, da den skal afdække omstændighederne i forbindelse med aflivningen af minkene under coronapandemien. I dag genafhøres Paolo Drostby, daværende medarbejder i Miljø- og Fødevareministeriet, tidligere afdelingsleder i Fødevareministeriet Tejs Binderup og Henrik Studsgaard, daværende medarbejder i Miljø- og Fødevareministeriet.
- Højesteret ventes klokken 12 at afsige dom i Finansiel Stabilitets retssag mod den tidligere direktør i Ebh Bank, Finn Strier Poulsen. Det statslige selskab har anket en dom, som Vestre Landsret afsagde i januar 2020. Strier Poulsen afkræves 100 millioner kroner for tab, som opstod i banken.
- Forlystelsesparken Bakken, som ligger i Dyrehaven nord for København, åbner klokken 14 for sæsonen 2022. Parken byder på forlystelser og mange andre aktiviteter, heriblandt Bakkens Hvile og Cirkusrevyen. Åbningen markeres normalt med et optog af motorcykler.
- TV2’s talentkonkurrence X Factor holder klokken 20 i Brøndby årets store finaleshow, hvor de sidste deltagere kæmper om at blive årets vinder. Dommerne i år er Thomas Blachman, Martin Jensen og Kwamie Liv.
Det skete på dagen i dag
- 1952: Den amerikanske præsident Harry S. Truman beslaglægger produktionen af stål for at undgå en strejke i stålindustrien.
- 1992: Den tidligere tennisspiller og Wimbledon-vinder Arthur Ashe offentliggør, at han har Aids. Arthur Ashe er blevet smittet via en blodtransfusion i forbindelse med en operation.