Jeg har altid følt mig dum. Som barn var jeg ordblind og uden for fællesskabet. Det har givet mig et livslangt mindreværd at kæmpe med. I dag stiller jeg mig på litteraturens tykkeste værker i forsøg på at blive høj nok til at se ind over hegnet til den skolegård, hvor de andre legede.
Jeg blev tidligt hevet ud af klassefællesskabet og efterladt i et lille rum med en hjælpelærer. Min afsondring fra de andre var i den bedste mening, men det lagde også grunden til mobning og forkertgørelse.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

