Ikke siden romantikken i begyndelsen af 1800-tallet har det indre liv fyldt så voldsomt og følelserne styret så meget både i privatlivet og i den offentlige debat som nu. Det kan der komme megen god kunst ud af – det så vi i guldalderen – men der kan også komme virkelig dårlige og irrationelle beslutninger ud af at have følelse frem for fornuft som kategorisk imperativ. Ikke mindst på den politiske scene, hvor befolkningers eksalterede følelsesliv er den pat, populismen dier næring af.
Der er en lang række tegn på, at vi i disse år i Danmark og den vestlige civilisation befinder os i en form for nyromantik, og både i vores omgivende verden, på de politiske linjer, i kulturen, åndslivet og i vores indre liv er parallellerne til romantikken talrige.
