0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Juventus-angriber får tre mål underkendt af VAR på en aften med Barca-sejr, 5-0 til United og syv straffespark

Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Massimo Pinca/Ritzau Scanpix
Foto: Massimo Pinca/Ritzau Scanpix

Hvis Alvaro Morata (tv.) er træt af VAR-systemet, er der ikke så meget at sige til det.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst


Fodbold. Tre gange jublede Juventus’ spanske angriber Alvaro Morata over at have scoret mod Barcelona. Tre gange satte Danny Makkelie fingeren på sin øresnegl, mens han lyttede til en melding fra VAR-rummet, og tre gange stak den hollandske dommer armen i vejret og markerede for offside. Så istedet vandt Barcelona, i øvrigt ganske fortjent, 2-0 over Juventus, der var uden den coronaramte Cristiano Ronaldo. Ousmane Dembele scorede til 1-0, da hans hans afslutning ramte Federico Chiesa og sejlede i mål, inden Lionel Messi i overtiden udnyttede et straffespark begået mod indskiftede Ansu Fati. Martin Braithwaite fik sin Champions League-debut med en indskiftning i overtiden.

Phil Noble/Ritzau Scanpix
Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix

Som traditionen byder fik Marcus Rashford en kampbold med hjem efter 3 mål mod RB Leipzig.

Aftenens største vinder var Manchester United, der vandt 5-0 over RB Leipzig med Yussuf Poulsen på banen i hele kampen. Marcus Rashford kom efter 63 minutter ind i stedet for 1-0-målscoreren Mason Greenwood og scorede Champions League-sæsonens første hattrick med mål efter 74, 78 og 90 minutter.

Mens Mikkel Duelund for Dinamo Kijev, der trods en 2-0-føring spillede 2-2 mod Ferencvaros, forblev på bænken, kom Thomas Delaney ind efter 84 minutter, da Borussia Dortmund skulle forsvare 1-0 føringen efter Jason Sanchos straffespark mod Zenit St. Petersborg. Erling Håland gjorde det til resultatet 2-0, og nordmanden har nu scoret 12 mål i 10 Champions League-kampe.

Tolga Bozoglu/Ritzau Scanpix
Foto: Tolga Bozoglu/Ritzau Scanpix

Med dette hug med venstrebenet blev Moise Kean dobbelt målscorer for Paris SG i Champions League, hvor den 20-årige italiener ikke tidligere har scoret.

Fodbold. Jorginho brændte straffespark efter et kvarter, men Chelsea vandt alligevel 4-0 i Rusland over Krasnodar med fire forskellige målscorere i onsdagens tidlige Champions League-kamp, hvor 19-årige Callum Hudson-Odois føringsmål var et gevaldigt drop af Matvey Safonov. Andreas Christensen forblev på bænken for Chelsea hele kampen. Neymar måtte udgå med en skade efter 26 minutter, da Paris SG vandt en anden favoritsejr i Tyrkiet med 2-0 over Basakhsehir. Den 20-årige italiener Moise Kean blev med sine første europæiske mål dobbelt målscorer i anden halvleg med et hovedstød efter hjørnespark og en kontrascoring med venstrebenet.

Fodbold. Det bliver ikke til et møde mellem Cristiano Ronaldo og Lionel Messi i den første kamp mellem Juventus og FC Barcelona i Champions League-gruppespillet. Juventus har onsdag offentliggjort truppen, og her fremgår det, at Juventus stiller op uden Ronaldo. Det skyldes, at Ronaldo for tredje gang er testet positiv for corona og stadig befinder sig stadig i isolation i sit hjem i Italien, hvorfra han har sendt en hilsen på Instagram. Som frontangribere har Juventus udtaget Álvaro Morata og Paulo Dybala. Og holdet råder også over offensive midtbanespillere som Federico Chiesa og Dejan Kulusevski.

Fodbold. Champions League-opgøret mellem Juventus og Barcelona bliver også uden Philippe Coutinho, der blev skadet i Barcelonas ligakamp mod Real Madrid i søndags. Brasilianeren har også meldt afbud til to VM-kvalifikationskampe i november mod Venezuela og Uruguay, hvilket har givet plads i truppen til Lucas Paqueta fra Lyon, der er forfremmet fra Brasiliens olympiske mandskab.

Fodbold. Josep Maria Bartomeu annoncerede tirsdag aften sin afgang som FC Barcelonas præsident og fortalte i samme ombæring, at klubben havde sagt ja til en plads i ny europæisk superliga. Det sker ugen efter, at Sky Sports på baggrund af unavngivne kilder skrev, at Liverpool og Manchester United er i dialog om en superturnering, der kan få deltagelse af op til 18 klubber fra England, Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien. Ifølge det britiske medie vil storklubberne deltage i turneringen fremfor Champions League, men stadig være med i deres nationale ligaer.

