Politikens spåkugle:
To klare tendenser gør, at disse babynavne meget vel kan havne på toplisterne om 5-10 år
Politiken har analyseret bevægelserne i babynavnenes underskov og giver her et overblik over hvilke navne, der skyder stabilt i vejret fra bunden og – måske – om en årrække kunne give Frida og Alfred konkurrence.
Når man hver sommer sidder begravet i mere end 90.000 rækker med babynavne, er der nogle mønstre, der åbenbarer sig. I hvert fald hvis man finder ud af, hvordan man skal lede.
Ét af dem vil vi nu vise jer.
Vi har på baggrund af 2023-navnedata fra Danmarks Statistik og Politikens unikke navnedatabase blandt andet skrevet om de glemte navne, årtusindets højdespringere, toplisterne og babynavnemaskinen, og i denne artikel kigger vi på navne, der har bevæget sig i bunden af hierarkiet eller slet ikke eksisteret før, men nu lader til at bryde igennem i en nogenlunde entydig bevægelse opad den seneste håndfuld år.
Babynavne fra 1900 til i dag
Det er i dag via Danmarks Statistik (DST) kun muligt at se navnes udbredelse og udvikling tilbage til 1985, men ved at tage udgangspunkt i cpr-registerets oprettelse i 1968 har Politiken fået skabt et datasæt, der går helt tilbage til 1900.
Datasættet rummer ikke navne på personer, der både er født og døde i perioden 1900-1968, men da der ikke formodes at være nogen sammenhæng mellem navnevalg og dødelighed, giver den enorme datamængde stadig et retvisende billede af danske babynavnes udvikling siden 1900.
Politiken har bygget flere digitale indgange til datasættet, som du kan finde på denne overbliksside, og i denne artikel kan du læse en uddybende forklaring på datasættets tilblivelse.
Danmarks Statistik kun laver opgørelser over FØRSTE fornavn, og det er altså også kun første fornavn denne artikelserie beskæftiger sig med.
Data fra 1900 til 2014 er baseret på CPR. Derfra har vi hvert år i juli fået navnedata af DST, som dog fra 2024 har indført en ny diskretionspolitik. Den betyder, at de ikke længere må vise eller videregive data på navne med under 3 forekomster, hvilket fra årgang 2023 begrænser Politikens mulighed for at opdatere enkelte af seriens grafikker og vinkler, mens andre er modificeret til den nye virkelighed.
For både pige- og drengenavnene er der to klare tendenser, som er de samme som foregående år. Nemlig en ret stor repræsentation af engelskklingende navne samt de gamle danske navne, hvor nogle måske vil sige - hov, er de der allerede blevet modne? Og ja, det er de altså så ved at være.
Lad os begynde med pigerne.
Her har vi i spåkuglen tidligere haft fat i et navn som ELLINOR i forskellige former samt PHILINE, der stak af forrige år og kunne forbindes til TV-programmet ’Bendtner og Philine’, der fik premiere i foråret 2020, hvorefter navnet eksploderede.
Sidste år var det svært at komme udenom PALMA og PALOMA, der er fortsat himmelflugten i 2023, samt navnet EVI/EVIE, der tog fart for fem-seks år siden og spreder sig med afarter som EVY, IVI, EVE og ikke mindst EVIG, som ud af ingenting markerede sig med 7 tilfælde i 2021, 19 i 2022 og 16 i 2023.
I år er der ikke på samme måde de åbenlyse eksplosioner, men sorterer man listen efter flest årlige stigninger, finder man navnene ALTHEA, THEODORA OG FALKE som de mest overbevisende.
Og så er der rigtig mange af de engelskklingende navne som POLLY og PENNY, HAZEL og HALLIE.
Gode, gamle klassikere som ULLA, ERNA, DORA, BEA, TOVE, VIGDIS og ÅSA rører også på sig i årets analyse.
For drengenes vedkommende fortsætter FJORD med at buldre derudad.
Det var klart forrige års mest iøjenfaldende drengenavn, mens man sidste år ikke kunne komme uden om det helt nye EJ, som både er blevet et pige- og drengenavn.
Tadej var også ny herhjemme, hvilket muligvis havde noget at gøre med Jonas Vingegaards store konkurrent i Tour De France, Tadej Pogačar.
I år tager navnet LAMIN et iøjenfaldende hop, og det er svært ikke at give kredit til den danske rapper med selvsamme navn, der åbnede Orange scene på årets Roskilde. Der er nok en sammenhæng.
NOVAK, ZIDANE og ELON kan måske også tilskrives noget international inspiration.
Og så er der klassikerne, som måske snart er ved at være toplistemodne:
Det var det. Husk, at ovenstående lister bare er kvalificerede bud, for navngivning er en spøjs størrelse, der ofte tager nogle uventede sving. Det er derfor, der findes folk, der forsker i den slags. Mange faktisk.
Husk, at du kan finde alle artikler i serien ’Babynavne fra 1900 til i dag’ på denne overbliksside eller en del af lige herunder.
Redaktionen anbefaler
Mange tidligere populære navne har ikke været brugt en eneste gang i det nye årtusinde. Vi har samlet dem her som inspiration