Søndag 5. november gik Devin Kelley, en 26-årig tilsyneladende mentalt forstyrret mand, ind i en baptistkirke i Texas, og myrdede 25 personer og et ufødt barn med en semiautomatisk riffel. Kort efter spredtes nyheden på sociale medier, at Devin Kelley havde forbindelser til antifascistiske, venstreorienterede bevægelser i USA.
Det var fake news.
Ifølge The Guardian blev Kelley kædet sammen med gruppen Antifa, hvilket ifølge avisens oplysninger er usandt. Historien blev formidlet af det russiske nyhedssite Russia Today (RT), og dagen efter massedrabet var RT’s artikel det øverste søgeresultat på Twitter, hvis man søgte på David Kelleys navn.
Historien om Devin Kelley er blot et eksempel på, hvordan falske informationer spredes, bevidst eller ubevidst, på sociale medier
RT opdaterede senere artiklen og skrev, at man havde begået en »fejl« og publiceret »ikkeverificeret information«. Men da var fortællingen om den venstreorienterede massemorder spredt vidt og bredt på Google, i YouTube-videoer og i kommentarer på Facebook.
Historien om Devin Kelley er blot et eksempel på, hvordan falske informationer spredes, bevidst eller ubevidst, på sociale medier. I årevis har Facebook, Twitter, YouTube og Google afvist at gribe ind i informationsstrømmene, fordi de betragter det som censur af det frie internet.
Men efter russisk indblanding i valgene i Tyskland, Frankrig og USA er det politiske pres blevet for stort. Selv for verdens største tech-giganter, forklarer Aske Kammer. Han er adjunkt ved IT-Universitetet og forsker i, hvordan digitalisering påvirker de politiske strukturer i samfundet.
»I årevis har de sociale medier fastholdt, at de alene leverer en platform, som brugerne kan putte indhold i. Men nu ser vi et skifte, hvor de begynder at tage en form for ansvar for kvaliteten af det indhold, der publiceres. Men det udfordrer også idren om, at internettet er politisk neutralt,« siger han.
Tech-giganterne arbejder med tiltag, der skal dæmme op for spredningen af falske informationer og politisk motiverede påvirkningskampagner spredt blandt andet gennem de store russiske nyhedssites Russia Today (RT) og Sputnik.
RT’s chefredaktør kalder kampen mod fake news »tilsyneladende fornuftig«, men hun advarer imod de amerikanske tech-giganters træk, som hun opfatter som »groft diskriminerende«.
»Det, vi ser nu, er bekymrende og kan skabe en farlig præcedens. Google er et privat selskab med noget nær et monopol på internet-søgning på en række markeder. Nu ser det ud til, at de tiltager sig en rolle som et de facto-redskab for censur«, skriver Margarita Symonyan i en mail.
Og det er er en svær konflikt, siger Aske Kammer:
»Vi befinder os midt i en debat om, hvad ytringsfrihed er på internettet, og der er ingen nemme svar. Man kan sige, at der er opstået en krise i samspillet mellem demokrati, medier og information på internettet. Det er noget, vi skal have afklaret som samfund, men det bliver smertefuldt og ubehageligt«.
Begrebet fake news dækker over komplekse fænomener, fra løgnehistorier til delikate fordrejninger af sandheden.
Fænomenet er som sådan ikke nyt – allerede i 1700-tallet opererede fyrster med ’sorte kabinetter’, der spionerede i postforsendelser og somme tider manipulerede indholdet af strategisk vigtige breve. Men i en digital tidsalder, hvor millioner af informationer spredes hvert sekund, er det svært at føre kontrol med, hvor sandheden ophører, og løgnen begynder.
Under valgkampene i USA og Frankrig blev både Hillary Clintons og Emmanuel Macrons valgkampagneservere hacket, hvorefter titusindvis af dokumenter blev spredt på nettet. De virkelige dokumenter blev blandet med falske informationer, et såkaldt hack’n’leak. Hack-og-læk.
