Som børn læste de tre stiftere af teknologivirksomheden GomSpace Tintin-albummet ’Månen tur-retur’ og drømte, at også de en dag ville kunne sende noget op i rummet. »Men dengang troede vi jo, at det bare var drengedrømme«, fortæller Lars Krogh Alminde, administrerende direktør i GomSpace. Nu er drengedrømmen blevet til virkelighed. I laboratoriet ved siden af Almindes kontor i Aalborg Universitets forskerpark står en satellit, som skal sendes op i rummet til januar. Går det efter planen, vil satellitten kunne overvåge flytrafikken over verdenshavene langt mere præcist og effektivt end i dag, så mange flere fly kan tage den korteste tur mellem for eksempel Europa og USA.
LÆS OGSÅ Danmark kritiseres for at forspilde chancer i rummet
Dermed vil man spare tonsvis af brændstof, udledning af CO2 og flyvetid.
Det var i studietiden, at det gik op for de tre gamle Tintin-fans Lars Alminde, Morten Bisgaard og Karl Kaas Laursen, at det måske ikke var så urealistisk endda at konstruere rumteknologi i Danmark. I 2001 fik de af Aalborg Universitet til opgave at bygge en såkaldt nanosatellit i et studieprojekt og sende den op.
Form som en mælkekarton
En nanosatellit er tredje generation af satellitter. Første generation er geostationære satellitter, der er flere ton tunge og typisk koster et par milliarder kroner at bygge og sende op.
Anden generation var i vælten, da Alminde & co. begyndte deres projekt; det er de såkaldte mikrosatellitter, som den danske Ørstedsatellit. Vægten var som en god ølkasse og udgifterne op mod 200 millioner kroner.
Nanosatellitter har form som en mælkekarton – med en spiralantenne foroven og antenneben forneden – og de vejer ikke ret meget mere, typisk 1 til 10 kilo. Prisen er sjældent over 10 millioner kroner, og så kan relativt små danske hightechvirksomheder pludselig være med.
I begyndelsen var der dog ikke mange, der troede på projektet, og de tre rumentusiaster fik af deres studiekammerater øgenavnet Grumpy Old Men – ligesom de gamle gnavne mænd i ’Muppet Show’, som man i dag finder i dukkeudgave på Lars Krogh Almindes kontor.
De tre tog øgenavnet fra den humoristiske side og brugte forbogstaverne til deres firmanavn GomSpace – og de lo også sidst og bedst, da nanosatellittens succesfulde opsendelse i 2003 blev fulgt af interesserede henvendelser fra hele verden.
Skal op med en gammel satan
I dag har GomSpace syv ansatte og en årlig omsætning på 6 millioner kroner på bl.a. at levere satellitcomputere til universiteter i Kina, strømforsyninger til satellitter til Indien og satellitsolpaneler til USA.
Den 2 kilo lette satellit i laboratoriet i Aalborg bliver den første danske kommercielle opsendelse, og GomSpace er styrende i hele processen – fra produktion til kredsløb og funktion.
Generelt mener GomSpace, at danske rumfartsvirksomheder får alt for lidt offentlig støtte i forhold til deres potentiale, og man er derfor meget glad for de 4 millioner kroner, som Højteknologifonden giver til dette projekt.
Opsendelsen skal ske med den russiske raket ’Dnepr’, som under den kolde krig kunne medbringe op til ti atomsprænghoveder og derfor gik under øgenavnet ’SS-18 Satan’. GomSpace har købt plads i ’Dnepr’ for en million kroner sammen med cirka 20 andre letvægtssatellitter, der skal flyves 600-700 km op over Jordens overflade og slippes løs i det, der i rumsprog er kendt som Low Earth Orbit.
Herfra kan den monitorere flytrafikken i et område med en radius af cirka 3.000 km. Satellitovervågning af flytrafik har hidtil været alt for dyrt, og de store sorte huller i overvågningen betyder, at flyene skal holde en sikkerhedsafstand på næsten 150 km ude over verdenshavene. Hvis GomSpaces system virker i rummet, som det har gjort i laboratorietest, vil sikkerhedsafstanden med tiden kunne indskrænkes til omkring 7,5 km.
Nemmere at finde nedstyrtede fly
Resultatet er en forkortet flyvetid på en typisk Atlantrute på cirka 20 minutter. Det lyder måske ikke af meget, men sammenholdt med besparelserne på brændstof og drivhusgasudledning er værdien anslået til 35-45 milliarder kroner årlig.
»Og hertil kommer jo det sikkerhedsmæssige aspekt«, påpeger Lars Alminde.
Da et Air France-fly i juni 2009 styrtede ned på vej hjem fra Rio i Brasilien, blev det først opdaget af flyvelederne, da flyet ikke nåede Europa – og ingen kunne sige, præcis hvor det var sket. Her vil man kunne handle langt hurtigere og mere effektivt, hvis det nye system kommer op at køre.
En satellit er dog langtfra nok. For at få komplet overblik over verdens flytrafik kræves der 60 styk af samme type, og den opgave kan selv ikke Tintin-inspirerede entusiaster løfte. Men GomSpace håber på at kunne sælge knowhow og teknologi til for eksempel deres langt større amerikanske konkurrent på området, milliardkoncernen Iridium.
Det hele afhænger dog af, om mælkekartonen i forskerparken i Aalborg kan leve op til drengedrømmene.
