Hestene danser hen over tv-skærmene i disse dage. I disciplinerne dressur, spring og military. Rytterne smiler, når seancen er gået godt, men kigger man på hestenes ansigter, er det et andet udtryk, man møder: ’Trekantede’ øjne, spændte ansigtsmuskler og udspilede næsebor er blot nogle af de tydelige tegn på stress og smerte, som hestene udtrykker.
OL-heste trænes ved brug af ubehag. NårCharlotte Dujardin svinger en pisk med begge hænder mod en hest 24 gange på et minut, eller når Emiliano Portale bliver elimineret, fordi hans hest bløder ud af munden, hører det selvfølgelig til den mere voldsomme ende af ’ubehag’, men samtlige heste er trænet ved brug af ubehag. Eller ’negativ forstærkning’, som det mere akademisk hedder, hvilket da også lyder pænere. Ligesom når kommentatorerne siger, at »det var nødvendigt at bruge pisken for at motivere hesten«, fordi det lyder mere rart, end at rytteren slår hesten med pisken, fordi frygt og smerte får dyret til at løbe hurtigere. Betydningen for hesten er den samme, uanset hvordan den retoriske indpakning ser ud.
