Tålmodighed. »En del af demokratiets problem er, at det tænker kortsigtet. Demokratiet tilskynder magthaverne til at gøre vælgerne glade her og nu«, siger økonomen Dambisa Moyo.
Foto: Peter Klint

Tålmodighed. »En del af demokratiets problem er, at det tænker kortsigtet. Demokratiet tilskynder magthaverne til at gøre vælgerne glade her og nu«, siger økonomen Dambisa Moyo.

Debat

Økonom: Markedsøkonomi, demokrati og globalisering er opreklameret!

Det er de økonomier, der dyrker autoritære styreformer, statskapitalisme og protektionisme, der buldrer frem i verdensøkonomien

Debat

Demokrati og markedsøkonomi er nødvendige forudsætninger for et veludviklet samfund. Og jo mere vi handler med hinanden verden over, des rigere bliver vi.

Det er banale sandheder, der ligger til grund for det meste af politik, både nationalt og internationalt.

Der er bare den hage ved det, at det er forkert, hævder den zambiske økonom og forfatter Dambisa Moyo. Og det ved de politiske ledere verden over udmærket godt, tilføjer hun.

»Når kameraerne ruller, hylder man fortsat demokrati og markedsøkonomi. Men bag lukkede døre tænker de politiske ledere anderledes pragmatisk og realpolitisk«, fastslår Dambisa Moyo.

Hun ved det, fordi hun møder dem bag de lukkede døre. Hun er rådgiver for G20 (gruppen af de 20 største økonomier) og rejser verden rundt for at forberede gruppens møder og dagsordener.

I november havde hun en timelang samtale med den kinesiske præsident og ministerpræsident.

Som direktør og bestyrelsesmedlem i flere multinationale selskaber tilhører hun også erhvervslivets magtelite. I 2009 blev hun udråbt til et af de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden.

I torsdags var hun i København for at tale til danske investorer på Skagen Fondenes nytårskonference og for at tale med Politiken.

LÆS OGSÅ

Moyo forventer, at en kinesisk inspireret statskapitalisme og mere autoritære styreformer vinder frem i udviklingslandene. Den udvikling kan allerede aflæses i de internationale opgørelser, men det er faktisk ikke så skidt endda.

»En del af demokratiets problem er, at det tænker kortsigtet. Fattige lande har brug for langsigtede investeringer i f. eks. uddannelse og infrastruktur, som ikke nødvendigvis giver afkast inden næste valg. Demokratiet tilskynder magthaverne til at gøre vælgerne glade her og nu«, siger Dambisa Moyo.

»Sammenlign f.eks. Kina med Indien. De har nogenlunde lige mange indbyggere, men hvor Kina er i gang med at opbygge en utroligt effektiv infrastruktur og summer af aktivitet og vækst, så vokser Indiens økonomi mellem en og tre procent om året, og de mangler infrastruktur. For mig er det klart Indiens manglende evne til at træffe og gennemføre de nødvendige politiske beslutninger, som gør forskellen«.

Kina har succes. Men det typiske billede er vel, at magthaverne i autoritære regimer beriger sig selv på bekostning af landets langsigtede interesser?

»Ikke nødvendigvis. Ud over Kina har vi Taiwan, Singapore og flere andre, der ikke er spor demokratiske, men som er inde i en god udvikling med mere velstand, mindre fattigdom og mindre ulighed. Og jeg kan give dig mindst lige så mange eksempler på, at demokratisk valgte magthavere ikke virker synderligt optaget af befolkningens ve og vel: Mugabe i Zimbabwe, Chavez og nu Maduro i Venezuela, Putin og oligarkiet i Rusland. Pointen er, at den almindelige antagelse om, at demokratiet er en forudsætning for økonomisk udvikling, ikke holder i den virkelige verden«.

Dambisa Moyo mener, at middelklassen er nøglen til fremgang.

»Uden en velvoksen middelklasse, der kan holde magthaverne i ørerne, er det meget vanskeligt at få et liberalt demokrati af den type, vi gerne vil se, til at fungere. Derfor gælder det om først at skabe en middelklasse. Når den er på plads, så kan vi begynde at tale demokrati. Til gengæld tror jeg på, at kravet om demokrati naturligt vokser frem i takt med velstanden og middelklassen. Det tog også meget lang tid at opbygge demokratiet og sikre respekt for menneskerettighederne i Vesten. Vi er nødt til at være mere tålmodige«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Statskapitalismen vinder
Moyos seneste bog ’Winner Take All’ handler om Kinas jagt på ressourcer, og hvad den betyder for resten af verden.

Udgangspunktet er, at klodens hastigt voksende befolkning, og især den hastigt voksende middelklasse, vil skærpe kampen om de sparsomme naturressourcer og vil dominere international politik.

»Allerede i dag er der 25 væbnede konflikter eller krige rundt om i verden, der har rødder i knapheden på ressourcer«, siger Dambisa Moyo.



