Fremtiden begyndte den dag, du første gang undertrykte din stedsans og besluttede at stole på Google Maps. Den dag, du anerkendte, at Google ved mere om, hvilke vejarbejder og trafikpropper der venter forude, og lod Maps tage styringen.
Præcis den dag, i netop det kryds, hvor du egentlig ville have kørt til venstre, men alligevel kørte til højre, hoppede du, og alle vi andre, ud på en glidebane, der ikke standser, før algoritmerne har overtaget styringen af vores liv og samfund – og har fjernet grundlaget for humanismen, det liberale demokrati og menneskerettighederne.
Det er den centrale tese i Yuval Noah Hararis nye bog, ’21 ting du bør vide om det 21. århundrede’, der udkommer på fredag.
»Regeringer og virksomheder kan snart få nok viden om vores biologi og nok computerkraft til at hacke mennesker. De kan forudse vores valg, manipulere vores begær og være i stand til at sælge os hvad som helst – det være sig et produkt eller en politiker«, skriver Yuval Noah Harari i et mailinterview med Politiken.
