Der er ingen, som advarer os. Jeg har i hvert fald aldrig hørt nogen tale om det, før jeg selv oplevede det. Omdrejningspunktet i livet ændrer sig. Folk starter på uddannelser, får kærester, flytter ud. Ændringer i livet. De store af slagsen. Dem, der gør, at man ikke længere har den samme hverdag og går op i de samme ting. Ting, der adskiller og ændrer en. Både på godt og ondt.
Livet handler ikke længere om venner, og hvad man skal i weekenden. Den rigtige overgang til voksenlivet begynder. Den er der ingen, der har fortalt mig om. Jeg ser ind i en fremtid af job, kæreste og børn. Og det er ikke dårligt, det er bare anderledes end den måde, mit liv førhen har set ud på.
I folkeskolen og gymnasiet handler det om klassen og om at passe ind i den sammenhæng af mennesker, som man ikke selv har valgt. Omdrejningspunktet er livet i klasserne. Når man kommer ud på den anden side, ændrer det sig. Man kan pludselig selv vælge. Man står over for valg, man ikke har stået med før. Tilvalg medfører også fravalg, og hele ens liv står åbent. Det kræver pludselig meget at holde kontakten, og de relationer, der før var en selvfølge, bliver sværere og sværere at holde ved lige, i takt med at hverdagen skiller os.
Det er en hård erfaring; man mister tætheden med sine venner. Det er naturligt. Man mister dem ikke helt, men man mister tiden. Tiden til at se dem hver dag, som man plejede. Det får man aldrig igen. Ikke i det liv, jeg ser ind i. Livet ændrer sig. Man kan nok så meget prioritere venskaberne, men job og børn banker hurtigt på døren. Også hos vennerne. Det bliver sværere at koordinere hverdagen og få det hele til at passe.
Jeg har nu kun levet en kort del af et forhåbentlig langt liv. Mit liv har indtil videre handlet om mine venner. Jeg har for kort tid siden fået min første kæreste, og med det kommer der andre prioriteter ind i livet. Samtidig har jeg sabbatår og står over for alverdens muligheder. Skal jeg studere? Rejse? Arbejde? Flytte ud? På højskole? Bo i udlandet? Alle muligheder står åbne. Det er et privilegium at kunne vælge frit og endda kunne vælge uddannelse frit fra alle hylder, såfremt man kommer ind. Endnu en usikkerhed. Og hvad skal man egentlig, og hvad vil man egentlig?
Jeg burde måske have skrevet dette om et par år i stedet, når jeg ser tilbage og ikke frem. Jeg har stadig mine venner, men jeg kan mærke dem glide ud som sand mellem mine hænder. Nye kommer til. Oftest er det dem, der vil det samme og skal det samme som mig, jeg ender med at se. Det er det letteste, det er der, hverdagen går op. Det er ikke, fordi man ikke vil, det sker bare.
fortsæt med at læse
