Linda: Jeg lægger mærke til dig i en tråd på Facebook. Du skriver med så meget empati og forståelse, at jeg ikke kan lade være at skrive til dig. I nogle måneder skriver vi sammen. Ingen private beskeder, bare snak frem og tilbage om Lisbeth Zornigs projekt ’Stemmer på kanten’, som vi begge er interesserede i. Jeg tænker, at jeg bliver nødt til at møde dig, du kan blive den bedste ven, der findes. Jeg er gift og har ingen intentioner om, at du skal blive andet end min ven.
Carsten: Vi mødes til et planlægningsmøde i ’Stemmer på kanten’. Bagefter spørger du, om vi skal drikke en kop kaffe. Vi finder en café på Istedgade og snakker i et par timer. Mest om mit arbejde. Vi kommer begge fra sårbare familier med druk, vold og psykisk sygdom, og selv om vi ikke taler om de ting, løber der en strøm af forståelse mellem os.
