Foto: Carlos Barria

Med sin baggrund i Sovjetrusland analyserer russisk-amerikanske M. Gessen, hvad der får enkeltpersoner, virksomheder og institutioner til at tilsidesætte god moral og følge en autoritær leder.

Der er mange gode grunde til at føje en vordende diktator, og kun én til at lade være

Foto: Carlos Barria
Lyt til artiklen

I 1978 tog mine forældre til Polen, det var den første udlandsrejse for dem begge. Da de kom hjem til Moskva, kunne min mor ikke holde op med at snakke om, hvad de havde set – ikke et sted, men en film, Bob Fosses ’Cabaret’. Navnlig én scene havde fæstnet sig. Tre venner er på vej hjem efter et weekendophold. Med søvnunderskud og tømmermænd og optaget af egne seksuelle og romantiske forviklinger holder de ind ved et traktørsted.

Der begynder en teenager iført Hitlerjugend-uniform at synge. Han virker på én gang højtidelig og – med sine brune bukser, der er stoppet ned i de knælange hvide strømper – som et stort barn. Men efter et minut begynder andre unge i uniform at synge med, og snart står alle op og synger på nær en enkelt gæst. Hovedpersonerne smutter. De har skubbet nazismen fra sig, men nu indser de, at de er i mindretal, at det liv, de har levet, er forbi. Den sang, alle omkring dem synger, er ’Tomorrow Belongs to Me’ (’Morgendagen tilhører mig’).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her