Antallet af møder om at holde møder og møder om at holde færre møder eksploderede, og jeg følte, at jeg var ved at dø et minut ad gangen, skriver Nikolai Lang-Jensen om sit tidligere job i kommunikationsbranchen. I dag har han fundet arbejdsglæden som p-vagt.
Time efter time med uendelige slideshows: Jeg følte, at jeg var ved at dø et minut ad gangen
Jeg følte, at jeg var ved at dø et minut ad gangen ved at sidde med ved det store mødebord. Min tid var forbi, jeg var en levende død, der blot ventede på, at sidste punkt var færdigt, så kisten kunne blive lukket, skriver Nikolai Lang-Jensen. Tegning: Claus Nørregaard
Lyt til artiklen
Henter...
Det var under coronapandemien, jeg fik nok af mit arbejde med kommunikation, presse, marketing og reklame. Jeg var lige omkring 50, kommunikationschef i en miljø-ngo, tidligere tekstforfatter på et stort bureau og havde lavet kampagner, siden jeg sendte min første e-mail.
Jeg sagde op i alle roller, jeg havde eller havde haft: som SoMe-ninja, schweizerkniv, inspirerende projektleder og krøllet hjerne, der skal få kunder i butikken, medlemmer i folden eller vælgere i boksen ved hjælp af sindrigt udtænkte strategier, der kunne dominere vores marked for de rene hjerter, de glade maver, den strålende udsigt til fremtiden – eller hvad der nu var løftet til kunden den dag på kontoret.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
