Pernille Skov Nielsen og hendes mor var en tidlig morgen i Lille Vildmose i det nordøstlige Himmerland i håb om at fotografere ræveunger, da en elgko pludselig passerede vejen med tvillingekalve. Pernille Skov Nielsen var hurtig med kameraet og fik et billede af den lille elgfamilie, inden den forsvandt ind i højmosen.
Fakta
De fem store
Ligesom på en afrikansk savanne kan Lille Vildmose også præstere ’ fem store’:
1. Elg
2. Krondyr
3. Rådyr
4. Kongeørn
5. Havørn
Kilde: Direktør Bo Gregersen, direktør for Lille Vildmosecentret, som gerne vil have tranen med som en top-6.
Naturvejleder og biolog i Lille Vildmose Jakob Konnerup fortæller, at Lille Vildmosecentret i et stykke tid har vidst, at en af elgene i Vildmosen havde født tvillinger, men der findes kun ganske få billeder af elgfamilien, og Pernille Skov Jensens er et af de bedste.
»Foruden elgkoen med tvillinger har vi set to køer med en enkelt kalv hver, men hvad der ellers gemmer sig, ved vi ikke. Der kan være flere køer med kalve«, tror Jakob Konnerup.
Derfor er det svært at vurdere nøjagtig, hvor mange elge der er i Vildmosen, også fordi de lever vildt i det 21 km2 indhegnede Mellemområde. De første fem ankom fra Sverige slutningen af 2015 og fik selskab af yderligere fem året efter. Allerede i 2017 formerede elgene sig.
I begyndelsen var det nemmere at følge elgene, fordi de første i Vildmosen havde gps-halsbånd på. Batterierne har en levetid på to år, og når det er ved at løbe ud, springer det selv af. Når halsbåndet har forladt elgen, kan Vildmosecentret se, hvor det ligger og hente det.
»Kun to dyr har stadig halsbånd på, og derfor er det svært for os at afgøre, om der er flere elgkøer med kalve, eller om vi ser den samme ko med kalv hele tiden. Derfor har vi mindre kontrol over, hvor mange elge der egentlig er. Man havde forventet, at der ville gå adskillige år, før der kom kalve, fordi der var tale om unge dyr fra Sverige, men kalvene kom allerede efter det første år«, siger Jakob Kollerup og fortsætter:
»Mit bud er, at vi har omkring 20 elge. Vi er så ikke sikre på, om der er tale om 18 eller 20 dyr. To er døde af naturlige årsager i tidens løb. Tyrene har store gevirer, og det er også tegn på, at dyrene har det godt, og at der mad nok, ellers sætter man ikke så store gevirer. Det samme gælder deres huld på kroppen. De har masser at spise. Vi anslår, at der er plads til 30-40 elge i Mellemområdet«.
Nordens kæmper
Elgene kaldes skovens konger eller Nordens kæmper, og sammen med de andre store græssende dyr, krondyrene, skal de bidrage til at bevare højmosen. Sammen med elgene blev der udsat 22 krondyr. De er naturplejere og specialister, når det gælder om at bevare højmosen.
75 procent af elgenes føde består af bark, kviste, grene og blade. Selv om de formerer sig kraftigt, har de besvær med at holde pil og birk nede, og om sommeren er der en overflod af mad til dem.
Krondyrene i Mellemområdet klarer sig også godt, og efter kalvesætningen er antallet nået op på 65-70 af de store dyr.
»I modsætning til elgene ser vi ikke krondyrene ret ofte. De har en meget sky adfærd og holder sig væk fra mennesker. Krondyrene har en meget stor flugtafstand. De er aktive morgen og aften. Elgene er knap så frygtsomme, men opsøger heldigvis ikke mennesker. De går deres egne veje, og det er sådan, det skal være«, siger Jakob Konnerup.
Naturvejlederen opfordrer natur- og elginteresserede til at følge livets gang i Vildmosen på facebookgruppen ’Vild med Lille Vildmose’, hvor lokale og besøgende deler deres oplevelser.
fortsæt med at læse




























