Historiens 23. vinter olympiske lege vil gå over i historien som de koldeste siden Lillehammer var vært i 1994. Og sandt er det, at dagene med blæst har til tider gjort Pyeongchang til et djævelsk arktisk bekendtskab.
Men selv om vi elsker at tale om regn, sne og sol, så er det trods alt ikke vejret, der står tilbage, når flammen slukkes over det olympiske stadion efter 16 dage med konkurrencer i verdensklasse. Det er alle de store præstationer, de overraskende vindere, masser af glade mennesker og rørende øjeblikke, hvor den forræderiske tåre har været tæt på at falde.
Det er sådan noget olympiske lege kan. Tale til følelserne, når vinderne jubler og taberne græder.
De 16 dage har været et stort tag selv bord af oplevelser på løjperne. på pisterne og på isen. Selvfølgelig har nogle oplevelser været større end andre, så her er en top 5 over de fem største øjeblikke under legene i Sydkorea, som Politikens udsendte medarbejder oplevede dem.
5. Yuna Kim tænder den olympiske flamme
Åbningsceremonien er traditionelt et tidligt højdepunkt ved legene - det øjeblik, der vil blive stående mange år efter. Med musik, dans og fyrværkeri var den godt to timer lange seance på det olympiske stadion i Pyeongchang ingen undtagelse.
Det absolutte højdepunkt var, da den olympiske flamme, der brænder over stadion, så længe legene varer, blev tændt. To spillere fra det fælles koreanske ishockeyhold, Chung Su-hyon fra Nordkorea og Park Jong-ah fra Sydkorea, bar faklen op ad de mange trappetrin, og for enden stod Yuna Kim - den største sydkoreanske idrætsstjerne og et idol for det meste af befolkningen.
Yuna Kim vandt olympisk guld i kunstskøjteløb i 2010 og skulle ifølge mange iagttagere havde genvundet det i 2014. I stedet blev det sølv efter en russer, og Kim stoppede derefter karrieren. Men den 27-årige stjerne havde taget skøjterne på igen, og lavede en kort, men elegant opvisning på isen, inden hun modtog faklen.
Så enkelt og på samme tid så smukt kan det gøres, når opgaven bliver lagt i hænderne på en af tidernes bedste kunstskøjteløbere.
Historisk OL-åbning sender stærkt budskab om fred4. Det nordkoreanske heppekor vækker opsigt
Kort inden legene åbnede, nåede arrangører med Den Internationale Olympiske Komités mellemkomst til enighed med det lukkede Nordkorea om, at naboerne skulle sende et hold over grænsen og stille op i udvalgte idrætsgrene.
Mens de alpine skiløbere og flertallet af de andre nordkoreanske idrætsudøvere stillede en ganske beskeden klasse til skue for alverden, så var sagen en noget anden med det heppekor, diktaturet havde sendt med til OL.
Det dukkede op første gang til netop åbningsceremonien, men det var da ishockyturneringen gik i gang, verden for alvor fik øjnene op for dette særprægede skue og show. Korea stillede med et fælles hold i kvindernes turnering, og de fik kæmpe klø.
Men til gengæld var opbakningen til holdet i ren verdensklasse, hvilket hepppekoret, der hurtigt fik tilnavnet 'Skønhedernes Hær', sørgede for. Med nøje indstuderede rutiner sang og heppede koret uanset hvor dårligt det gik på isen. På udvalgte tidspunkter af kampen bevægede de sig synkront fremover, formede hænderne som en tragt foran munden og råbte: »,kom så, kom så, vores spillere, kom så«.
Senere, når Korea var håbløst bagud, lød støtten fra heppekoret »Sejr, vores spillere, vind, vind«. Det var en vidunder oplevelse, og den blev toppet, når det nordkoreanske istemt gamle folkesange som 'I min hjemby'. Det var tindrende smukt.
Nordkoreansk heppekor vækker opsigt ved OL3. Gode vindere og tabere
Ved et OL vil der altid være både vindere og tabere. Der vil være medaljevindere, og nogle, som ender på de efterfølgende pladser. Ens for alle er, at de trænet i årevis på at komme til OL og præstere deres bedste. Netop det store slid kan indimellem gøre det svært at tackle en 4. plads, mens vinderne heller ikke altid kan undlade at hovere eller på anden måde spille smart.
Derfor var det flot at se, hvordan sejre og nederlag i nogle situationer blev tacklet fornemt af et par alpine skistjerner.
