Klokken er 8.15 på fødegangen. Det er tid til morgenkonference. Jordemødre, læger og oversygeplejersken fra barselsgangen mødes til tværfaglig konference. De fødende på gangen, indlagte gravide og særligt barslende kvinder skal diskuteres i plenum.
Omkring bordet er der to ledige pladser. Jeg sætter mig derfor på den ene. Stolene rundt om bordet er ellers besat af læger i hvide kitler, mens sofaen og taburetter langs væggene er tætpakkede af jordemødre, sosu-assistenter og studerende.
Heidi blev sygeliggjort som gravid: »Du er alt for tyk. ALT for tyk. Du er fyldt med fedt. Det er derfor, jeg ikke kan mærke barnet«To overlæger gør deres entré. De går tøvende hen imod den sidste ledige stol. Et splitsekund står alting stille i rummet. Jeg ser panikken i deres øjne.
De retter blikket mod mig, og det er ikke til at tage fejl af. Jeg har taget en af deres pladser. Min blå trøje ødelægger den hvide symmetri rundt om bordet.
Nogen i rummet kigger ned. Andre følger situationen med lige dele forvirring og spænding i øjnene. Den ældste læge når at sætte sig først. Lægen, som tabte stoledansen, erkender sit nederlag – dog med et smil på læben. Hun finder en taburet blandt jordemødrene langs væggen og siger overbærende med retning mod mig: »Nå, så sidder jeg her i dag«.
På et hospital er der noget, man bare ikke gør. For eksempel at tage en stol og lade en læge stå op.
For nylig tilkaldte jeg en læge til faglig sparring på en nattevagt. Jeg havde en studerende med, og lægen trådte ind på kontoret. Stolene i det lille kontor var alle optaget. Lægen henvendte sig til den studerende og sagde træt, men venligt:
»Det er tredje gang, jeg bliver vækket i nat. Kan jeg ikke lige få den stol dér?«. Vækket! Ergo havde hun sovet. Den studerende veg pladsen med et: »Undskyld, jo selvfølgelig«. Det, der skræmte mig mest, var, at ingen af os andre i rummet protesterede. Det gør man bare ikke.
Vi alle er indlullet i et hierarki med magt og regler stærkere end selv den kraftigste presseve. Alle steder hersker forældede normer som gængse sociale spilleregler. De får alting til at glide, så vi ikke behøver at tage stilling til right or wrong. Vi kan bare følge med strømmen.
Men verden ville være et forfærdeligt sted, hvis ingen var gået imod strømmen. Hvis ikke Rosa Parks havde insisteret på sin ret til at sidde foran i bussen uanset hudfarve, ville vi fortsat have pladser forbeholdt de hvide. I mindre skala, men på samme vis er det vigtigt, at alle til morgenkonferencen tør sætte sig, hvor de vil.
Som studerende stod jeg engang i en akut situation, hvor en kvinde blødte efter fødslen. Da lægen ankom, ordinerede hun hurtigt endnu et medicinsk præparat til behandlingen, som jeg vidste var kontraindiceret for netop denne kvinde.
Midt i den intense stemning blev jeg ramt af et dilemma: På den ene side ville jeg naturligvis sikre mig, at kvinden ikke fik en forkert behandling. På den anden side var jeg i tvivl om, hvordan jeg skulle få det sagt. Man kan jo ikke bare irettesætte en læge. Og slet ikke som studerende.
Overfører vi stoledansen til faglige sammenhænge, kan det skade patientsikkerheden. For at give den bedste behandling er det essentielt, at vi kan kommunikere på lige fod. Det ligeværdige samarbejde starter med lige vilkår til morgenkonferencens stoledans.
Seks kvinder: Sådan mærkede vi presset på fødegangenDramaet under morgenkonferencen ender fredeligt. Lægerne er både gode og venlige mennesker. Generelt oplever jeg enighed om, at vores tværfaglighed er uundværlig for begge parter. I teorien tror jeg også, vi er enige om, at alle må sidde rundt om bordet under morgenkonferencen.
Jeg skriver derfor ikke dette for at pege fingre ad lægerne. Det er dog en stor pege- og langefinger rettet mod kulturen, hierarkiet og systemet, som vi alle er med til at holde i live.
Der er ingen rationelle argumenter for, at lægerne skal sidde bedre end andre. De medbringer hverken computere, store mængder papir eller anden tung bagage, som kræver bordplads.
Derudover bør det vel være den, der kender patienten bedst, som starter med sin analyse af situationen. Det er ofte den studerende eller jordemoderen, som har været mest på stuen og læst journalen grundigt. Fordelingen af pladser betyder dog, at jordemødre og studerende sjældent kommer først til orde, fordi de sidder på de bagerste taburetter.
Løsningen kender vi allerede. Rosa Parks har én gang vist, at hvis du vil ændre på kulturen, så er du nødt til at sætte dig foran i bussen. Og blive siddende. Først og fremmest for at vi kommer til at tale om og reflektere over situationen.
Jeg er overbevist om, at ingen i rummet til morgenkonference mener, at nogen er mere værd end andre. Vi er vel sådan set enige? I teorien.
fortsæt med at læse
