Det er, som om mistrivsel går under systemets radar, så længe barnet ikke er udadreagerende og forstyrrende. Den stille, angste pige må vente, mens man tager sig af de uregerlige drenge.
Mor: Jeg ser paralleller til hendes storesøsters forløb for et par år siden, og det skræmmer mig
»Det kommer til at forfølge mine døtre, og andre piger i samme situation, langt ind i voksenlivet«, siger Mille Rikke Høgenhaven Lenz om den mangel på hjælp og støtte, hendes døtre har mødt i forhold til deres mistrivsel. Foto: Miriam Dalsgaard
Lyt til artiklen
Henter...
Mit barn har det svært. Det har man en gang imellem. Det er en del af livet, og det er bare en skør alder, når man er otte år og skal lære engelsk, læse Søren og Mette, have gode sociale relationer og et helt nyt sæt tænder på én og samme tid. Desværre er min datter ikke bare inde i en almindelig hård periode, der går over lige om lidt.
Jeg ser paralleller til hendes storesøsters forløb for et par år siden, og det skræmmer mig, at alt tyder på, at vi skal igennem samme mølle, som vi var med hendes søster. Jeg ved om nogen, hvor mange omkostninger det vil få for vores familie – og egentlig også for samfundet. Hvis vi som samfund gerne vil spare og effektivisere, er det min oplevelse, at vi med den fremgangsmåde, jeg møder, udskyder det uundgåelige, så den næste skal betale regningen. Tisser i sengen for at holde varmen. You name it. Det er ikke bæredygtigt.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
