De danske kvinder skal nu besejre Brasilien og Frankrig for at avancere ved slutrunden i Japan.

Nederlag til Tyskland sender Danmark på randen af VM-knockout

 Mie Højlund i klemme i det tyske forsvar. Det kom de danske spillere ofte. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Mie Højlund i klemme i det tyske forsvar. Det kom de danske spillere ofte. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Av, av, av. Efter et nederlag på 26-25 til Tyskland har Danmark nu det ene ben ude af VM-slutrunden i Japan, og holdet er presset til at besejre Brasilien og Frankrigs verdensmestre i de to sidste indledende kampe, for at undgå den totale ydmygelse, det vil være at skulle spille i taberturneringen Presidents Cup.

Kun ganske lidt fungerede i kampen mod Tyskland, der med simple midler fik pillet det danske spil fra hinanden og presset de rød-hvide ud i nogle stressede situationer, der gjorde afslutningerne meget upræcise.

De tekniske fejl blev ligesom i kampen mod Sydkorea særdeles dyre, og lige fra første fløjt kunne Tyskland sætte sig solidt på opgøret med tunge bagskytter og meget flot udført stregspil af Julia Behnke fra den russiske klub Rostov Don.

Med få undtagelser var der tale om en kollektiv dansk nedtur, hvor de spillere, der var udset til bærende roller, svigtede. Det gælder i første omgang Anne Mette Hansen, men også anfører Stine Jørgensen leverede en skuffende præstation.

Danmark redder det ene point mod Sydkorea efter stort drama

Efter det uafgjorte resultat mod Sydkorea forleden, var optimismen i den danske lejr stor inden mødet med Tyskland. Og historien bakkede op om de danske forhåbninger, for ikke siden EM i 2000 havde tyskerne besejret naboeb i et slutrundeopgør.

Optimismen blev dog hurtigt skudt i sænk af et meget beslutsomt tysk mandskab, der med målvogter Dinah Eckerle i storform hurtigt tog teten.

Danmark fik en forfærdelig start, og masser af tekniske fejl gjorde det let for modstanderen. Tyskland stod ellers ganske som forventet i en ekstrem flad 6:0-opdækning, men i stedet for at fyre løs fra bagkæden, forsøgte de danske spillere med gennembrud, hvilket næsten var dømt til at mislykket.

I kampen mod Sydkorea blev Anne Mette Hansen diskvalificeret efter tre udvisninger, men den danske Györ-stjerne havde åbenbart ikke fået den nødvendige lærestreg, for hun var igen overtændt i den indledende fase mod Tyskland og blev vist ud allerede efter fire minutter.

Samtidig havde hun nogle vilde gennembrudsforsøg, der intet kom ud af, og derfor træk Kvals Bruun Jørgensen hende klogeligt ud på bænken.

Tyskland kom foran 6-1, og først efter næsten 12 minutters spil fandt det danske hold en vej forbi Eckerle for anden gang i kampen. Men det blev værre endnu, for Tyskland udnyttede iskoldt hver eneste danske fejl og var efter knap 18 minutters spil foran 10-4.

Karakterbogen: Solid dansk holdindsats sender Australien i gulvet

Det danske angrebsspil blev lidt for individuelt, hvor hver spiller forsøgte sig mod det defensive tyske forsvar. Den fejl begik blandt andet Louise Burgaard, og hendes afslutninger blev derfor ganske pressede og endte i den tyske målvogters parader.

Så tog Klavs Bruun Jørgensen en timeout, hvilket hjalp ganske gevaldigt. I de næste fem minutter kom der mere fart på det danske hold, og afslutningerne fik langt mere præcision, og det blev blandt andet på to mål af Kristina Jørgensen 10-9.

Stadig blev der begået alt for mange fejl, men tyskerne kunne også være med i den disciplin, og det var sammen med en række redninger fra Sandra Toft medvirkende til, at Danmark kunne gå til pausen bagud 13-11 og en tro på, at kampen kunne vindes.

Men ak, det danske spil hakkede videre i 2. havleg, og Tyskland kunne i de første 15 minutter holde fast i en føring på 2-3 mål.

De danske problemer lå i offensiven, hvor Anne Mette Hansen, der var kommet på banen igen efter pausen, slet ikke kunne finde noget, der mindede om hendes normale niveau.

Perfekt debut: Danmark åbner VM med kæmpesejr efter let spil mod miniput

Alt for ofte tog danskerne de forkerte beslutninger i angrebet og måtte afslutte i nogle alt for stressede situationer. Et par tyske undertalssituationer udnyttede det danske hold til at komme helt op i haserne på modstanderen ved 20-19, men en teknisk fejl forhindrede den danske udligning.

Hver gang Danmark skulle tage det sidste skridt op på siden af Tyskland blev spillet febrilsk, og det resulterede i fejl eller brændte skud på Eckerle.

Sandra Toft holdt i flere tilfælde Danmark inde i kampen, men med 10 minutter igen var Tyskland stadig på sejrskurs foran 22-20. To redninger af Toft blev lynhurtigt straffet i den anden ende, og på to mål af venstre fløj Freja Cohrt var kampen helt lige for første gang siden 0-0.

Ulrik Wilbek: »Der kommer aldrig igen et hold som dette. Det kan I lige så godt glemme. Det gør der bare ikke. Det var sindssygt«

Trods dette boost røg Danmark hurtigt tilbage i modvind ved at vælge de svære løsninger i angrebsspillet, og da Stine Jørgensen brændte to skud røg tyskerne hurtigt ned i den anden ende og så var de foran 24-22 med fire minutter igen.

Et minut før slutsignalet reducerede Lotte Grigel til 25-24, men knap et halvt minut før tid slukkede Stolle endegyldigt lyset for Danmark.

Perspektiverne for Danmark er efter det bitre nederlag nu særdeles skræmmende. Ikke alene risikerer holdet at blive sendt hjem efter den indledende runde, for sker det, bliver der heller ikke nogen billet til de olympiske lege næste år i Tokyo.

Danmark møder onsdag eksverdensmestrene fra Brasilien.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her