Jesper Mørkøv vender tilbage efter styrt, mens Wim Stroetinga ikke er klar til finalen, hvor hans makker nu skal køre med Matias Malmberg.

Risikofyldt regnestykke udgør par nr. 7's taktiske oplæg til seksdages-finalen

Oliver Wulff Frederiksen sender Michael Mørkøv af sted, og sidstnævnte har en detaljeret plan for, hvordan sejren i aften skal køres i hus. På billedet er par nr. 7 omgivet af de nærmeste rivaler, belgieren Kenny De Ketele i grøn trikot, tyskeren Christian Grasmann i hvidt og Marc Hester med 9-tallet næsten skjult bag Mørkøv.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Oliver Wulff Frederiksen sender Michael Mørkøv af sted, og sidstnævnte har en detaljeret plan for, hvordan sejren i aften skal køres i hus. På billedet er par nr. 7 omgivet af de nærmeste rivaler, belgieren Kenny De Ketele i grøn trikot, tyskeren Christian Grasmann i hvidt og Marc Hester med 9-tallet næsten skjult bag Mørkøv. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fire forskellige cifre, 247, 186, 177 og 195 er af altafgørende betydning for de overvejelser, nutidens mest succesrige danske vinterbanerytter Michael Mørkøv gør sig, inden aftenens finale i det 57. københavnske seksdagesløb i Ballerup Super Arena.

Det første tal angiver de point, som den 33-årige rutinerede pedalatlet har indkørt sammen med sin 15 år yngre makker Oliver Wulff Frederiksen, mens de tre andre tilhører henholdsvis belgierne Kenny De Ketele og Moreno De Pauw samt den dansk-tyske duo Marc Hester-Theo Reinhardt og den nyetablerede med hollænderen Yoeri Havik og Matias Malmberg.

Når Michael Mørkøv med de 14 seksdagessejre - halvdelen i Ballerup - i bagagen har ganske nøje styr på disse tal, skyldes det, at de udgør et altafgørende element i det regnestykke, han har opstillet for, at han og Oliver Wulff ved midnatstid skal hyldes med laurbærkransene om halsen.

Rivalerne får en bonusomgang først

»Selv om vi mandag måske ikke scorede helt så mange point, som jeg havde håbet på, føler jeg mig stadig overbevist om, at vi når at runde de 300, inden selve finalejagten går i gang, og dermed sikrer os en bonusrunde«, lyder det fra en i disse sammenhænge sædvanligvis matematisk særdeles velfunderede Michael Mørkøv.

Kortvarig nedtur er bremset, og Michael Mørkøv står på spring til at overtage kommandoen

»Jeg er da helt bevidst om, at i hvert fald De Ketele-De Pauw og Reinhardt-Hester er meget tættere på 200, så de efter alt at dømme får bonus, før vi gør. Men når det så lykkes for os, vil vi stadig have et klart forspring«.

»Derfra handler det om at kontrollere, og sådan har min plan set ud lige siden i lørdags, da det stod nogenlunde klart, at vi ville få vanskeligt ved at slå konkurrenterne på omgange«.

Skal have bonusomgangen inden finalejagten

Umiddelbart kan det se ud til, at Michael Mørkøvs regnestykke er temmelig risikofyld og lovligt optimistisk, men han er selv sikker på, at der er tilstrækkeligt mange discipliner at hente point i, inden der lukkes for bonuskontoen, når den sidste timejagt sættes i gang kl. 23.

Det drejer sig blandt andet om de seks spurtserier, der indleder finaleprogramet, den første jagt på 30 minutter, derny-revanche, parudskilningsløb og omgang på tid.

Etablerede topnavne får midlertidigt ram på danske kometer, som ufortrødent slås videre

Par nr. 7 har da også vist hidtil i løbet at være i besiddelse af en hurtighed, der stiller dem stærkt i de tætte opgør på stregen, men skulle Mørkøvs beregninger slå fejl, ser situationen straks anderledes ud, for så vil han og himmelstormeren Oliver Wulff sandsynligvis være bagud med en omgang.

