August den Stærke levede ikke alene op til sit tilnavn på den politiske arena som kurfyrste af Sachsen og Polens konge, men han var også fuld af virilitet i sengen. Han siges at have fået ikke færre end 354 børn med sine talrige elskerinder.
I Augustusstrasse i den tyske delstat Sachens hovedstad, Dresden, ses en 102 meter lang og 10,5 meter høj frise, Fürstenzug, på ydersiden af staldbygningerne i Residenslottet bestående af over 20.000 bemalede kakler af meissenporcelæn. Fyrsteoptoget forestiller 35 konger, hertuger og kurfyrster, som styrede Sachsen fra 1123 til 1904 og menes at være verdens største porcelænsmaleri.
»Porcelænsmaleriet kan nærmest beskrives som en graffiti. August den Stærke rider på en hingst, hvilket signalerer, at han var en hingst. Ifølge den folkelige overlevering var August far til 354 børn, men officielt fik han kun ét barn med sin hustru, Christiane Eberhardine af Brandenburg-Bayreuth, og 9 med sine elskerinder«, fortæller guiden Gisela Niggemann-Simon under en rundtur i Dresden.
August demonstrerede ikke blot sin styrke i sengen. Efter datidens målestok var han med sine 176 centimeter og 120 kilo en stor mand, og han viste gerne sine kræfter ved at brække hestesko over med sine bare næver. Ikke alene var det med til at give ham tilnavnet ’den Stærke’, men undersåtterne kaldte ham også ’Den sachsiske Herkules’ og ’Jernhånd’.
Elbens Firenze
August den Stærke er ikke kun højt til hest på vægmaleriet af porcelæn. På Neustädter Markt står en gylden rytterstatue af kurfyrst Frederik August I og kong August II af Polen, som er hans officielle titler. August satte ikke sit lys under en skæppe og bestilte selv statuen, hvor han optræder som feltherre i antik rustning udført i drevet kobber.
Monumentet blev først opstillet i 1736, tre år efter kurfyrstens død. I 1944 blev August-statuen skilt ad og bragt i sikkerhed i en kælder på lystslottet Pillnitz og dermed reddet fra de allieredes bombetogter mod Dresden i februar 1945. August blev først til statuen ’Goldene Reiter’ i 2003, da han blev restaureret og forgyldt.
Fra sin saddel kan August den Stærke skue ud over mange af sine paladser og kulturelle institutioner, for August var ikke kun viril i sengen og havde mange armkræfter, han gjorde også Dresden til en kulturel metropol og det i en grad, så byen har fået tilnavnene ’Elbens Firenze’ og ’Tysklands Firenze’.
Kurfyrsten tog bl.a. initiativ til barokanlægget Zwinger, som i dag er Dresdens mest kendte bygningsværk og inspireret af Uffizi-kunstmuseet i Firenze.
Zwinger har et dansk islæt, idet udgangspunktet var et amfiteater rejst i anledning af et besøg af danske kong Frederik IV i 1709. Augusts mor var i øvrigt den danske prinsesse Anna Sophie.
Hemmeligheden bag porcelænet
Da Sachsen ikke længere styres af hverken kurfyrster eller konger, huser Residensslottet nu Sachens Staatliche Kunstsamlungen, der er inddelt i fem museer: Møntkabinettet, Kobberstikskabinettet, Våbenkammeret, Det Tyrkiske Kammer og Grünes Gewölbe, som igen er opdelt i to, den historiske og nye afdeling.
Grünes Gewölbe eller ’Grøn Hvælving’ er opkaldt efter det hvælvede rum på slottet, hvor August den Stærke havde indrettet sit skatkammer. Residensslottet blev beskadiget under Anden Verdenskrig, og russerne tog de rige samlinger som krigsbytte, da de rykkede ind i byen i maj 1945.