I herrernes styrtløb var den schweiziske verdensmester Beat Feuz storfavorit til at vinde guld i kongedisciplinen, men han blev slået af de to norske veteraner Axel Lund Svindal og Kjetil Jansrud.
Efterfølgende ville især de schweiziske journalister vide, om det ikke var irriterende, at blive slået af to sådan gamle gubber. Svaret, Feuz gav var nok ikke det, reporterne havde ventet, for han sagde, at »,der findes meget værre ting i livet end at blive slået af de to«. Og så var den diskussion lukket.
Sofia Goggia, der vandt guld i kvindernes styrtløb, valgte også et lidt andet fokus, da hun blev interviewet ovenpå sejren. Italieneren havde blandt andet slået superstjernen Lindsey Vonn, der i sit sidste olympiske styrtløb vandt bronze.
Og italieneren viste sin amerikanske kollega en stor respekt i sejrens stund.
»Det er bare en kæmpe ære at få lov til at konkurrere med den største kvindelige skiløber nogensinde«, sagde Sophia Goggia.
Italiener besejrer skidronningen og vinder guld2. Stjernerne leverede varen under kæmpe pres
Bagved de store præstationer ved et vinter-OL ligger masser af timers træning igennem flere år. Og for mange af de største navne er der desuden det store forventningspres at håndtere.
Det er presset, der bliver lagt på atleterne fra omgivelserne, men ikke mindst det pres, de lægger på sig selv for at præstere det ypperste.
»Du står der i startporten, og presset er så stort, at du næsten er ved at kvæles, og så kaster du dig ned ad bjerget«, som Lindsey Vonn formulerede det efter styrtløbet, hvor hun vandt bronze.
Så presset kan være umenneskeligt, så derfor er præstationen så meget desto større, når favoritterne lever med presset og leverer varen. Det var der en lang række eksempler på ved dette OL, og et af de bedste er naturligvis franskmanden Martin Fourcade, som var storfavorit hver eneste gang han stillede op i skiskydning. Tre (fire) guldmedaljer vandt den fransk stjerne.
Da Marcel Hirscher stod klar til andet gennemløb i storslalom var det også med et gevaldigt pres på skuldrene. Norges Henrik Kristoffersen havde kørt et fantomløb, og Hirscher, en af OL's største favoritter, skulle nu præstere. Og det gjorde østrigeren helt formidabelt, som han også gjorde i den kombinerede konkurrence.
Østrigsk fænomen nærmer sig legenderne efter sit andet guld1. Sydkorea som værter for OL
I forbindelse med de olympiske sommerlege i Rio de Janeiro for snart to år siden skrev jeg en klumme, der omtalte manglen på et menneskeligt ansigt i den brasilianske storby.
Der var svært bevæbnet militær overalt, og soldaternes stenansigter lyste aldrig op i et forsonende smil. Der blev lavet eksercits foran pressecentret, og i det hele taget skabte det ekstremt synlige våbenhalløj større utryghed end det modsatte.
Jeg skrev, at legene i Rio savnede et menneskeligt ansigt, og mens jeg skriver disse linjer, er det svært ikke at smile. For i Sydkorea under vinter-OL har det været stik modsat.
Måske ligger det bare i den sydkoreanske folkesjæl, men sjældent om nogensinde har jeg mødt så mange venlige, søde og ikke mindst smilende mennesker.
Om det så var de frivillige, der i timevis stod udenfor i den isnende kuld for at tjekke journalisternes hundetegn, var smilet altid det første, som mødte en. Et smil, nogen gange et lille buk, et godmorgen, goddag eller hallo, og hvis der bare har været den mindste ting, der kunne give anledning til kritik, er der øjeblikkeligt blevet rettet op på miseren
Ja, der har manglet publikum til nogle af de store sportsgrene, men arrangementet har været upåklageligt, og stort set alt er kørt på en snor. Det gælder også den helt vitale busoperation, der skal bringe tilskuere, atleter og presse frem og tilbage mellem de forskellige arenaer. Busserne er kørt til tiden og med jævne mellemrum, så de frustrationer, som hurtigt opstod i Rio, fordi chaufførerne kørte efter deres egen plan, har sydkoreanerne elimineret.
Om to år er Tokyo vært for de olympiske sommerlege, og noget siger mig, at oplevelsen vil blive af samme karat som i Pyeongchang.
Bag ringene: Legenes menneskelige ansigt manglerfortsæt med at læse