Det kan de dog glemme alt om, fastslår Dansk Boldspil-Unions (DBU) formand, Jesper Møller, der også er medlem af Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) eksekutivkomité. »De klubber, der hellere vil spille i et andet, lukket system, kan ikke være en del af aktiviteterne i Fifa (Det Internationale Fodboldforbund), Uefa eller de nationale forbund. Det håber jeg, at de er klar over. Man kan glemme alt om at spille i sin egen lukkede turnering og samtidig spille i en national liga. Det er enten-eller efter de nuværende regler«, siger Jesper Møller.

Michael Reaves/Ritzau Scanpix
Foto: Michael Reaves/Ritzau Scanpix

Skandalerne klæber til NFL-spilleren Antonio Brown, som alligevel kan se frem til snart at optræde på højeste niveau.

NFL. 32-årige Antonio Brown er dømt for overfald og sigtet for voldtægt samt trusler mod offeret. Med andre ord er han ikke ligefrem prototypen på det, som NFL ønsker som en rollemodel i ligaen. Alligevel har Tampa Bay Buccaneers valgt at hive den tidligere stjernereceiver ind fra kulden og give ham en kontrakt for resten af sæsonen, hvor der er spillet 7 af 16 grundspilskampe. Brown kan dog tidligst komme i aktion i holdets niende kamp, da han afsoner otte kampes karantæne for flere brud på NFL’s etiske kodeks for spillerne. I 2018 greb Antonio Brown 15 touchdowns for Pittsburgh Steelers og blev anset som en af ligaens absolut bedste receivere efter flere sæsoners imponerende præstationer. Nu skal han, ligesom i sin tid hos New England Patriots, igen gribe bolde fra veteran-quarterbacken Tom Brady.

Cykling. Præsentationen af den kommende Tour de France-rute er normalt en stor begivenhed med de største ryttere, sponsorer og verdenspressen til stede. Sådan bliver det ikke i år. Årsagen er ikke overraskende den hærgende coronapandemi. Frankrig er hårdt plaget for tiden og er et af mange lande, som har strammet restriktionerne. Det har fået Tour-arrangøren ASO til at udskyde ruteoffentliggørelsen nogle dage og samtidig gøre den digital. »Af hensyn til den nuværende folkesundhedssituation, der konstant tvinger regeringen til at træffe nye beslutninger i kampen mod covid-19, har arrangørerne af Tour de France besluttet ikke at afsløre 2021-udgavens rute på Palais des Congrès torsdag 29. oktober 2020«, lyder det på letour.fr. I stedet vil man 1. november livestreame rutepræsentationen på den franske tv-kanal Stade 2, mens rettighedshaverne i de respektive lande også kan sende det.

Atletik. Den amerikanske sprinter Christian Coleman er regerende verdensmester på 100 meter, men guldmedaljen har næppe meget fokus lige nu. Tirsdag blev den 24-årige amerikaner idømt to års karantæne af Atletikkens Integritetsenhed (AIU) for i tre tilfælde på et år ikke at have oplyst korrekt om sine whereabouts i forbindelse med dopingtest. Den dom er Coleman ikke tilfreds med, og en appel er på vej. Det oplyser hans manager, Emanuel Hudson fra firmaet HSI. På firmaets Twitter-profil skriver han: »Beslutningen fra disciplinærinstansen, som er skabt under World Athletics’ regler, er uheldig og vil øjeblikkeligt blive anket til Den Internationale Sportsdomstol (CAS)«.

Håndbold. Danmarks Idrætsforbund (DIF) og andre, som ikke ønsker at se Danmark lægge haller eller baner til diverse udenlandske holds kampe for at undgå coronakarantæne i hjemlandet, kan i første omgang ånde lettet op. Den norske håndboldklub Vipers Kristiansand pønsede på at flytte holdets to Champions League-opgør mod russiske Rostov-Don til Danmark for at undgå at skulle i karantæne, når holdet returnerede fra kampen i Rusland. Det bliver dog ikke til noget, da russerne ikke ønsker at spille på neutral grund.

Maxx Wolfson/Ritzau Scanpix
Foto: Maxx Wolfson/Ritzau Scanpix

Dodgers-spillerne fejrer sejren over Tampa Bay Rays og triumfen i World Series.

