Da Donald Trump første gang var præsident, var han inspireret af en eller anden form for udenrigspolitisk filosofi, hvor alle internationale aktører blev opfattet som fjender, der var ude på at skade USA. Denne gang er der ingen retning og ingen sammenhængende tænkning bag de utallige meldinger, der dagligt strømmer ud af Det Hvide Hus. Amerikansk udenrigspolitik er præget af tilfældigheder og styret af princippet ’jeg er enig med den sidste ærede taler’.
Når det er så vigtigt, hvem Trump senest har talt med, skyldes det, at der ikke er enighed blandt præsidentens nærmeste rådgivere og personlige bekendtskaber om kursen for udenrigspolitikken. Det er ikke nyt, at der er uenighed i den udenrigspolitiske elite i Washington, D.C. Indtil 20. januar blev uenighederne dog i det store og hele holdt inden for rammerne af en fælles – liberal – forståelse og enighed om, hvilken politik der gavnede USA.