Mørkøv: Stroetinga begik en fejl

Michael Mørkøv havde i øvrigt første parket som iagttager til det styrt, der i aftes satte en stopper for et af løbets absolutte topnavne hollænderen Wim Stroetingas videre deltagelse.

»Da jeg så, hvad der skete, fik jeg nærmest et flashback til en episode, jeg selv var udsat for, da jeg kørte mit allerførste seksdagesløb for mange år siden i Grenoble med en franskmand, hvis navn jeg ikke længere kan huske«, fortæller Michael Mørkøv.


»Stroetinga var slået op i banen og havde alt for lidt fart på, da han dykkede ned for at blive skiftet ind. Han kørte så langsomt, at Havik helt uundgåeligt slyngede ham hen ad banen med den kraft, han lagde i afløsningen«.

»Så selv om det måske lyder lidt hårdt at sige det, var uheldet helt igennem Stroetingas egen fejl«.

»Ganske som det var min dengang tilbage i Grenoble, hvor jeg også fik en ordentlig tur og brækkede kravebenet«.

Handikapjagten blev slået i stykker

»Selvfølgelig var jeg specielt påvirket af Jespers styrt, fordi han er min bror. Men overordnet betød de to episoder, at handikapjagten blev slået i stykker, og slet ikke fik den indflydelse på løbet, som den normalt ville have haft«.

»Folk, der måske var ved at være lidt mærkede, fik en chance for at få pusten, og da vi kom i gang igen efter det andet styrt inden for ganske kort tid, var det, som om der blev lagt en dæmper på udfoldelserne«.

»Og det er vel egentlig meget naturligt, for når der indtræffer sådan noget, er der ingen, der vil satse alt for vildt. Det sidder alligevel lidt i baghovedet, at man nødig skulle blive den næste i rækken«, konstaterer Michael Mørkøv.

Jesper Mørkøv vender tilbage i aften

Mandagens dramatiske hændelser reducerede antallet af par, som har den endelige sejr inden for rækkevidde fra 5 til 4, men i løbet af i dag viste det sig, at Jesper Mørkøv er i stand til at fortsætte.

Det er til gengæld hverken Wim Stroetinga eller den i flere dage sygemeldte tysker Achim Burkart.

Rutinerede og stærke Michael Mørkøv må dæmpe sin ivrige 18-årige makker i udmarvende åbningsjagt

Det betyder, at Mørkøv genindtager sin plads i par nr. 14 med Christian Grasmann ved sin side 1 omgang bagude med 133 point, mens Yoeri Havik, der i aftes midlertidigt fik Grassman som makker, går ind til aftenens opgaver med Matias Malmberg som partner i par nr. 1 ligeledes 1 omgang bagude, men med 195 point.

Fortjent anerkendelse til 18-årig dansker

Det er en fortjent anerkendelse af den 18-årige danskers spektakulære indsats hidtil i løbet,og meget behændigt åbner reglementet mulighed for, at Malmberg nu er helt fremme i topstriden, fordi der tages hensyn til Haviks polacering inden uheldet indtraf

Yoeri Havik bliver dermed Matias Malmbergs fjerde makker i løbet, som han tog hul på med Achim Burkart, fortsatte med dennes landsmand Sebastian Schmiedel og i går med polakken Daniel Staniszewski, hvis oprindelige makker Wojciech Pszczolarki i fredags led samme skæbne som Wim Stroetinga.

Staniszewski, som ydede et fint stykke arbejde sammen med Malmberg i går, sidder således tilbage med Sorteper. Han deltager i alle de individuelle discipliner i aften og holdes som reserve, hvis uheldet atter skulle være ude.

Er det ikke tilfældet, bliver han taget ud, når den sidste jagt skydes i gang.


Mogens Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her