Inden middagen går jeg øen rundt. Jeg har fået at vide, det kan gøres på halvanden time, men med lidt pauser til både at vegetere og fotografere spenderer jeg snildt to. Sådan får jeg ikke alene samlet appetit til måltidet; jeg får masser af frisk havudsigt og lejlighed til at hilse på slægtninge til en del af det, der senere bliver serveret på tallerkenen.
Jeg starter ved den anlægsbro, hvor jeg tidligere på dagen ankom med passagerbåden ’Vejrø 2’ fra Kragenæs på Lolland. Herfra forbi restaurant Skipperly og ad en grusvej langs vilde hegn med krydret duft af hvidtjørn og syren.



























