’LOV MIG ALDRIG AT GLEMME’, som netop nu opføres på Blaagaard Teater i København og er en co-produktion med AKT1, er et stykke om kærligheden mellem en ældre kvinde og en yngre mand med hovedvægt på den ældre kvindes perspektiv. Det er i sig selv en virkelig fin fortælling, hvor vi får indblik i hendes indre konflikt og fortvivlede følelser: Kan hun fortsat begæres trods sin rynkede hud? Er hun fortsat værd at elske, når hun kunne være nogens bedstemor? Alle sammen spørgsmål, der adresserer det faktum, at alle har behov for kærlighed uanset alder, og at ingen bør være dømt til ensomhed alene på grund af deres alder.
Tammi Øst og Christopher Nallo leverer stærke præstationer som henholdsvis Nana og Noa. Denne kritik retter sig derfor ikke mod skuespillerne, men mod måden, forestillingens historie er blevet forvaltet på – eller snarere forsømt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

