Der er masseprotester hele tiden overalt i verden. I juni tvang voldsomme studenterprotester Sheikh Hasina til at træde tilbage som statsminister i Bangladesh. Samtidig gik titusinder på gaderne i Kenya i protest mod nye skatter, rådhuset i Nairobi blev sat i brand og parlamentet stormet. Og på Ny Kaledonien er protesterne mod valgreformer, der vil reducere de indfødtes indflydelse til fordel for tilflyttede franskmænd, blusset op igen med bilafbrændinger og plyndringer. Og nu, hvor undervisningen igen er begyndt på universiteter verden over, mobiliserer studerende sig på ny mod den israelske stats overgreb i Gaza.
Der har fundet så mange masseprotester sted rundtomkring i verden de seneste 15 år, at man bliver helt stakåndet, hvis man skal forsøge at nævne de vigtigste: fra de arabiske revolter og de sydeuropæiske pladsbesættelsesbevægelser til Occupy i 2011 til Majdan-opstanden i Ukraine, demokratiprotester i Hongkong og Ferguson-urolighederne i USA, alle sammen i 2014, til De Gule Veste i 2018 og voldsomme optøjer i Chile i 2019, den libanesiske opstand samme år, George Floyd-revolten i 2020, den feministiske opstand i Iran i 2022 til de mange aktioner mod infrastrukturprojekter, agroindustri, flytrafik og andre klimaødelæggende aktiviteter.
