For nogle år siden, da jeg stadig røg cigaretter, prioriterede jeg ofte at bruge mine højt skattede pauser på at gå et par hundrede meter væk fra den skole, hvor jeg arbejdede som lærer. Jeg gik ud til et lille torv i nærheden, skyndte mig at tænde cigaretten, sugede løs og efterfølgende klikkede skoddet ned i den lille spand gemt i en busk.

I disse små røgfyldte hjørner af min dag var jeg som regel omgivet af andre kolleger med samme mission. Så stod vi der i skjul, i hvad der kunne føles som en skammekrog, og sludrede om løst og fast, mens vi pulsede. Eller det vil sige, det var ikke os alle, der sludrede. For jeg havde særlig én kollega, der talte. Eller rettere ævlede, bralrede, doserede, fyldte og ikke én eneste gang i de fem år, disse missioner stod på, stillede et spørgsmål til os andre. For det, hun talte om, var sig selv. Eller brok. Brok over naboen, bilen, køen på motorvejen, lægen, lederen, forældrene, manden, hunden, hullet i vejen eller køen i Netto. Fysisk utilpas bare ved tanken om at sætte andre i en akavet situation lyttede jeg høfligt og nikkede og sagde ’nå’, og ’ja’ og ’ej, det forstår jeg godt’ på de rigtige tidspunkter. Denne reaktion var måske ikke den rigtige, men det var, hvad jeg kunne mønstre på det tidspunkt.