0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Poul Husted
Foto: Poul Husted

Kæmpekirke. Under det gigantiske kors inde i klippen ligger kirken, hvor Franco er begravet. I størrelse, men ikke skønhed, ligner den Peterskirken i Rom.

Spanien
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De Faldnes Dal: Her spøger Spaniens dystre fortid

Monumentet over diktatoren Francisco Franco og de faldne i Den Spanske Borgerkrig i Valle de los Caídos kaster en lang, symbolsk skygge over spanierne og Spaniens demokrati.

Spanien
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Himlen er grå, Sierra de Guadarrama-bjergene er grå, og det 152,4 meter høje kors, som hæver sig over klippen og skygger for kirken, hvor Francisco Franco ligger begravet, er også grå.

Alt er gråt som den granit, der er brugt til at opføre mindesmærket over Spaniens sidste diktator, der døde i 1975, og de faldne i Den Spanske Borgerkrig.

Og selve mindesmærket kaster også en lang, grå skygge over Spanien og spaniernes forhold til fortiden.

LÆS ARTIKEL

50 kilometer nordvest for hovedstaden Madrid ligger et af Spaniens mest kontroversielle og omdiskuterede monumenter i Valle de Los Caídos, De Faldnes Dal.

Efter at have betalt entreen på ni euro ved indgangen snor vejen sig op gennem en fyrretræslund, inden korset tårner sig op på Cuelgamuros-bjerget og mest af alt minder om et monument fra det hedengangne Sovjet, hvis man tog det religiøse ud af det.

»Stedet er valgt på grund af de dramatiske omgivelser. Diktatorer har tilsyneladende en forkærlighed for dramatiske landskaber. Selvfølgelig er der også en paradeplads i bedste Nürnberg-stil foran mindesmærket«, fortæller 40-årige Andrés Miguélez, som ikke selv kan huske diktaturet, men læser historie på universitetet i Madrid og ernærer sig som guide.

På denne triste regnvejrslørdag er der heldigvis ingen marcherende tilhængere af Francos fascistiske Falangistparti. Kun et par håndfulde spaniere og nysgerrige turister kaster enten beundrende eller hovedrystende blikke op mod korset, ved hvis fod de fire evangelister – Matthæus, Markus, Lukas og Johannes – sidder, og ovenover dem står de fire dyder: visdom, retfærdighed, mådehold og mod.

Tidligere var der en restaurant ved foden af korset, men den er nu lukket, og det er ikke længere muligt at komme helt op til monumentet.

Under 1.000 ton granit
Kirken, Basilica de la Santa Cruz del Valle de los Caídos, er hugget ind i den grå klippemasse under det store kors og er en skarp konkurrent til Peterskirken i Rom, når det gælder størrelse, men ikke skønhed. Den grå, kolde granit udgør lofterne, og lige indenfor indgangen står to kæmpestore dødsengle med sværd i hånd.

Fra indgangen og 262 meter frem mod alteret hænger otte store gobeliner fra 1600-tallet, som illustrerer dommedag og ragnarok. Som en af de besøgende siger: »Det illustrerer dødsdriften, hvor kirkerummet er en lang fødselskanal, og for enden kommer forløsningen, Francos grav«.

Først kommer dog José Antonio Primo de Riveras grav. Han var en af grundlæggerne af Falangistpartiet og en af partiets martyrer, fordi han blev henrettet af den republikanske regering 20. november 1936. Efter Riveras død opbyggede Franco en kult omkring ham.

Franco selv døde også på datoen 20. november og ligger mellem alteret og koret. På granitpladen står der slet og ret ’Francisco Franco’, og så er der et kors. En enkelt buket er placeret på graven som en hyldest til caudilloen, ’militære anfører’, som Franco yndede at titulere sig selv, lig Adolf Hitlers Führer og Benito Mussolinis Il duce.