Baseball. Det er godt at være sportsfan i Los Angeles for tiden. For nylig sikrede Los Angeles Lakers sig NBA-mesterskabet i basketball, og natten til onsdag dansk tid hjemtog Los Angeles Dodgers World Series-titlen i baseball, som er mesterskabet i Major League Baseball (MLB). Det skete, da holdet i den sjette af maksimalt syv finalekampe mod Tampa Bay Rays vandt med 3-1 og dermed bragte sig foran 4-2 i serien. Dodgers er ellers ikke forvænt med at triumfere i slutkampen. Både i 2017 og 2018 tabte man finaleserien, og holdet er indehaver af en kedelig rekord på den konto. 14 gange har holdet stået som taber i World Series, hvilket er rekord i ligaen. Det er dog også blevet til syv finalesejre, senest tilbage i 1988 inden nattens triumf.

Motorsport. Mens Kevin Magnussen er færdig i formel 1 efter indeværende sæson, får franskmanden Pierre Gasly endnu en sæson i klassen. På Twitter bringer han selv meddelelsen om, at han har forlænget sin kontrakt med Alpha Tauri for endnu en sæson. Gasly har haft en fremragende sæson for det italienske hold, og han vandt sensationelt årets grandprix på Monza. Gasly ligger øjeblikkeligt n. 9 i VM-stillingen.

Annonce

Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Tom Dumoulin er kørt træt under Vueltaen, og hollænderen har sagt farvel til etapeløbet i utide.

Cykling. Den tidligere vinder af Giro d’Italia, hollandske Tom Dumoulin (Team Jumbo-Visma), får ikke endnu en grand tour-sejr på cv’et i år. Han har efter syv etaper af Vuelta a Espana forladt løbet på grund af træthed.

Fodbold. Pokalkampen mellem Brøndby og Ledøje-Smørum er rykket frem til 5. november i stedet for den oprindelige kampdato 17. november, oplyser Brøndby. Det skyldes, at kun den professionelle idræt, som Ledøje-Smørum med placeringen i Danmarksserien ikke er en del af, er undtaget fra forsamlingsforbuddet, der senest er sat ned til ti personer. Det betyder, at Ledøje-Smørum ikke kan træne eller spille andre kampe inden mødet med Brøndby. For at gøre den ulempe mindst mulig er kampen nu rykket frem til næste uge. Kampen spilles på Brøndby Stadion.

Ishockey. Sønderjyske havde syv mand ude af truppen tirsdag, da holdet mødte Rødovre på hjemmebane. Mens fire af spillerne var skadet, var Mikkel Jensen, Victor Rollin-Carlsson og Anders Førster ikke med, fordi de alle tre har indgivet en positiv coronatest. Det bekræfter cheftræner Kim Lykkeskov til mediet Nordschleswiger. »Det er bekymrende, men vi håber, det bliver ved de tre tilfælde. Ellers er det alarmerende, og vi begynder at se sårbare ud. Vi er allerede nede på tre kæder«, siger træneren. Mikkel Jensen og Viktor Rollin-Carlsson var allerede i isolation fredag, hvor Sønderjyske mødte Esbjerg Energy, mens Anders Førster først forlod truppen før Rødovre-kampen.

Lm/lisa Guglielmi / Ipa/Ritzau Scanpix
Foto: Lm/lisa Guglielmi / Ipa/Ritzau Scanpix

23-årige Nicoline Sørensen er en af de danske landsholdsspillere, der kan nå at udvikle sig, før der skal spilles om EM-medaljer i 2022. Her er hun i aktion tirsdag aften mod Italien i Empoli.

Fodbold. De danske fodboldkvinder har været suveræne i EM-kvalifikationen, men når holdet deltager ved den udskudte EM-slutrunde i sommeren 2022, kan det være med et endnu stærkere dansk mandskab. Det siger landstræner Lars Søndergaard, der ser et stort udviklingspotentiale i det hold, som tirsdag aften slog Italien 3-1 på udebane og dermed sikrede EM-billetten. »Det nuværende hold er en god blanding af rutinerede kræfter, der ikke har nået sit topniveau, og så er der en masse unge spillere, som kun bliver bedre. Nu har vi noget tid til at forberede os på EM, og inden EM kommer der også en VM-kvalifikation i 2021, som vi skal have klaret. Jeg tror, at holdet kan udvikle sig, vi er slet ikke færdige«, siger Lars Søndergaard ifølge Ritzau.

Håndbold. Mændene fra Sønderjyske opruster på målmandsposten til sommer. I en pressemeddelelse oplyser klubben, at man fra næste sæson får tilgang af 31-årige Kasper Larsen, som siden 2015 har vogtet målet hos ligarivalerne Bjerringbro-Silkeborg. Han har en DM-titel fra 2016 med i bagagen, og han har fået en treårig kontrakt i det sønderjyske.