»I 1958 sendte Sovjetunionen 1,5 millioner kunstgenstande tilbage til den kommunistiske lillebror DDR, så lidt godt kom der da ud af kommunisttiden, ellers skulle vi have været til Moskva for at se de rige samlinger af sølv- og guldsmedekunst, rav, elfenben, diamanter og porcelæn«, konstaterer guiden Gisela Niggemann-Simon.
Porcelæn betød meget for August den Stærke, så meget, at han på et tidspunkt solgte 600 dragoner, så han kunne købe 14 porcelænsvaser fra Kina og Japan.
Porcelæn spiller i det hele taget en stor rolle i Sachsen. I 1708 blev den første europæiske porcelæn fremstillet i Dresden.
Produktionen af det hvide guld blev et par år senere flyttet til byen Meissen, som har givet navn til det berømte porcelæn. Meissenporcelænets fabriksmærke er to korslagte sværd, som også var kurfyrstendømmets våben.
»August ville også have, at der skulle være et museum med gratis adgang, så folket kunne se herlighederne, men kravet var, at de besøgende skulle være pæne i tøjet og rene. Det lagde en vis begrænsning på klientellet«, siger Gisela Niggemann-Simon. Heldigvis stiller man ikke den slags krav i dag.
Hjertet på rette sted
For at kunne sætte den polske kongekrone på hovedet måtte August konvertere til katolicismen, selv om næsten hele befolkningen på hjemmebanen i Sachsen var protestanter. Derfor opførtes den katolske Hofkirche, som dog først blev færdiggjort efter Augusts død.
Hofkirche er sammen med Frauenkirche to af de helt store seværdigheder i Dresden. Sidstnævnte blev fuldstændig ødelagt under de allieredes bombardement og stod som en ruin og et krigsmindesmærke, indtil kirken blev genopbygget og genindviet i 2005.
Hofkirken blev også beskadiget under Anden Verdenskrig, her varede genopbygningen indtil 1965. Heldigvis skete der ikke noget med August den Stærkes hjerte, fortæller rundviser i kirken Christian Graf og tager os med ned i krypten, hvor fyrsternes kister står.
»August ligger ikke i en kiste, men hans hjerte er anbragt i kapslen bag mig«.
Fordi August også var konge af Polen, ligger hans legeme i Wawel-katedralen i Kraków. August døde da også i Warszawa i 1733, 62 år gammel. Til sidst indhentede Augusts skørlevned ham, og han døde af livsstilssygdomme som for højt blodtryk, stofskifteproblemer og diabetes. Ifølge legenden lukkede August selv sine øjne med hænderne, i det øjeblik han døde i Warszawa, mens læger og præster så til.
Augusts hjerte blev imidlertid ført tilbage til Dresden og ligger nu i kapslen, fordi Sachsen var i hans hjerte på trods af den polske kongetitel.
Lystig August
Selv om vi med egne øjne har set kapslen med hans hjerte i Hofkirche, tager han ikke desto mindre imod os på restauranten Sophienkeller i den gamle bydel. I døren bliver vi modtaget af August den Stærke eller rettere skuespilleren Klaus-Dietmar Matthes iført tricorne (en trekantet hat) og iklædt 1700-tals dragt med ordene:
»Når jeg ser tre gutter på trappen, er jeg sikker på, at der bliver gang i festen!«.
Det virker dog, som om August selv har haft gang i festen i længere tid, for den udklædte skuespiller svajer lidt. Da han hører, vi stammer fra Danmark, fortsætter han lidt snøvlende:
»Min mor, Anne Sophie, var en oldenburger, og jeg kendte hendes far, Frederik III af Danmark. Jeg kan godt lide Danmark, men bryder mig ikke om jeres akvavit«.
Så er det godt både for August den Stærke og os besøgende, at Sophienkeller serverer god Radeberger Pilsner i rigelige mængder fra fad. Og det er nødvendigt til at skylle en kæmpe portion Spanferkel – helstegt pattegris med meriansovs, sauerkraut og en gigantisk Königskloss eller kogt bolleklump af kartoffel og brød – ned. Et måltid, som ville være den vitale August den Stærke værdigt.
fortsæt med at læse
