Det er ikke overraskende, at Katherine Diez nu udgiver en bog. Vi lader, som om vi er forargede over, at det ikke kræver andet end kendthed at gøre sig fortjent til mere kendthed, men vi vidste det jo godt. Der er ikke nogen moralsk eller kunstnerisk standard, der har forrang over den gode personlige historie.
Vi lever i en narcissistisk kultur, og Diez’ forsøg på at træde i karakter og genvinde sin individualitet er lige nu det mest typiske udtryk for den tomhed, der fylder vores kollektive selvoptagethed, menneskelivet som branding og rebranding.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

