I 40 år har Benditte og Tom Skyhøj Olsen hvert år holdt ferie i Svaneke på Bornholm, som parret har cyklet tynd. Når trætheden meldte sig, tog de cyklerne med om bord på bussen. Men ikke i år – på seks nye busser må chaufførerne nemlig ikke tage cykler med.
»Vi havde været i Rønne søndag 7. august og cyklede nordpå ad memory lane langs kysten – jeg er opvokset på øen. Vi nåede Hasle ved 17.30-tiden, hvor trætheden meldte sig, og vi besluttede at tage bussen tilbage til Svaneke. Mange gange tidligere har vi taget bussen med cykler, når vi ikke orkede mere, men her blev vi afvist af chaufføren. Vi kunne ikke få cyklerne med, fordi arealet, hvor cyklerne normalt står, i de nye busser var placeret ved nødudgangen, som ikke måtte blokeres«, fortæller Benditte Skyhøj Olsen.




