Siden slutningen af 1700-tallet, hvor Thomas Robert Malthus som den første spåede, at den voksende befolkning ville medføre hungersnød, sygdomme, krige og anden elendighed, har forskere advaret om, at kloden snart ikke kan bære flere indbyggere.

»Hidtil er vi blevet reddet af teknologiske fremskridt, og jeg håber, at innovationen fortsat kan løbe hurtigere end befolkningsudviklingen. Men vi kan ikke være sikre. Befolkningen vokser meget hurtigt nu. Det kræver, at vi tænker i nye baner og investerer massivt«, siger hun.

I det spil kan de vestlige markedsøkonomier komme til kort.

»Kineserne har en anden forståelse af ressourcernes værdi. De store kinesiske virksomheder, der arbejder på at sikre sig adgang til naturressourcer over hele verden, er dybest set en del af det kommunistiske parti. Det er en del af den politiske infrastruktur. De arbejder for det kinesiske samfund som helhed. De skal sikre, at Kina fortsat kan udvikle sig. Derfor ser de verden gennem helt andre briller end vestlige selskaber, der kun har øje for deres egen bundlinje«.

Kan statskapitalismen vise sig at blive mere succesfuld end markedsøkonomien?

Kineserne har forstået, hvad verden har brug for, og gør meget for sikre det



»Det har allerede vist sig. Kineserne har forstået, hvad verden har brug for, og gør meget for sikre det. Husk på, at 90 procent af verdens befolkning lever i udviklingslande. Halvdelen af dem er under 25 år. De skal bruge arbejdspladser, de skal bruge handel og investeringer. Og de skal bruge dem nu, ikke om ti år. Det leverer Kina. Derfor er Kina i dag den vigtigste handelspartner og største investor i de fleste af verdens lande, herunder Australien, næsten hele Asien og det meste af Afrika og Latinamerika. Og det er en af årsagerne til, at Kina fastholder vækstrater på mere end syv procent hvert år. Forventningen er, at Kina overhaler USA og bliver verdens stærkeste økonomi i 2016 – om bare to år«, siger Dambisa Moyo. Vesten har tabt på globalisering

Kan de vestlige markedsøkonomier fortsat klare sig i en verden, der bliver domineret af Kina og statskapitalisme?»Ja. For de vestlige lande bliver også mere protektionistiske og statsstyrede. Den udvikling er allerede i fuld gang«. Er det ikke bekymrende? De sidste 50 års velstand og fremgang bygger på stadig mere markedsøkonomi og frihandel … »Nej. Den opfattelse er i strid med de faktiske forhold. På globalt plan har vi ganske vist fået større vækst, færre fattige, højere levestandard og mindre ulighed. Men ikke i Vesten. Mellem 1950 og 1980, før globaliseringen tog fart, var væksten i den vestlige verden markant højere end i de sidste tre årtier, der har været præget af globalisering. De, som har fået stor fordel af globaliseringen, er kapitalejerne. Men reallønnen er faldet. Levestandarderne er gået ned. Uligheden vokser. Og de står nu med en stor gældsbyrde«. Ifølge Dambisa Moyo har lønmodtagerne i Vesten været de store tabere ved globaliseringen.







LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det står temmelig klart, at globaliseringen ikke har gjort noget godt for dem, der skal leve af deres arbejdskraft. Den udvikling har gjort uligheden til et af de mest alvorlige problemer overhovedet. I USA har de 400 rigeste mennesker flere penge end resten af de 320 millioner tilsammen. Og uligheden er stigende. På McDonald’s tjener arbejderne 107 dollar om ugen (under 600 kr.) for 40 timers arbejde. Det kan knap nok betale et månedskort til undergrundsbanen, så der er ikke råd til også at betale husleje, mad, uddannelse og sygesikring«.

Ikke bare i Vesten, men også i udviklingslandene vinder automatiseringen frem. Og vi bliver 60 millioner flere hvert år. Det er næsten et nyt Tyskland, der bliver lagt oven i verdens befolkning hvert år.

Hvad er gået galt?

»Man har troet på, at den øgede velstand i toppen brede sig ud i samfundet og trække bunden med op. Men det virker ikke. Man har forsøgt at omfordele goderne via skatterne. Det virker heller ikke. I USA overvejer man nu at lade lovgivningen diktere en højere minimumsløn på f. eks. 10 dollar – altså ved statslig styring, der sætter markedet ud af kraft. Problemet er, at McDonald’s med et snuptag kan erstatte alle de mennesker, der skal have højere løn. De har allerede udviklet en robot, der kan lave burgere hurtigere end mennesker. Og der er intet i vejen for at automatisere bestilling og betaling, så restauranterne kan køre stort set uden personale. Så hvad skal vi stille op med alle de mennesker, der bliver til overs? Ikke bare i Vesten, men også i udviklingslandene vinder automatiseringen frem. Og vi bliver 60 millioner flere hvert år. Det er næsten et nyt Tyskland, der bliver lagt oven i verdens befolkning hvert år. Jeg har ikke noget svar. Og det mest skræmmende er, at ingen af de mennesker, jeg taler med, har noget svar«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce