16. august i år afsagde Højesteret en af sine sjældne domme i en familieretssag. Den faldt i en sag, hvor to børns far igennem 4 år var blevet forhindret i at se sine børn, som på tidspunktet for forældrenes brud var henholdsvis ½ og 3 år, nu 4 og 7. Til trods for afgørelser både i Familieretshuset og ved familieretten med fastsættelse af en lang række samvær, blev der i de forgangne 4 år kun gennemført 20 minutters samvær med det mindste barn og intet med det ældste.
Højesteret lagde i sin dom til grund, at denne manglende kontakt »i det væsentlige må henføres til M’s handlinger og egen negative indstilling til F«. Begge forældre havde gode forældrekompetencer. Retten tøvede derfor ikke med at kalde mors adfærd »samværschikane«. Heroverfor måtte der imidlertid ifølge retten lægges vægt på, at mor siden samlivsophævelsen (altså i 4 år) »har været børnenes primære omsorgsperson«. Derfor stadfæstede Højesteret landsrettens afgørelse om, at det »vil være bedst for børnene«, at de »fortsat har bopæl hos M«.