Ridesport. Selv om de australske myndigheder efter en rekordlang corona-nedlukning af Melbourne har lettet restriktionerne, bliver nationens største hestevæddeløb Melbourne Cup i næste uge afviklet uden tilskuere. Det fastslår delstaten Victorias premierminister, Martin Pakula. »Regeringen har besluttet, at næste uge ikke er et passende tidspunkt for samling af så store folkemængder, og det er den rigtige beslutning for hele befolkningen«, siger Martin Pakula i en pressemeddelelse. Melbourne Cup har været afviklet første tirsdag i november siden 1861.

Håndbold. Mors-Thy Håndbold får fra næste sæson ungt blod på playmakerpositionen. Klubben fra landets bedste række har skrevet en toårig kontrakt med den 23-årige svenske bagspiller Emil Hansson, oplyser klubben onsdag i en pressemeddelelse. Han tiltræder 1. juli 2021.

Fodbold. Real Madrids træner, Zinedine Zidane, mener, at holdet fortjente at få point, da klubben tirsdag aften med nød og næppe sikrede sig 2-2 ude mod Borussia Mönchengladbach i Champions League. Det siger han på et pressemøde. Det uafgjorte resultat kom i hus, da Real Madrid scorede to mål i 87. og 93. minut. »For mig er uafgjort ikke en lettelse. Det er et fortjent resultat. Vi mødte en modstander, som gav os problemer to eller tre gange, men vi gik ikke i panik, og vi viste vores karakter ved at komme tilbage«, siger Zinedine Zidane. Borussia Mönchengladbach kom i front takket være to mål af Marcus Thuram. Karim Benzema reducerede for Real Madrid, inden Casemiro udlignede i overtiden på en aften, der gav comeback til Eden Hazard i anden halvleg.

Peter Byrne/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Byrne/Ritzau Scanpix

Liverpool-manager Jürgen Klopp er en mand, der brokker sig over det meste, og han var også efter FCM-træner Brian Priske på Anfield tirsdag aften.

Fodbold. Det danske mesterhold trak sig ikke ligefrem i duellerne tirsdag aften på Anfield mod Liverpool i Champions League, og i kampens første halvleg time medførte det tre advarsler til gæsterne. En af dem tilfaldt midtbanespilleren Jens-Lys Cajuste, som gik hårdt til Liverpool-anfører Jordan Henderson i en duel. Det førte til en diskussion mellem FCM-træner Brian Priske og Liverpool-manager Jürgen Klopp på sidelinjen. »Han følte, at jeg gestikulerede, at det var godt, at Jens lavede frispark. Jeg tror egentlig bare, at han var ude på at beskytte sine spillere, og det er helt fair«, siger Brian Priske på et pressemøde. »Fra min synsvinkel handlede det mere om at hylde Jens for hans arbejdsindsats og hans aggressivitet, som jeg vidste, at vi fik brug for. Det var tydeligt for alle, at der var frispark og gult kort. Mere var der faktisk ikke i det«.

Joe Klamar/Ritzau Scanpix
Foto: Joe Klamar/Ritzau Scanpix

Det store finalenederlag ved French Open forsøger Novak Djokovic denne uge at vaske væk ved at deltage i Wien, hvor han her akrobatisk returnerer bolden mod sin landsmand Filip Krajinovic.

Tennis. De to finaleseedede topnavne ved ATP-turneringen i Wien, serbiske Novak Djokovic og østrigske Dominic Thiem, er begge kommet videre fra 1. runde. Djokovic måtte finde de snedige slag frem for at knække landsmanden Filip Krajinovic i en 7-6 (8/6), 6-3-sejr, mens Thiem vandt 6-4, 7-5 over den ukrainske lucky loser Vitaliy Sachko. I 2. runde skal Djokovic møde den stærke kroat Borna Coric, mens Thiem skal prøve kræfter med chilenske Cristian Garin, der i sin 1. runde-kamp nedkæmpede Stan Wawrinka i tre hårde sæt.

Tennis. Kampen om at slutte sæsonen som nr. 1 på ATP-ranglisten nærmer sig sin afgørende fase. Novak Djokovic topper listen med 11.740 point og kan øge føringen, hvis han vinder denne uges turnering i Wien. Rafael Nadal er nr. 2 med 9.850 point og kan lægge godt til næste uge, hvis han får succes i Paris Masters, hvor Djokovic mister sine 1.000 point fra sidste års gevinst, da han ikke deltager. Uanset hvordan det går de nærmeste uger, er Djokovic storfavorit til at slutte som nr. 1, når sæsonfinalen i London afvikles 15.-22. november. En titelvinder i O2 Arena vil kunne høste op til 1.500 point. Her vil den forsvarende mester Stefanos Tsitsipas, Dominic Thiem, Alexander Zverev og Daniil Medvedev gøre Djokovic og Nadal selskab, mens Andrey Rublev, Diego Schwartzman og Matteo Berettini kan komme i spil til de to sidste pladser.

Læs mere:

Læs mere