En dag i 1985 ankom der en seriøs stak papirer til Institut for Navneforskning på Københavns Universitet.
Det var navnedata på alle danskerne. Endeløse rækker op og ned med informationer om danskernes navne fra cpr-registeret, og det fyldte et helt skab. Fra top til bund.
Det var første gang, man forsøgte at danne sig det store, forkromede overblik over, hvad danskerne har gået og heddet gennem tiderne, og det ledte til flere publikationer såsom ’Fornavnebogen’ fra 1989 og ’Danske fornavne’ fra 1990, men reelt var det stadig en helt uoverskuelig stak udskrifter.
»I praksis var det eksempelvis umuligt at vide, hvor mange der hed Birthe i 1933 eller Emil i 1978. De langt over 50.000 navne forelå kun alfabetisk printet ud på leporello-papirbaner; du ved, på de der gamle papirudskrifter med huller i siderne«, siger navneforsker og lektor på KU Michael Lerche Nielsen.
