Annonce
Annonce
Annonce
Mad 28. aug. 2012 KL. 07.00

Spaghetti aglio, olio e peperoncino

Hvidløg, olie og chili. Det er de få ingredienser i den muligvis mest populære pastaret i Italien. Her er pastakok David Fischers bud.

Kokken David Fischer

Pasta aglio, olio e peperoncino er en utrolig simpel ret, men ikke mere simpel, end at der er masser af faldgruber for den uforberedte. Brændte hvidløg, overkogt pasta, dårligt saltet pastavand og så videre. David Fischers version er mere cremet end den gængse.

»Det er klart, at den er populær i Italien. De fleste har jo råvarerne lige uden for døren«, siger David Fischer, køkkenchefen bag restaurant Fischer på Østerbro, der er kendt for at servere noget af Københavns bedste pasta.
---

Prøv de andre lækre retter til en tyver:

Nakkekotelet i øl med perlekorn

Bagt sommersalat med honning-sennepsdressing og sild

Tortilla med tomatbrød

Perfekt pizza med squash

Ingredienser

Til 1 person

50 g aflang pasta (spaghetti, spaghettini, linguini)
Salt
1/2 dl olivenolie
6 fed hvidløg med hinder
1 tsk. chilipulver eller en lille, frisk chili, finthakket
En dusk bredbladet persille
Eventuelt pecorino-ost




Sådan gør du:


1. Sæt en gryde over med rigeligt vand og rigeligt salt. Tilsæt pastaen, når vandet koger.

2. Hæld olivenolie i en pande eller gryde. Almindeligvis tilsættes nu to finthakkede hvidløg, men David Fischer har et trick: Tilsæt i stedet seks hele fed hvidløg med hinden stadig siddende på. Det forhindrer ifølge Fischer, at visse stoffer fra hvidløget, der kan give maveproblemer, trænger ud i olien.

3. Varm olien op. Lige inden den begynder at ryge, smider man chilipulver eller frisk chili på panden og derefter en skefuld pastavand. På den måde dampsteges chilien og hvidløget. Tilsæt finhakket persille.

4. Pastaen tages af blusset, cirka et minut inden den er færdig (den har stadig en lille hård kerne) og hældes ned i olien. Vigtigt: Behold en kop af kogevandet.

5. Pastaen koges færdig på panden i et minut, mens du hyppigt tilsætter skefulde af kogevand. Målet er at ramme den perfekte cremede blanding af olie, kogevand og stivelse fra pastaen. Spis pastaen med det samme, eventuelt med et skud peber og lidt pecorino-ost

Tip: Nettos billige pastamærke Zara er ifølge flere test o.k. til prisen. Pecorino koster 14 kroner for 100 g i Supermarco ved Fisketorvet i København.