I princippet er Valle de los Caídos ikke et monument over diktatoren, men et mindesmærke for den halve million spaniere, som faldt i borgerkrigen – både falangister og republikanere. Soldaternes jordiske rester er begravet i et stort sidekapel med et enkelt mindesmærke. Til venstre for den lidende Kristus på korset mindes falangisterne med ordene »Faldet for Gud og Spanien 1936-1939. RIP«. En smart formulering, for hvem kan være imod Gud i det katolske Spanien? Til højre skulle der angiveligt være en mindetavle for republikanerne, men den er pillet ned.



»I teorien skulle der være både falangister og republikanere, men knoglerne er aldrig identificeret. Jeg tvivler på, at der er ret mange republikanere«, siger Miguélez.

Et andet kontroversielt punkt er, at mindesmærket, som stod færdigt i 1959, blev opført af politiske fanger, og at mange af dem mistede livet under byggeriet. Miguélez siger, at man »ikke ved, hvor mange straffefanger, som døde, fordi arkiverne ikke er tilgængelige. Vi mangler en lov om gennemsigtighed«.

Stilhedens Pagt
For udenforstående er det mærkeligt, at der ikke er så meget som en montre, der fortæller om borgerkrigen fra 1936-1939 og det efterfølgende diktatur og dets forbrydelser. Ifølge Miguélez skyldes det, at efter 36 år med diktatur og ved overgangen til demokrati efter Francos død i 1975, indførte man en Pacto de Silencio eller ’Stilhedens Pagt’, som i 1977 gav amnesti for handlinger begået under borgerkrigen og diktaturet. Den dag i dag er ingen stillet for en domstol i forbindelse med begivenheder i fortiden.



Den tidligere socialistiske regering nedsatte en kommission, som skulle komme med et bud på, hvad der skulle ske med De Faldnes Dal og Francos jordiske rester, og i 2009 lukkede regeringen området for offentligheden med begrundelsen ’restaureringer’. Efter socialistregeringens fald i 2011 genåbnede De Faldnes Dal imidlertid, men stadigvæk uden udstillinger om fortiden.

Franco er den eneste person begravet i dalen, som ikke døde under borgerkrigen. Ifølge Francos familie ville han slet ikke begraves i De Faldnes Dal, men i Madrid. Overgangsregeringen ønskede imidlertid at stede diktatoren til hvile i dalen fordi en person, som har medvirket til opførelsen af en kirke, kan blive begravet i den pågældende kirke.


Socialistregeringens kommission foreslog senere, at Francos jordiske rester skulle flyttes fra Valle de los Caídos og begraves et sted »udvalgt af familien«, eksempelvis El Pardo-kirkegården i Madrid, hvor Francos hustru Carmen Polo ligger begravet. Det fik straks Francos datter, Maria del Carmen, og hendes organisation Fundación National Francisco Franco op i det røde felt. Carmen Franco og hendes fæller er imod enhver ændring af mausoleet.

Annonce



»Jeg synes, at det er en rigtig dårlig ide. Familiens holdning er, at han skal blive der«, har datteren udtalt.

Fremtidens heling

Den ophedede diskussion foregår især mellem overlevende og efterladte fra borgerkrigen og diktaturet, siger Andrés Miguélez:

»For unge mennesker som mig selv er det historie, og som sådan interesserer det os, men ellers ikke. Jeg er født i 1973 og er mere bekymret over den aktuelle situation. Jeg tror ikke på, at forbryderne bliver bragt til retfærdighed«.

LÆS OGSÅ

Måske kan helingen efter Den Spanske Borgerkrig og det efterfølgende diktatur først gennemføres, når hver eneste person, som gennemlevede perioden, er død og ligeså stille som De Faldnes Dal. Indtil da vil Francos spøgelse husere i Spanien, selv om de jordiske rester er placeret under mere end et ton granit.

Politiken var inviteret af Norwegian, Madrids og Den Spanske Stats Turistkontorer.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (2/3): Hiphop, jordhugga – og den nye lyd fra klubberne
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (2/3): Hiphop, jordhugga – og den nye lyd fra klubberne

    Henter…