Når vi endnu en gang samles omkring bålet ved sankthans, står vi ved et kulturelt tipping point. Det burde kalde på refleksion: Hvilket onde er det egentlig, vi forsøger at brænde? For ved fortsat at lade heksen gå op i flammer gentager vi en fortælling, hvor det naturlige skal kontrolleres, lukkes inde og slås ihjel.
Mens 1500-1600-tallets hekseafbrændinger var næsten ’queer’ i deres opfattelse af køn og magt, var det i virkeligheden forbindelsen til naturen, sanseligheden og – som symbol herpå – kvindekroppen, der udgjorde den virkelige trussel mod den etablerede orden. Det var en økologisk bevidsthed, som udfordrede ideen om, at naturen kunne kontrolleres, ejes og udnyttes – og som dermed truede den teologisk begrundede hierarkiske verdensopfattelse.
